Mig og ensomhed – En fælles fortælling
Ensomhed blandt LGBT+ personer har mange ansigter.
I denne Voxpop deler seks LGBT+ personer ærlige fortællinger om at føle sig alene – midt i relationer, fællesskaber og livet. Personlige erfaringer, der tilsammen tegner et stærkt billede af ensomhedens mange former.
Af Michael K. Kristensen
Vi på Out & About lavede et opslag i forskellige LGBT+ grupper på Facebook og rakte samtidig ud til en række personer. Vi ønskede at høre, om nogen havde lyst til at stå frem og dele deres oplevelser med ensomhed.
Responsen var stor. Mange tilkendegav, hvor vigtigt og nødvendigt det er at sætte fokus på ensomhed i LGBT+miljøet. Samtidig modtog vi en række meget personlige og rørende beskeder med ærlige tanker og erfaringer.
Ensomhed fylder – hos flere, end man måske tror.
Et tema der går i hjertet
Ensomhed larmer sjældent. Derfor har vi i februarudgaven af Out & About og her online valgt at kigge den i øjnene – uden filter, uden floskler og uden at love, at alt bliver okay. Både i magasinet og her møder du mennesker, der tør sige det højt: Jeg føler mig udenfor. Jeg føler mig ensom.
Du læser om unge, ældre, hjemløse, forelskede og dem, der bare gerne vil høre til. Og ja, der er også håb, grin og små lommer af lys. For selv alvoren af magasinets tema: ensomhed, fortjener et skævt smil.
For måske handler ensomhed ikke om at mangle mennesker – men om at mangle en forbindelse mellem os.
For Out & About er mere end et magasin – det er et fællesskab, der lever mellem siderne. Et sted, hvor historierne minder os om, at ensomhed findes i mange former – og at vi stadig har brug for hinanden, især når vintermørket forsvinder og forårets lys begynder at tage over.
I denne Voxpop står seks LGBT+ personer modigt frem. De giver et indblik i ensomhedens mange udtryk og tilstedeværelse i deres liv. Personlige erfaringer, der tilsammen bliver til en fælles fortælling.
Tak for at dele.
Ensomhed larmer sjældent. Out & About – februarudgaven 2026.
Thomas (han/ham), årgang 1967 – Vejle
Til daglig er han folkeskolelærer og har boet alene i Vejle i syv år, efter at han først sprang ud som biseksuel og siden som homoseksuel. Undervejs på den rejse blev han skilt fra sin kone og livsfælle gennem næsten 30 år. Han har to voksne børn, svigerbørn og børnebørn. Ingen i familien tog afstand fra ham. Han mødte kun accept og forståelse.
Hans netværk er dog spredt ud over landet, og kun ganske få bor tæt på. Trods forståelse er han sjældent sammen med familie og venner. Fritiden tilbringes derfor hovedsageligt alene – hjemme eller i hans kolonihave i sommerhalvåret.
Hvad betyder ensomhed for dig, og hvordan har du oplevet følelsen?
”Jeg skelner mellem alenetid og ensomhed. Jeg har i mange år dyrket mine fritidsinteresser på egen hånd og har ikke haft nævneværdige vanskeligheder ved at have ganske meget tid alene. Men noget har ændret sig. I dag bliver lysten og energien ofte overskygget af en grundlæggende følelse af ikke blot at være alene i livet, men også at være ensom – og sågar tilskuer til andres liv og lykke.”
Hvordan har den fyldt i din verden?
”Min skilsmisse betød naturligt nok, at kontakten til familien på min ekskones side døde ud, ligesom nogle af vores fælles venner og bekendte ikke længere er nogen, jeg ser og har kontakt til. Det er vist, hvad mange oplever.
Mit udspring har kostet et enkelt venskab. Det gjorde ondt, men grundlæggende har ’mit nye liv’ i sig selv ikke haft betydning for mine relationer. Det er jeg glad og taknemmelig for.
I årene efter at jeg sprang ud, var jeg i et langvarigt kæresteforhold, som ikke kunne fortsætte. I mere end et halvt år har jeg datet en sød mand, som jeg forelskede mig voldsomt i, men vi blev aldrig kærester. Vi ses indimellem som venner – heldigvis. Endelig har jeg haft en kæreste i nogle måneder, men det var bøvlet, og han ønskede ikke, at det skulle fortsætte.
