KULTUR

Monastic – festfolkets våde drøm

Hauser Plads 32 har tidligere huset restauranten Sankt Gertruds Kloster, men bliver nu Københavns nye LGBTQ-mekka.
Foto: Brian Kjær Capkan

Københavns nye forlystelsessted for LGBTQ-miljøet – Monastic, bliver Skandinaviens største, og vil konkurrere med Berlin om det festglade og kræsne publikum.

Out & About har været på besøg, og bringer som det første LGBTQ-medie billeder fra Monastics labyrint at hvælvede kælderrum og snoede trapper belagt med gravsten.

Når Monastic slår dørene op fredag den 1. september er det med et ’alt-i-et-koncept’, der lyder som intet mindre end en åbenbaring og våd drøm for festfolket.

Monastics marketingdirektør er en gammel kending i miljøet. Carsten Appel stod tidligere bag ’Carstens Guesthouse’, og mange af erfaringerne derfra tager han med til Monastic.

”Det er et stort projekt vi har sat i søen, men det er bestemt værd at vente på. Når Monastic står færdigt, indeholder det restauranter, catering og konferencerum. To store danseklubber, en loungeafdeling for en Gentlemens VIP klub, en dragscene, en bear bar, dark rooms og andre legerum i cellerne og en åben gårdhave til sol, barbecueaftener og chill-out. Desuden indrettes Wellness Spa & Sauna samt hotel og youth hostel”, fortæller Carsten Appel og fortsætter:

”Det vil tage næsten et år før renoveringen er færdig, men allerede nu er der så meget fart på projektet, at vi kan åbne en stor del af huset for publikum den 1. september.

Monastics restaurant som den ser ud før åbningen, mens alt stadig er præget af arbejdet op til åbningen.
Foto: Brian Kjær Capkan

Vil konkurrere med Berlin

Carsten Appel mener, at København i årevis har manglet en ægte dance club. Clubbing er noget københavnere må tage til andre metropoler for at opleve, og her er især den berlinske scene populær.

Monastics vision er at vende trafikken, så det bliver berlinerne der flyver til København for at feste, og at København igen kommer verdenskortet som en international festby, det er værd at rejse efter.

To klubber under samme tag

Det kan være en udfordring at gå i byen med vennerne, hvis musiksmagen er vidt forskellig. Måske udfordringen bliver mindre fremover, for Monastic kommer til at indeholde to adskilte klubber.
Én med house music og én med pop og disco. De to dansegulv forbindes med en lang korridor og bar, så gæsterne kan skifte mellem de to klubber og dansegulve, som de har lyst til.

Dette er blot en lille del af den enorme kælder som er en del af Monastic. De hvælvede lofter og rå mure giver en stemning der ikke ses andre steder i det danske LGBTQ-miljø.
Foto: Brian Kjær Capkan

Sikkerheden i trygge homohænder

Sikkerhed og dørmænd spiller en vigtig rolle i nattelivet, og det er desværre ikke usædvanligt, at dørmænd ikke er deres rolle voksen. Monastic har lagt sikkerheden i hænderne på Jacob Nicu, som mange vil kende fra nattelivet. Jacob Nicu er også bagmanden bag ’Stop Had’ og ’Øjne i Natten’, og han siger til Out & About, at han som homoseksuel kan han garantere, at Monastics gæster bliver vurderet ud fra deres opførsel, og intet andet.

Bearserk er tilbage

En anden gammel kending fra miljøet er Joakim Jonasson, kaldet Jojo, som tidligere stod bag kælderbaren Bearserk i Studiestræde under Kiss Kiss. Han flytter hele sit koncept fra Studiestræde ned i kælderen under Hauser Plads 32.

Joakim Jonasson har siden bruddet med Kiss Kiss ledt efter et egnet sted at genåbne sin egen ’bear cave’, og han kan ikke skjule sin begejstring, da Out & About møder ham i den kommende Bearserk Bar.

”Jeg har ledt efter et sted, og nogle gode samarbejdspartnere, og lige pludselig dukker Monastic op. Det er helt perfekt, og et lokale man kun kan drømme om”. Som de andre dele af Monastic kommer Bearserk Bar til at køre som en selvstændig enhed, men med fælles indgang og fri passage rundt i komplekset.

Skulle du mod forventning komme til at kede dig på Monastic er der altid masser af interessante arkitektoniske detaljer at studere.
Foto: Brian Kjær Capkan

Dark room

Bliver aftenens flirt så hed, at begejstringen i underregionen trænger sig på, er der også tænkt på det. Et dark room byder sig til, og i mørket kan du så gøre, hvad man nu en gang gør i sådan et rum.

Områderet omkring dark roomet kalder Carsten Appel for ’Fuck’n Dance’ og han fortæller, at alle fester ”from hot and sleazy to wet and easy” bliver holdt her.

Men ikke alt er bygget op omkring sex. Monastic kommer også til at vise drag shows, cabaret, og meget meget mere.

Uhyggelig middelalderstemning

Har du tidligere besøgt den store restaurant Sankt Gertruds Kloster på samme adresse kender du den unikke kælder. Men ellers kan den bedst beskrives som en uhyggelig labyrint med overraskelser bag hvert hjørne. De første gange man besøger stedet, kan man forvente at fare vild. Nogle steder står murværket råt, og andre steder hvidkalket. Lofterne er hvælvede, og noget af murværket stammer fra middelalderen.

Gravsten

På en af trapperne er trinene dækket af gamle gravsten. De blev solgt på auktion fra Trinitatis Kirke i 1813 til Conrad Caspar Hauser, som opførte den nuværende bygningen efter det meste af området var brændt ned under englændernes bombardement i 1807. I kirkens regnskaber er salget noteret med ordene: ”forskellige store Sten, Fodstykker fra Gravmonumenter, Fliser og flere flade Ligsten”. Ganske makabert må man sige.

Selv om stedet i mange år hed Sankt Gertruds Kloster, så har der aldrig ligget et kloster på adressen. Men i middelalderen lå der i området et hospital viet til Sankt Gertrud. Men alt andet lige, er stemningen i bygningen helt unik, og har et stort potentiale der venter på at blive forløst til glæde for LGBTQ-miljøet.

Trods skiltet ligger viceværten ikke begravet i baggården. Men gravstenen fra 1700-tallet fører Monastics stemning ud i gården, hvor der med tiden vil blive indrettet med opholdsarealer.
Foto: Brian Kjær Capkan