ØV ØV ØV Fyr og Flamme blev en fuser

Det blev et farvel og tak til Fyr og Flamme og deres ”Øve os på hinanden”. De kunne trods publikums ihærdige råben på Danmark ikke indløse en billet til lørdagens Eurovision Finale.
Årets finale bliver for første gang siden 2016 uden dansk deltagelse. Dengang var det Lighthouse X, der heller ikke formåede at skaffe en dansk finaleplads. Det så ellers godt ud for Fyr og Flamme, der var sidst på scenen i den anden semifinale i Rotterdam. De leverede et farverigt show og Jesper Groths lidt udskældte stemme gjorde ellers et godt indtryk på skærmen og hos de 3500 tilskuere i AHOY Arena. Her høstede Emanuel og Groth et af aftenens største bifald.
”Det er naturligvis ærgerligt, at vi ikke kom i finalen men vi er vanvittigt stolte, lettede og underligt glade. Det var fedt, at vi fik lov til at optræde for hele Europa, og jeg synes simpelthen, vi gjorde det så godt. Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Og jeg er så stolt af Jesper” fortæller Laurits Emuanel, mens Jesper Groth tilføjer:
”Det er helt, helt oprigtigt sagt. Det er ikke et eller andet panser, vi trækker op. Vi er så glade. I eftermiddags vidste vi, at den her aften ville ende godt uanset hvad. Det handlede om, at vi havde performet på en måde, som vi var tilfreds med. Og det er vi.”
Finlands hårde drenge fra Blind Channel og det Coronaramte band Daði & Gagnamagnið fra Island er med når det går løs på lørdag. De slutter sig til Norge og Sverige, der gik videre i tirsdagens semifinale. Danmark er dermed det eneste nordiske land, der nu er uden for lørdagens gode selskab.
Fra Balkan var der stemmer nok til både Albanien, Serbien og Bulgarien. Moldova, Grækenland, og en af favoritterne -Schweiz er også videre. Portugal og San Marino tager sig af de to sidste finalepladser og er klar til at kæmpe om det store Eurovision trofæ på lørdag.
Meget mere Eurovision her.
Læs også : Forudsigelig Eurovision semifinale