Så i det seneste år har jeg altså elsket, ønsket og håbet, men jeg må erkende, at det ikke er lykkedes at finde ham, som jeg skal danse med.
For mig er følelsen af ensomhed således også forbundet med tab, sorg og smerte – men sandelig også med en frygt for, at jeg ikke finder ham, som jeg kan dele livet og kærligheden med. Og endnu værre: at tiden løber fra mig. Jeg er måske for gammel, andre er i forhold eller har været det og ønsker det ikke igen. Jeg kan være bange for ikke at kunne leve op til alle mulige fasttømrede forestillinger om den eneste ene – sexpartner, kæreste eller livsfælle. Jeg er ofte bekymret for at skulle leve alene resten af livet. Så fylder ensomheden næsten endnu mere og smerter alt for meget.”
Hvordan har du taklet, anerkendt og bearbejdet den?
”Det kan være et mentalt benspænd at være en sårbar og følsom fætter. Det er så nemt at forsvinde på skærmen med profiler på diverse apps, der samtidig giver mig indtryk af, at datinglivet er præget af overfladiske og hurtige kontakter. Det er alt for nemt at slå sig på andre, før man har givet hinanden en chance.
Jeg tror, det er helt afgørende, hvis vi skal bryde ensomheden, at vi tør stå ved den, tale om den og forhåbentlig bryde tabuet og erkende, at det faktisk er en del af livet – for nogle mere end andre – men at vi alle kan opleve ensomhed fra tid til anden. Det gør ondt, men jeg skal ikke være flov, og jeg er god nok, som jeg er. Og selvfølgelig er der også en, som jeg kan elske, der kan elske mig. Han er derude, og det er muligt at mødes og opleve kærligheden til hinanden. Det tror og håber jeg på.
Jeg er begyndt at tale åbent om min oplevelse af ensomhed med familie, venner og kolleger. Ensomhed skal man dele med nogen – det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg har kun mødt stor forståelse, anerkendelse og respekt. Det er en afgørende pointe for mig, at samtalen om det vanskelige er en betydningsfuld trædesten, når vi ønsker at bevæge os i retning af noget nyt og anderledes – og dermed også finde vej ud af ensomheden.”
Hvordan har du prøvet at komme ud af ensomheden og få dækket de sociale behov, der har manglet?
”Jeg forsøger at parkere smerten og i stedet tage kontakt til familie og venner for at aftale besøg og betydningsfuldt samvær.
Jeg har oprettet en profil på Boyfriend.dk, hvor jeg præsenterer mig selv, nogle centrale værdier og forhåbninger til fremtiden, og jeg prøver at række ud til andre, som jeg gerne vil træffe for at se, hvad der kan opstå i det fysiske møde.
Jeg er klar over, at det kan tage tid, og at det kræver en indsats – måske også fordi jeg lever i provinsen, langt fra LGBT+-miljøet.”
Har du kunnet bruge LGBT+-miljøet som med- eller modspiller? Har det været svært at passe ind i fællesskabet?
”I længere tid, hvor oplevelsen af ensomhed har været voldsom, har jeg isoleret mig derhjemme og ikke været opsøgende eller fortalt om min ensomhed, som jeg gør nu.
Tidligere har jeg deltaget i sociale arrangementer i København, ligesom jeg for år tilbage har arrangeret et par aftener med fællesspisning og brætspil hjemme hos mig selv.
Jeg ved, at der findes enkelte sociale LGBT+-fællesskaber af forskellig art i Jylland, hvor jeg bor, men jeg har endnu ikke gjort brug af dem – mest på grund af manglende energi og lyst til at være social. Jeg følger dog nogle af dem på Facebook. De bliver ofte nævnt og anbefalet, når LGBT+-personer efterlyser steder at møde andre i provinsen, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil blive taget godt imod, når jeg møder op, er ny og nysgerrig. Jeg har blot ikke orket det.
Det har jeg nu et ønske om at gøre noget ved i den nærmeste fremtid. Jeg ønsker at tage livet tilbage og dermed bryde med ensomheden og smerten. Livet skal leves og deles med andre.”
Helene (hun/hende), årgang 1966
Tilbage i årene 1994–1995 sprang hun ud som transkvinde. Kort efter måtte hun flytte til Holland, da det dengang stort set var umuligt at blive opereret i Danmark. Hun blev dér, og først tredive år senere – i 2024 – flyttede hun tilbage til Danmark.
