Nyt tiltag – Queer aftener i Svendborg

Der bliver drysset regnbueglitter over Svendborg, også kaldet øhavets hovedstad, hvor et nyt LGBT+ koncept netop har set dagens lys.
Queer Aftener, som konceptet hedder, er blevet til for at skabe glædelige øjeblikke, skabe synlighed, dialog og inspiration. Det er tænkt således, at Queer aftenerne er for alle, men at de hver gang har et LGBT+ tema. Tirsdag den 29. juni løber det første arrangement af stablen. Her er Jalal, kendt fra DR3 dokumentaren Macho aftenens gæst. Jalal er født palæstinensisk muslim og kvinde. I sit foredrag vil han fortælle om hans vej til at blive den mand han er i dag. Senere vil der komme mange andre forskellige foredrag og gæster.
Lyt liv til til LGBT+ miljøet
Bag initiativet står det gifte par, Camille Wengel og Sarah Frich. , og vi har hevet fat i den ene af dem for en kommentar.
”Ideen har været igennem en længere proces. Vi har længe ville skabe nogle tiltag for LGBT+ miljøet på Sydfyn. I foråret blev konceptet dog meget mere konkret. Vi fik muligheden for at blive andelshavere i Kultur Konsulatet i Svendborg. Det gav os pludselig en mulighed for at skabe en platform med synlighed og relevante events” fortæller Camille Wengel til Out and About.
”Vi oplever selv, at Svendborg er rig på mangfoldighed og mange forskellige mennesker og familieformer. Dog har der kun været få egentlige LGBT+ fokuserede events og pt. er Queer aftenerne det nyeste. Vi oplever, at mange regnbuefamilier finder herned”, tilføjer Camille Wengel.
Månedlig arrangement
Ideerne er mange, og der er spændende nyt på vej i form af både foredrag, musik, og andre tiltag.
Det hele er nystartet og derfor i proces. Sidste nyt finder man altid på Facebooksiden Queer aftener Svendborg.
”Vi holder til i byens hyggeligste oase. Her vil vi gerne bidrage til synlighed. Med kulturelle tiltag som vækker samhørighed og skaber rum for menneskers forskellige livsfortællinger. Indtil videre er Queer aftener frivilligt baseret og et hjerteprojekt. Derfor har vi indtil videre planlagt til at afholde et event om måneden, som man kan deltage i”, slutter Camille Wengel.
Læs også: Historisk bøssebar til salg