Mod sædvane – en fortælling om at skabe liv

“Mod sædvane” er et usædvanligt værk, der tager læseren igennem en række skæbner, bannerført af fortællingen om Nina Arbo – den første kvinde der inseminerede sig selv bag Helligåndskirken i 1977. Som forfatteren og forskeren bag, Birgitte Possing, selv siger; ”Det er en ægte pionerhistorie”

”Jeg investerer altid mig selv fuldt og helt når jeg går ind i noget. Hele min sjæl, mit intellekt og min krop.” fortæller Birgitte Possing om arbejdet med ’Mod Sædvane’ – og som kvinde i sig selv, men især kvinde, der selv får brug for hjælp til at skabe familie en dag er det umuligt ikke at være investeret i fortællingen om Nina Arbo.

Særlig nuance af kvinde- og queerhistorie

Birgitte Possing har åbnet sit bibliotek, sin vidensbank og sin person for at få en snak om sin nye udgivelse ’Mod sædvane’. En udgivelse, der i sin form og stil lægger sig op af  Possings tidligere udgivelse ’Argumenter mod kvinder’ fra 2018, men som i indhold viser en helt særlig side af kvindehistorien.

Når projekter som dem her står på, fylder det ikke alene skrivebordet i hjemmebiblioteket. Det strækker sig til spisebordet gulvet og andre overflader, der alle rummer kilder fra en svunden tid. En, kan man mene, mere simpel tid, hvor Nina Arbo gik forrest og inseminerede lesbiske kvinder med apotekersprøjte og et lille, rengjort glas.

Historier, der stadig skrives

Og dog er tiden ikke så svunden som den plejer at være i historisk forskning. For kilderne lever endnu. Og Nina Arbo har ikke været nærig med bevaringen af sine kilder. På bånd, i avisudklip og det krypterede ’Arbo arkiv’ ligger der viden og fortællinger om mennesker, der stadig har gang på jorden, og som nu ligger på rigsarkivet med adgangsklausuler, der strækker sig ind i et par generationer, for at beskytte mødre, donorer og børn.

”Og især derfor har det også været vigtigt for mig at få frie hænder”. Nina Arbo kom til Birgitte Possing med sin fortælling i håbet om at hun kunne fortælle den, efter at Arbo og hendes historie er blevet misbrugt af andre mediefolk. Men Birgitte Possing er ikke pennefører.

Hun skaber sit eget værk baseret på kildematerialet og historierne. Og det mærkes på sproget, og Birgitte Possings unikke formidling, hvor akademisk forskning på højt niveau får nærmest skønlitterær kvalitet.

En del af fertilitetsfølgen

Værket placerer sig i en tid hvor populærkulturen svømmer over med fertilitetsindhold. Fra ’Skruk’ på Netflix til Tine Høegs ’Sult’. At ’Mod sædvane’ indskriver sig i fertilitetsbølgen er et rent og heldigt tilfælde. ”Men jeg er da glad for at kunne give endnu en nuance til det aspekt”

Nuancer er der nok af – og der er lavet en nøjsom og respektfuld afvejning i forholdet til både mødre, donorer og donorbørn, der jo endnu er ved at skrive deres egen historie.

Var alt bedre i gamle dage?

Som med meget LGBT+ historie er der et overskydende emne, der som reglen spiller en rolle. AIDS rammer det bøssekollektiv, hvor Nina Arbo ofte henter donorsæd. Den uvished, der har huseret på det tidspunkt giver den efterhånden velkendte og angstvækkende sorg, der altid dukker op når HIV/AIDS gør sit indtog i en fortælling.

På samme måde kan Birgitte Possing og nærværende skribent blive ramt af en afmægtighed i det at være kvinde, med ønsket om børn, men uden garanti for at få det. Enten fordi man fysisk ikke er i stand til det. Eller fordi staten, hvis du ønsker at få børn, er dybt optaget af forstokkede normer og systemer.

Nina Arbo, og for den sags skyld også Nina Storks historier er en tilflugt til en mere simpel tid, hvor lesbiske ikke blev behandlet som syge, men som kvinder, der ønskede børn.

Birgitte Possing drømte selv om fem børn, hun aldrig fik.

Mod sædvane – En fortælling om at skabe liv af Birgitte Possing

272 sider ude nu på Strandberg Publishing

Mere om Forfatteren finder du her.

Læs også: Stem til Danish Rainbow Awards 2022