Hun arbejder som medicinsk statistiker, og fritiden fyldes med et hav af aktiviteter såsom bridge, amatørteater, svømning og yoga. Og skønt der har været kærester, har hun været single næsten altid. Samtidig med at afstanden til vennerne er stor, kommer ensomheden til at fylde – midt i det aktive liv og genopdagelsen af sit barndomsland.
Hvad betyder ensomhed for dig, og hvordan har du oplevet følelsen?
”Ensomhed er måske nok to forskellige ting. For det første det at være fysisk meget alene, fordi jeg som regel bor alene. Det kan hjælpe at have et kæledyr. Bare det, at der er et andet varmblodigt væsen i nærheden, hvis åndedræt jeg kan høre – jeg er faktisk ret introvert og snakker ikke så meget, men det er alligevel rart ikke at være for meget alene.
For det andet er det følelsen af, at der mangler mennesker, som jeg har et bånd med. Det sidste er måske ikke så reelt; jeg har egentlig en hel del gode veninder, om end de som regel bor langt væk. Så måske handler det mest om angsten for at blive ensom, når jeg bliver gammel? Jeg er ikke sikker.
Noget andet er, at der i de seneste år har været en tiltagende forråelse af samfundet i forbindelse med sociale medier, covid og diverse politiske emner, som mange mennesker markerer sig meget stejlt omkring. Det faldt for mig sammen med opbruddet af et parforhold, så jeg føler mig nok mindre tryg ved min sociale situation, end jeg tidligere har gjort.”
Hvordan har den fyldt i din verden?
”Jeg er flyttet meget, skiftet land ti gange i livet og bor sjældent mere end et par år i den samme by. Derfor har jeg ofte ikke nære venner eller familie i nærheden.
Selvom jeg altid har haft mennesker omkring mig på arbejde og i forbindelse med fritidsaktiviteter, har de nære venner og slægtninge som regel mest været online eller telefoniske. Noget andet er, at jeg – som fortalt – ofte har boet alene. Jeg synes, begge dele er blevet lidt vanskeligere med alderen.
Det var nemt at finde nye bekendtskaber, da jeg flyttede til Holland som 29-årig, og som ung boede jeg også indimellem i kollektiv. Nu er jeg 30 år ældre og i en aldersgruppe, hvor folk ikke i samme grad er på udkig efter nye venner. Måske er jeg også selv lidt mindre energisk på det punkt, end jeg var, da jeg var ung.”
Hvordan har du taklet, anerkendt og bearbejdet den?
”Jeg var som barn meget isoleret fra de andre børn, men var egentlig ikke ked af det. Jeg syntes dengang, at andre børn var åndssvage, og jeg var stolt over, at jeg ikke spildte tid på dem.
Men da jeg var omkring tyve år, begyndte jeg at tvinge mig selv til at være lidt mere ekstrovert. Jeg involverede mig i en masse frivilligt arbejde, og da jeg var otteogtyve, flyttede jeg i kollektiv.
Jeg har ofte lavet et ret travlt socialt program for mig selv, så jeg ikke havde for meget tid til bare at sidde alene hjemme om aftenerne og i weekenderne – for det er dér, jeg bliver ramt. Når det har været muligt i forhold til mine boligforhold, har jeg som regel haft katte.
Jeg vedligeholder også i høj grad mit hollandske netværk, tager derned fire-fem gange om året og besøger mange mennesker.”
Hvordan har du prøvet at komme ud af ensomheden og få dækket de sociale behov, der har manglet?
”Det er dækket af mit forrige svar, for jeg har altid haft lidt svært ved at skille de to ting ad – det at bearbejde og det at prøve sig frem.”
Har du kunnet bruge LGBT+-miljøet som med- eller modspiller? Har det været svært at passe ind i fællesskabet?
”Da jeg flyttede til Holland i 1996, var jeg fra starten meget aktiv i det lokale bøsse/lesbiske miljø. Før jeg blev opereret, deltog jeg mest i blandede arrangementer, men efter min operation primært i lesbiske.
