6 stjerner til Nicolas Bro

![]()
Nicolas Bro er en af tidens absolut største skuespillere. Han kan om nogen i dén grad levendegøre en tekst. Også en tekst, som nok burde have været kortere, end tilfældet er med Ibis. Alligevel kan Ibis anbefales, ikke mindst grundet en fantastisk skuespilpræstation.
Ibis blev oprindelig skrevet af den romerske digter Ovids. Ovids, du ved ham med Heroides, og Metamorphosos, og som levede et halvt hundrede år før vor tidsregning. Og nej hans tekster er ikke sådan lige at gå til.
Død og lemlæstelse
I 2016 udgav forfatteren Anders Abildgaard sin version af den komplekse tekst i bogen Ibis. En tekst, der handler om død, lemlæstelse, og ikke mindst om forbandelse af et ikke nærmere defineret du.
Anders Abildgaard har nu skrevet manuskript til en monolog til opførelse på Teatret ved Sorte Hest. Maria Vinterberg har instrueret, og Nicolas Bro står ene på scenen, når han leverer teksten i en version, der i den grad trækker på hans talent og dygtighed som skuespiller.
Nicolas Bro forstår at bruge alle tænkelige virkemidler i krop, mimik, tale, at vi det ene øjeblik tænker, er han er ved sine fulde fem, for i det næste øjeblik, at tro og tænke, at han enten har tabt tråden, eller er gået totalt fra forstanden. Netop sådan som Ibis skal få os til at tænke og tro.
Han svinger, pendulerer, mellem menneskelige yderpunkter, i takt med, at han arbejder sig længere og længere ind i den komplekse tekst. En tekst der med absolut alle virkemidler handler om forbandelse af et du.
De fleste føler os ramt
Som Nicolas Bro leverer det, rammer teksten også på bagerste række i Teatret ved Sorte Hest.
De fleste af os føler os ramte. Derfor glædes vi over, at skuespilleren ikke har knive, sværd, sten, eller nogle af de andre midler, der kan anvendes til at tage livet af mennesker, eller i den grad lemlæste dem. For med hans udlægning, føler de fleste sig vist i farezonen for, om han gør alvor af sine trusler. Om han tager sig af dage for øjnene af os.
Nicolas Bro giver teksten liv, og vi kan tydeligt fornemme, føle, dufte, hvor forfærdelig krig kan være, hvor forfærdeligt det må være, at stå i situationen at tage sig af dage, og hvordan død, ulykke, lemlæstelse kan ramme, og føre vanviddet med sig.
Med andre ord, det er Nicolas Bros absolutte fortjeneste, at vi bliver siddende til sidste sekund, af det halvanden time lange stykke.
Når Nicolas Bro således får de 6 stjerner fra Out and About, så er det naturligvis for hans timing af den talte tekst, og det kropssprog, han så formidabelt præsterer.
Det er stort, når en skuespiller af hans kaliber, stiller sig på scenen iført undertøj. Man føler sig som publikum afklædt sammen med skuespilleren, i takt med at teksten leveres. For hvor står vi selv i dette inferno af død og ødelæggelse af individet. Af det menneske vi betragter. Og måske foragter, hvis vi mødte vedkommende i det pulserende liv.
Et langdigt af de lange
Ibis var og er et langdigt. Et langdigt, der som det lyder i en definition deraf, er et meget langt digt, der er bygget op om én enkelt lang strofe, og har en fri form uden traditionelle versmønstre.
En beskæring
Når jeg, og min medanmelder, derfor er lidt mere tilbageholdne med stjernerne for selv stykket, så handler det i bund og grund om følelsen af, at der er for mange gentagelser i teksten. Ikke direkte gentagelser måske, men gentagelser omkring det samme vanvid. Omkring det samme morads.
Vi noterede os da også, at ikke blot vi, men også mange andre, efter en times, begyndte at rykke gevaldigt rundt i sæderne. Ofte et tegn på, at nu fanger teksten ikke på samme måde som i begyndelsen, hvor nok de fleste sad og var blæst totalt bagover.
Ikke meget at grine af
Død og ødelæggelse, vanvid, raseri, vrede, og forbandelse, er ikke umiddelbart noget at grine af. Derfor tillader denne anmelder, at undres over de, glædeligvis få blandt publikum, der på premiereaftenen syntes, at der var noget at grine af.
Heldigvis er vi forskellige, men selv ganske alvorlige tekster, kan tydeligvis få nogle til at muntre sig.
De 6 og de fire
Ingen tvivl om, at Out and About i den grad er imponeret over Nicolas Bros præstation. En 6-stjernet oplevelse. Anderledes med den nu 4-stjernede tekst, der fint kunne have klaret en opstramning, der havde fjernet de gentagelser, der frem mod slutningen, drænede for tanken om at se mere.
Kort om forestillingen:
Skuespiller: Nicolas Bro
Spillested: Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: Til 5. december 2025
Baseret på Ovids Ibis.
Manuskript: Anders Abildgaard
Iscenesættelse: Maria Vinterberg
Scenografi: Marianne Nilsson
Skræddersal: Michael Jensen.
Billetkøb: Sortehest.com eller teaterbilletter.dk
