Har du også fordomme om andre i LGBTQ-miljøet?
Inge Toft Thapprakhon opfordrer til, at vi ikke blot står sammen i ugen omkring Copenhagen Pride, men også viser hinanden respekt resten af året.
Diskrimination og fordomme baseret på seksualitet eller kønsidentitet er ligeså udbredt internt i vores miljø, som det er udenfor.
”Hvordan kan det være, at vi, der definerer os som hørende til under regnbuen, kan blive ved med at påstå, at vi kæmper for LGBTQIA+’eres ret til at være dem, vi er, når vi helt tydeligt ikke engang kan respektere og acceptere hinanden indbyrdes?” spørger Inge Toft Thapprakhon, der er talsperson for foreningen Intersex Danmark, som hun også har været med til at stifte.
Betonlebber og syge transkønnede
Gennem længere tid har Inge Toft Thapprakhon ærgret sig over den ekskluderende tone i dele af miljøet.
”Vi taler om diskrimination som noget, der kommer udefra, men det trives i allerbedste velgående i vores midte,” siger hun.
”Lesbiske er højtråbende betonkvinder, der prøver at fremstå som mænd, og som bare trænger til en ordentlig mand. Og jeg hører ofte fordomme om transkønnede, som bliver kaldt psykisk syge, der går rundt og tror, at bare fordi de har fået en operation, så bliver de et andet køn. Mange mener også, at det er okay at bruge det gamle pronomen og at kalde dem ved deres gamle navn,” fortæller Inge Toft Thapprakhon og tilføjer: ”Det er stærkt diskriminerende.”
Hysteriske bøsser og forvirrede biseksuelle
Ifølge Inge Toft Thapprakhon er det i praksis kun er en uge om året, hvor miljøet for alvor står sammen.
”Når der er pride, står vi sammen. Det gælder både i Aarhus, Aalborg og København. Derefter forsvinder vi igen ud i vores lukkede grupper, hvor fordommene om resten af miljøet stortrives,” siger hun og nævner flere af de udbredte fordomme:
”Bøsser er mænd, der skaber sig og opfører sig som hysteriske kællinger med flagrende håndled. Og de biseksuelle har bare ikke fundet ud af, hvad de vil. De leger med folks følelser og er per definition utro og har sex med alt og alle.”
Interkønnede findes ikke
”Når talen falder på interkønnede hører jeg ofte, at de slet ikke findes. For alle ved jo, at der kun findes to køn, hankøn og hunkøn. Alt andet er sygdom og misdannelser, og siger man noget andet, bliver det latterliggjort,” siger hun bestemt.
”Jeg synes det er frygteligt at høre, at nogle mennesker enten sygeliggør interkønnede eller fuldstændig nægter at anerkende eksistensen af personer af interkøn. Der er trods alt tale om 1,7 procent af verdens befolkning, og da interkønnede kan have samme variationer af kønsidentitet og seksuel orientering, som ikke-interkønnede, så er de faktisk repræsenteret i alle de forskellige grupper i LGBTQIA-miljøet.”
Ingen siger fra
For det meste oplever Inge Toft Thapprakhon, at ingen siger fra, når disse fordomme luftes. Folk griner med eller lader som ingenting.
”Hvordan kan det være, at vi endnu ikke har fundet ud af, at hvis vi støtter hinandens sager indbyrdes, så bliver vi alle sammen stærkere, og det bliver lettere at nå frem til, at vi kan leve frit og fri for diskrimination?”
”Prideugen i København nærmer sig med hastige skridt, og i stedet for kun at stå sammen denne ene uge, og især i paraden, ville det så ikke være rart, hvis vi lovede hinanden at gøre en indsats for også at respektere hinanden og stå sammen resten af året?” foreslår Inge Toft Thapprakhon.