Der var ikke noget T i LG dengang, men alligevel var det lesbiske miljø relativt trygt. Det var en tid, hvor crossdressing kun for nylig var blevet afkriminaliseret. Transfobi var meget udbredt: jobsamtaler, boligsøgning, kontakt med myndigheder – selv noget så lavpraktisk som offentlig transport – var ofte ydmygende. Så det lesbiske miljø var, som sagt, et relativt trygt sted, og flere af mine nære veninder har jeg derfra.
I 2007 flyttede jeg til England, og LGBT+-miljøet dér var en blandet fornøjelse. Jeg var igen helt alene i et nyt land og regnede med, at det lesbiske miljø igen ville være stedet, hvor jeg kunne opbygge et socialt netværk. Det blev til nogle gode oplevelser, men også nogle ret udmattende konfrontationer med militante TERF’er.
Dertil kom, at tiderne havde ændret sig. Folk og institutioner i England i 2007 var langt mere tolerante end i Holland i 1996, og jeg var også selv kommet meget længere. Jeg var derfor mindre afhængig af det lesbiske miljø, end jeg havde været 11 år tidligere.
I 2024 flyttede jeg så til Danmark, så nu er jeg for tredje gang i et fremmed land og deltager lidt i LGBT+-arrangementer. Det danske LGBT+-miljø er stadig nyt for mig, så jeg kan ikke sige så meget om det endnu. Men folk virker søde og afslappede.”
Chris (de/dem), årgang 2005 – Søborg
Chris ser sig selv som non-binær og queer. I nuet er de i gang med et sabbatår og bor sammen med deres familie og familiens hund. En tryg base. Men tvivl og frygt har fyldt i livet. Frygten for, hvordan andre ville reagere på, at de hverken er dreng eller pige. Manglende egenaccept af, hvem de var, og frygten for ikke at møde accept fra andre skabte isolation og ensomhed.
Hvad betyder ensomhed for dig, og hvordan har du oplevet følelsen?
”Ensomhed har for mig taget forskellige former på forskellige tidspunkter i mit liv. Oftest har det været en følelse af at være meget alene, selv når jeg var sammen med andre mennesker. Det kunne føles, som om jeg sad udenfor et vindue og kiggede ind på mit liv og de mennesker, der var omkring mig, i stedet for at være til stede i det, der foregik.”
Hvordan har den fyldt i din verden?
”Den fyldte rigtig meget, da jeg var yngre. Og det var der mange årsager til. Jeg havde en uopdaget ADHD-diagnose, som påvirkede mig meget. Derudover var jeg fra en ret tidlig alder bevidst om, at jeg ikke var hverken dreng eller pige, og når jeg følte mig forkert i min egen krop og var bange for, hvordan andre kunne reagere på at finde ud af det, begyndte jeg at isolere mig selv.
Denne mangel på indre accept af den, jeg var, og frygten for ikke at møde accept fra andre tilføjede rigtig meget til følelsen af ensomhed.”
Hvordan har du taklet, anerkendt og bearbejdet den?
”I lang tid var jeg rigtig dårlig til at takle ensomheden. Jeg blev meget indelukket, begyndte at gøre skade på mig selv og var generelt bare et rigtig dårligt sted.
Men efter noget tid begyndte jeg at få hjælp. Jeg gik hos en psykolog, blev senere udredt og fandt ud af, at jeg havde ADHD, en depressiv belastningsreaktion og en angstlidelse. Samtidig med at jeg fandt ud af dette, begyndte jeg også at være mere åben om, hvem jeg var, over for mine venner. Da jeg så, hvor støttende de var, gav det mig et håb om, at jeg kunne finde et sted, hvor jeg ikke var ensom.”
Hvordan har du prøvet at komme ud af ensomheden og få dækket de sociale behov, der har manglet?
”Jeg har i lang tid været – og er stadig – i terapi. Jeg er åben om, hvem jeg er, og jeg har nogle rigtig gode mennesker i mit liv, der accepterer mig.
Jeg har indset, at for at kunne få en følelse af at høre til, bliver jeg nødt til at have den sande version af mig selv med i mine relationer. De rette mennesker i mit liv er dem, som kan acceptere den version.
Nogle dage er det stadig en kamp, men jeg er et langt bedre sted i mit liv nu, end jeg nogensinde har været før.”
Har du kunnet bruge LGBT+-miljøet som med- eller modspiller? Har det været svært at passe ind i fællesskabet?
