KULTUR

Ny sløjfe til Hiv-Danmark

Tommy Schou Christesen i Copenhagen Pride Parade i 2017 med den grønne sløjfe centralt placeret på Babs – eller er det Nutte?
Foto: Terra Rinka

Patientorganisationen for hiv-positive, Hiv-Danmark, får sin egen sløjfe i sin egen farve. Den nye sløjfe bliver ’søstersløjfe’ til AIDS-Fonden røde sløjfe, som vi alle kender.

I 1985 blev den ikoniske røde sløjfe introduceret som symbol på kampen mod hiv og aids, og som markering af sympati og støtte til de der blev ramt af hiv eller aids.
I Danmark har AIDS-Fondet i mange år brugt den røde sløjfe som logo, samtidig med at andre organisationer har taget den til sig. For eksempel patientorganisationen for hiv-positive Hiv-Danmark.

Men hvorfor har Hiv-Danmark ikke sin egen sløjfe? Det spørgsmål stillede Tommy Schou Christesen sig selv i sommers, og som bestyrelsesmedlem i Hiv-Danmark gik han frisk til sagen, og præsenterede sit bud på en sløjfe for Hiv-Danmark.

En grøn sløjfe. Grøn for håb. Håb om en dag at finde en vaccine og kur mod hiv.

– Hvad er der galt med den røde aids-sløjfe?
”Den er der absolut ikke noget galt med,” fortæller Tommy Schou Christesen til Out & About, da vi kigger forbi Kafe Knud i anledning af Worlds Aids Day den 1. december. ”Den røde aids-sløjfe er helt fint, men jeg synes Hiv-Danmark, har brug for sin egen sløjfe, for at markere Hiv-Danmark som en selvstændig organisation der fokuserer på arbejdet med hiv-positive i Danmark. AIDS-Fondets arbejde går ud over Danmarks grænser, og handler om mere end hiv-positive. Faktisk er der mange der tror, at Kafe Knud er drevet af AIDS-Fondet, men det er Hiv-Danmark, der driver den og Café Lone i Aarhus. Det skal på ingen måde forstås som en underkendelse af AIDS-Fondets arbejde. Tværtimod vil jeg kalde den grønne sløjfe for søstersløjfe til den røde.”

– Hvordan er den grønne sløjfe blevet modtaget?
”Ganske overvældende. Allerede ved to debatter i forbindelse med Copenhagen Pride delte jeg den ud til paneldeltagere og publikum, og der kom kun positiv respons. I paraden gik jeg med den udklædt i drag, og der var mange, der spurgte hvad den står for.”

Under vores besøg på Kafe Knud ser vi flere, der bærer både den røde og den grønne sløjfe.

På et bestyrelsesmøde i starten af det nye år vil Hiv-Danmark beslutte, om den grønne sløjfe skal være foreningens officielle kendetegn.

Den grønne sløjfe kan fås gratis på Kafe Knud i Skindergade 21 i København.

 

Se også: Ny formand for Hiv-Danmark