ANMELDELSER

Moderne kærlighed

Jeg føler mig udeladelsessyndefuld, fordi jeg ikke allerede i 2024, hvor bogen udkom i sin første udgave, opdagede og læste Nils Gunder Hansens Moderne kærlighed. Jeg føler mig imidlertid også heldig, fordi forfatteren nu, med andenudgaven, som er kommet i 2025, har tilføjet et helt kapitel med queer perspektiver på bogens tema.

 

Udover at være et indlæg i debatten om det moderne parforhold, og om hvorvidt det er i krise, er bogen også en ”kærlighedens historie” fortalt gennem eksempler fra film og litteratur. Hvor er det, på mange måder, herligt befriende, for en gangs skyld, ikke at læse en seksualitetens. Men rent faktisk en kærlighedens historie. Og så så interessant og medrivende fortalt. Der er simpelthen tale om en akademisk ”pageturner”. Bogen er særdeles velskreven og eksemplerne så almene, at man aldrig konstant føler sig inddraget.

Bogens anslag er forfatterens egen ungdom i 70’erne. Det giver både et fælles udgangspunkt at tale og forstå ud fra og giver en indsigt i Nils Gunder Hansens egen baggrund og erfaringer. Udover at være en livsrejsende i kærlighedens mysterium, er Nils Gunder Hansen også litteraturforsker og skribent på Kristeligt Dagblad og Berlingske. Det bliver derfor også med baggrund i denne faglighed og med litterære og filmiske eksempler, at de længere historiske linjer tegnes og tendenser uddrages. Der tages afstikkere tilbage til middelalderens troubadurdigtning og så langt frem i tid som til Linea Maja Ernsts roman ”Kun til Navlen” fra 2024.

Kilder til kærligheden

Referencerne til ny og gammel litteratur, film og andre kilder til kærligheden, tjener som fællesrefererende eksempler på bogens pointer. Dermed bliver bogen samtidig til en art litterær og cinematografisk kanon til det, bogen kalder, den ”moderne kærlighed”. Jeg har skyndt mig at tilføje adskillige af de i bogen anvendte titler til min læseliste.

Langt hen ad vejen er bogens eksempler og temaer centreret om en heteroseksuel præmis fokuseret på kernefamilien eller tosomheden. Det virker lidt fjernt til tider. Man kan savne diskussionen om f.eks. det åbne forhold eller flerpartnerrelationer på lige fod med ”den eneste ene”. Imidlertid er Nils Gunder Hansen eminent til at forblive afsøgende og drage få konklusioner. Han bevarer en forfriskende nysgerrighed – også der, hvor hans egen livserfaring ikke rækker.

Heteroseksuel virkelighed

Der er også tidspunkter, hvor den heteroseksuelle erfaring synes meget langt fra, mine egne oplevelser. Når f.eks. internetdating beskrives som: ”én meget lang indflyvning til sex, hvis man da når så langt”. Og at man, på datingapps (hvoraf Tinder tjener som eneste reference) ”skriver længe og udveksler mange informationer før man ses”, så afspejler den beskrivelse på ingen måde den erfaring, jeg, som homoseksuel mand, har med online dating. Om det er en god beskrivelse af en heteroseksuel virkelighed er jeg ikke den rette til at bedømme.

Forfatteren bløder dog en smule op på opfattelsen i omtalen af dating apps, hvor altså særligt Tinder fylder meget. Hans konklusion om konsekvensen af ”app dating”: ”Hvor den seksuelle forening i gamle dage var endemål og vejen dertil fyldt med tærksler, er den i dag startpunktet, men den kan ikke skabe noget i sig selv”, er jeg imidlertid decideret uenig i.

Den livslange kærlighed

Bogen kan synes at tendere mod et forsvar af den livslange kærlighed. Advokere for at skilsmisser står i vejen for at finde den dybe, ømme, omsorgsfulde kærlighed og på et tidspunkt balancerer den på en knivsæg om at virke reaktionær – men så rammer kapitlet om millenialgenerationen med præcision. Jeg ville have følt mig uforløst, dersom bogen, som det åbenbart var tilfældet med førsteudgaven var endt her. Det gør den heldigvis ikke. Nu åbnes samtalen en smule om de åbne forhold, polyamorien og den flydende seksualitet. Det ændrer dog ikke på, at præmissen er drømmen om ”den eneste ene”. Overvejelser om, hvem denne er og hvornår og om det handler om den, det er lige nu, åbner imidlertid et rum for flere muligheder.

Det er en virkelig god og yderst anbefalelsesværdig bog. Enhver, som har gjort sig tanker om, hvilke tendenser, der har formet os og hvilke der peget ind i fremtiden, når det handler om at dele livet, parforholdet, seksualiteten kan finde noget, der er genkendeligt og noget som er nyt. Jeg har virkelig været godt underholdt og godt belært under læsningen.

Info:

Nils Gunder Hansen, Moderne Kærlighed – om parforholdets krise og drømmen om den eneste ene udkommer på Gads Forlag.

2. udgave 2025,

270 sider.