SAMFUND

Mountainbikere i sexorgie

En nyanlagt mountainbikesti går lige midt i gennem en erotisk oase, hvor mænd der har sex med mænd mødes.
Foto: Arkivbillede

Denne artikel var årets Aprilsnar fra Out&About.

Et ny mountainbiker-sti går lige midt gennem et område på Amager Fælled, som er et kendt og populært mødested for mænd, der har sex med andre mænd.

Selvom cruisingområdet på Amager Fælled er stort og delt i flere områder er der nu opstået problemer. En nyanlagte mountainbiker-sti går nemlig lige igennem et af de meget populære cruisingområder tæt på Artillerivej.

Den nye mountainbiker-sti på Islands Brygge blev indviet i starten af marts i år. Det har dog indtil videre ikke skræmt mændene, der bruger området til at dyrke sex. Flere mountainbikere har oplevet, at der stadig er en del mænd, der mødes for at have åbenlyst sex i området.

Mountainbikernes møde med mændene, der dyrker sex, kan godt fremkalde et smil på læben. For det er god stil blandt mountainbikerne at gøre opmærksom på, at man kommer cyklende bagfra, ved at ringe med cykelklokken og råbe ”bagfra!”

Out & About har forhørt sig hos Københavns kommune, hvorfor man har anlagt en mountainbike-sti, når man på forhånd var klar over, at området længe har fungeret som en “erotisk oase” for mænd, der har sex med mænd.

Her svarer fuldmægtig i Teknik- og Miljøforvaltningen , Thomas Person, som har ansvaret for stien.

“Den nye mountainbikesti blev vedtaget i 2018 under den forrige teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen. Borgerrepræsentationen ville dengang gerne tilbyde københavnerne flere muligheder for at dyrke sport. Derfor faldt valget på Amager Fælled, hvor der i forvejen er et væld af små cykelstier – ideelle til en mountainbikesti. At området skulle være et kendt område for mænd, der har sex med mænd er nyt for mig. Det har ikke været nævnt under behandlingerne på Rådhuset”, udtaler Thomas Person.

Politiet har endnu ikke modtaget konkrete anmeldelser, og det er ikke ulovligt, at dyrke sex under åben himmel. Det bliver først til en ulovlig handling, når nogen med forsæt forsøger at blufærdighedskrænke.

 

Læs også: Din guide til sex på Amager Fælled