Monastic åbner ny café
LGBTQ-miljøet har fået en ny café, hvor man i hyggelige omgivelser kan nyde godt selskab, sidde og arbejde, eller spille et brætspil.
Monastic fortsætter med stille og roligt at åbne det store hus op for gæster. Onsdag åbnede Café Monastic i stueetagen, og stedet har alt det der skal til for, at blive et rart sted at opholde sig.
Som resten af Monastic er Café Monastic rustik, og med tunge træborde og stole suppleret med lænestole a la Chesterfield. Levende lys præger caféen, og musikken er behageligt dæmpet, da Out & About kigger forbi.
Tommy Schou Christesen arbejder på Monastic, og han er at finde i caféen. Han arbejder også i weekenden i kælderen, hvor han tager mod gæsterne. Typisk klædt ud, og nogle gange med en kreativ makeup. ”Det giver en god stemning allerede i garderoben, når gæsterne bliver budt velkommen af en frisk queen,” fortæller Tommy, som også oplever, at gæsterne vil have taget selfies sammen med ham.
Men Tommy Schou Christesen er i civil, og iført et nydeligt forklæde når han arbejder i Café Monastic.
Vi får en lille snak om det nye cafékoncept. Café Monastic er uden køkken. Det vil sige, at der serveres kolde og varme drikkevarer men ikke mad. En bunke brætspil på en hylde lægger op til konkurrence ved bordene. En trend der i øjeblikket breder sig i cafémiljøet.
LGBTQ-café med STORT T
Mens vi sidder, og taler om caféen, lyder der fnis og latter fra et bord i et diskret hjørne. Et ungt heteropar har fundet vej til Café Monastic, og sidder og fletter fingre mens de hygger sig. ”Alle er velkomne”, siger Tommy – også heteroer – og uddyber, at han dog har en særlig plads i hjertet for transmiljøet.
”Vi vil gerne byde transmiljøet velkommen med åbne arme, og tilbyde dem et allieret frirum. Her er højt til loftet, og vi vil gøre alt for at alle har en god oplevelse.”
Café Monastic har åbent mandag til fredag kl. 13-20 og fredag og lørdag fra 13-22. Monastic, Hauser Plads 32 ved Kultorvet.