Mister B: Fetich-miljøet i rivende udvikling
Fetich-miljøet er inde i en rivende udvikling. Det samme er Mister B, som Nelson Sousa da Cunha overtog i 2017.
Med SLM har København en af de største fetich-klubber i Europa. Og når Homoware her i juli opgraderer sin butik i Larsbjørnsstræde til en Mister B-concept store, rykker den danske hovedstad endnu et trin op i det geografiske fetich-hierarki.
Men hvem er egentlig denne Mister B? Er der en virkelig person bag Mister B på samme måde som bag Tom of Finland?
”Nej, faktisk er Mister B et sex-livstils-brand, der stammer fra det homoseksuelle fetich- og lædermiljø i Holland,” fortæller Nelson Sousa da Cunha, som i 2017 overtog ledelsen af Mister B.
”Grundlæggeren Wim Bos startede virksomheden i 1994 med åbningen af en butik i Amsterdam. Butikken vakte hurtigt opmærksomhed, fordi det ikke var en sexshop bag lukkede døre som så mange andre på det tidspunkt, hvor fetich stadig var et tabu. Butikken havde store åbne vinduer, og ejerens filosofi var, at man skal være stolt af sig selv og stolt af sine seksuelle interesser.”
Lidenskab for fetich
Nelson Sousa da Cunha arbejdede i syv år som Marketing & PR manager for Mister B, inden han overtog firmaet i 2017.
”Efter 25 år havde firmaet behov for et nyt boost med friske og yngre idéer. Der var dele af virksomheden, som sakkede bagud,” siger Mister B’s nye frontfigur.
”Da min livsledsager, Kevin, og jeg besluttede os for at tage dette skridt, gjorde vi det på grund af vores lidenskab for fetich, for sex og for det smukke brand bag Mister B. Det er noget, som vi ønsker at formidle til vores nuværende og kommende kunder.”
En del af nyudviklingen af Mister B har været at gøre det mere appellerende for en bredere gruppe af mænd:
”Tidligere var Mister B kendt for det klassiske Tom of Finland-look og for den meget hårde samling af sexlegetøj – dildoer for videregående, man kunne bruge som dørstopper,” fortæller Nelson Sousa da Cunha.
”Nu puster vi ny energi ind i virksomheden med et nyt udvalg, som appellerer til en bredere gruppe – dildoer i flere størrelser, former og farver; leg med farver i læderkollektionerne og introduktion af mere sportswear; noget som har været meget populært blandt det yngre publikum.”
Nye fetich-tendenser
Mister B er altså i forandring. Men det er fetich-fællesskaberne også.
”Med internettet har folk fundet nye veje at få information om fetich, og hvad der sker derude,” siger Nelson Sousa da Cunha.
”Førhen når du gik på en bar og mødte en læderfyr, ville du sandsynligvis gøre som ham og selv blive en læderfyr. Andre grupper og subgrupper var mindre synlige, men gennem internettet er de blevet mere synlige. Folk har fundet en måde at udforske meget mere, end de før troede var muligt.”
Mister B’s frontfigur fremhæver rubber-segmentet som et eksempel på nye fetich-tendenser gennem de senere år.
”Rubber-segmentet har set en utrolig fremgang med sociale grupper, der er startet på Facebook, og hvor folk så mødes på deres lokale fetich-bar for at socialisere.
Grupper som Manchester Rubbermen, Belgian Rubbermen og Copenhagen Fetish Men er startet på Facebook og har nu månedlige træf med pubcrawls, fest-weekender og så videre,” siger Nelson Sousa da Cunha.
”Miljøet er også blevet yngre: En yngre gruppe har fået adgang til informationer, som hjælper dem i deres seksuelle udvikling. Puppy-segmentet er et godt eksempel på det. Hvor master-slave og BDSM kan skræmme en yngre fyr, handler puppy-fællesskabet mere om at connecte med hinanden – stadig på en dominerende og underkastende måde, men det hårde behøver ikke nødvendigvis være en del af det.”
”En anden bølge er sportswear-fællesskabet, som er blevet meget mere synlig i fetich-miljøet. Delvis fordi mange fyre finder det meget sexet, delvis på grund af party-miljøet, hvor sportswear er sexet outfit til store dance-events, men også delvis fordi læder og gummi kan være dyre hobbyer, som ikke alle har råd til.
Yngre fyre ser sportswear som en måde at komme ind i det kinky miljø på en måde, som de har råd til at betale for. Efterhånden vil de så købe deres første læder-harness. Du behøver ikke starte ved målet, men kan starte ved begyndelsen og så nyde turen.”
Større udvalg i København
Mister B’s frontfigur har selv besøgt København og glæder sig over opgraderingen af Homowares butik til en Mister B concept store.
”København har vist sig at være en sexet og kinky by. Siden opstarten af vores shop-in-shop-samarbejde med Homoware, har vi oplevet stadig stigende vækst,” siger Nelson Sousa da Cunha.
”Vi har mange shops-in-shops, som dedikerer en del af butiksarealet til os, men i forhold til Homoware og et par andre større shops-in-shops i Europa, er halvdelen af butikken eller mere end det blevet dedikeret til Mister B. Vi vil gerne fremhæve de butikker.
For os er en concept store et sted, hvor du kan gå ind og få Mister B-oplevelsen uden at være i Amsterdam, Antwerpen og Berlin,” siger han og henviser til de tre byer, hvor Mister B har sine tre hovedbutikker.
At København nu får en Mister B-concept store betyder blandt andet, at Homowares personale får oplæring i en af Mister B’s hovedbutikker, og at man kan bestille individuelt tilpassede læderbukser.
”Homoware har altid været fortaler for homo-rettigheder og seksualoplysning, så her deler vi også de samme værdier. København vil få adgang til et større udvalg af Mister B-produkter, men du vil også komme til at opleve Mister B ved events i København i samarbejde med Homoware.”
Hylder Mr Gay Denmark
Hvis man tror, at Mister B blot står for den klassiske form for maskulinitet, kan man godt tro om igen.
”Det er forrygende, at en transkønnet mand er blevet Mr Gay Denmark,” jubler Nelson Sousa da Cunha.
”For mig er en mand enhver, som føler sig som en mand. Det er ikke op til mig eller nogen som helst anden at bestemme, om en person er en mand eller ej. Jeg har altid haft en regel, som jeg lever efter: Du skal altid leve dit eget liv og aldrig lade andre diktere, hvordan du skal live dit liv,” siger Mister B’s frontfigur.
”For nogle er maskulinitet en stor muskuløs og hård fyr eller en med en dyb stemme. For andre er det en, som tør være, som han har lyst til at være. Det gamle billede af maskulinitet vil altid være der – det er en stereotyp som så mange andre, og det er der ikke noget galt med, så længe vi ikke presser det ned over andre.”
Vild med København
Sidst Nelson Sousa da Cunha besøgte København, var i februar.
”Det er en smuk by med høj livskvalitet. På en måde minder København mig om Amsterdam, men uden horderne af turister,” siger han.
”Jeg besøgte SLM – en fetichklub, som ligger midt i byen og er drevet af frivillige. Det er utroligt at opleve, hvad samarbejde kan skabe. Klubben var meget velholdt, og sagt helt ærligt, en af de bedste fetich-klubber, som jeg har besøgt indtil nu. Og jeg har set mange.”
”Det eneste jeg ikke kan anbefale ved København er de mange shots: Jeg forlod København glad, men med en heftig hovedpine,” griner Mister B’s frontfigur.
Læs også: Homoware fylder 20 år