Nu kommer vaccinen mod abekopper
Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en ny vaccinestrategi, som betyder, at de mest udsatte nu kan blive vaccineret mod abekopper. Få overblikket her.
Af AIDS-Fondet
Personer, som er i stor risiko for abekopper, kan nu blive vaccineret. Det fremgår af en ny vaccinestrategi fra Sundhedsstyrelsen.
Vaccinen tilbydes til nonbinære, transpersoner og mænd, der har sex med mænd, som er i særlig risiko for at få abekopper. Det gælder i første omgang tre grupper:
- personer, som er på den forebyggende behandling PrEP
- personer lever op til kriterierne for PrEP, men endnu ikke er på PrEP
- hiv-positive mænd, der har sex med mænd, som har skiftende partnere
Andre, der har sex med personer i målgrupperne ovenfor kan også blive tilbudt vaccination efter lægelig vurdering.
AIDS-Fondet er i dialog med Sundhedsstyrelsen om at få udvidet målgruppen, så den dækker alle mænd, der har sex med mænd og oplever, at de er i risiko for smitte med abekopper.
Det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet om vaccination mod abekopper.
Personer på PrEP
Hvis du er på den forebyggende behandling PrEP, så modtager du en invitation til vaccination i din E-Boks. Det er selvfølgeligt frivilligt, om du vil vaccineres.
Personer som endnu ikke er på PrEP
Du kan også få vaccinen mod abekopper, hvis du lever op til kravene for at komme på den forebyggende behandling PrEP – men endnu ikke er på PrEP.
Kravene for at komme på PrEP er, at du:
- Er nonbinær, transperson eller en mand, der har sex med mænd og har haft ubeskyttet analt samleje med mindst to mandlige partnere inden for de sidste 12 uger. Har man fast partner, der kender sin status, tælles dette ikke med.
- Er nonbinær, transperson eller en mand, der har sex med mænd, og har haft syfilis inden for de sidste 24 uger.
- Er nonbinær, transperson eller en mand, der har sex med mænd og har haft klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger.
Hiv-positive mænd i særlig risiko
Hvis du lever med hiv og har flere skiftende partnere, kan du være i større risiko for abekopper. Tilhører du denne gruppe, skal du kontakte den afdeling, hvor du går til kontrol for din hiv for at blive vaccineret.
Find flere fakta
Vaccination mod abekopper er ikke en garanti for, at du kan undgå smitte med abekopper og undgå at give smitten videre.
Derfor er det vigtigt fortsat at være opmærksom på symptomer på abekopper. Og hvis du har symptomer, så undlad tæt fysisk kontakt med andre, indtil du ved, om du har abekopper og er blevet rask igen.
Se også: Vaccinationen mod abekopper er gået i gang i regionerne
Læs også: AIDS-Fondet: Ny vaccinestrategi mod abekopper en god begyndelse