”Jeg kender mange i mit liv, som er en del af LGBT+-miljøet, og det kan være utrolig hjælpsomt. Der er nogle dele af de tanker, følelser og oplevelser, man kan have som queer person, der kan være lidt nemmere at tale om med en, som selv kan have haft lignende oplevelser.
For mig har LGBT+-miljøet altid været et meget åbent og trygt miljø. Det har til tider været et ‘safe space’, som jeg virkelig har haft brug for.”
Daniel (han/ham) – Ishøj
Daniel beskriver sig selv som sød, venlig, hjælpsom og hudløst ærlig. Han bor sammen med sin kæreste og arbejder til daglig som lagermedarbejder. Gennem livet har han kæmpet med ikke at føle sig god nok. Især hans ordblindhed har spillet ham et puds i den sammenhæng.
Det har holdt ham tilbage, og han har haft svært ved at skabe tætte relationer. Men han giver ikke op, selvom ordblindheden stadig driller. Han kæmper for at nå sine mål og gøre sit bedste – også gennem badminton, som holder ham aktiv og har hjulpet ham socialt. Et forsøg på at holde ensomheden i skak. Men den er der stadig, sammen med tvivlen.
Hvad betyder ensomhed for dig, og hvordan har du oplevet følelsen?
”Jeg kan kun sige, at jeg hader ensomheden. Den gør mig ked af det og trist indeni. At være ensom – uden nogen gode venner at ses eller hænge ud med. Man har brug for nogle mennesker, som man kender og kan snakke om alt muligt med.
Men jeg har især haft svært ved at være med i samtalen, når jeg har mødt nye mennesker. Alle snakker om deres job som bankrådgiver, læge eller for eksempel kontorarbejde, som er så spændende. Men når jeg fortæller om mit arbejde som lagermedarbejder, er det ikke interessant eller spændende at høre om, og så bliver jeg lukket ude af samtalen.
Når de snakker om deres videregående uddannelser, kan jeg heller ikke være med, da jeg har gået i specialklasse og kæmpet med min ordblindhed. Derfor oplever jeg både min fortid og nutid som et tabu. Det er for eksempel dér, følelsen af at være udenfor og ensom opstår.”
Hvordan har den fyldt i din verden?
”Selvom jeg i dag har en sød kæreste og nogle få, rigtig gode venner, oplever jeg stadig tit ensomheden.
Der var engang, hvor jeg havde mange flere venner i mit liv, som jeg sås meget med. Men med tiden er venskaberne blevet kortere eller er bare døet ud. Når folk – og en selv – har fået en kæreste, er flyttet eller har et arbejde, der tager ens tid, så er det svært at holde forbindelsen ved lige.
Selvom jeg inviterede hjem til middag, brætspil eller kaffe, fik jeg ofte svaret: ‘Jeg har ikke tid, desværre’ – og lignende. Der var ikke længere noget at bygge på. Det er endt med, at jeg har meget få personer, som vil mig.”
Hvordan har du taklet, anerkendt og bearbejdet den?
”I marts 2025 så jeg et opslag på sociale medier om ensomhed. Der mærkede jeg efter, og det endte med, at jeg delte opslaget og fortalte om mine egne oplevelser med ensomhed.
Det var ikke, fordi jeg ville have opmærksomhed eller være i centrum. Jeg havde bare brug for at komme ud med det. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det var en lettelse, og jeg fortryder stadig ikke, at jeg delte mine oplevelser.
Efterfølgende fik jeg en masse beskeder og opkald. Mange spurgte, om jeg var okay, og flere skrev: ‘Du er ikke alene – jeg er jo lige her.’
Der var også nogen, der sagde og skrev: ‘Jamen Daniel, du kender da så mange mennesker. Du har da rigtig mange venner på Facebook. Du kan da umuligt være ensom.’ Det er sandt, at jeg har mange venner på Facebook, men det betyder ikke, at de er mine rigtige venner – dem jeg ses med, eller som vil ses med mig. Tværtimod.”
Hvordan har du prøvet at komme ud af ensomheden og få dækket de sociale behov, der har manglet?
”Jeg har gjort en del for at komme ud af min ensomhed, og det, der hjælper mig allermest, er min sport. Jeg spiller badminton i Pan Idræt.
Det er dér, jeg føler mig rigtig godt tilpas, og hvor jeg er sammen med mennesker, jeg kender. Hvis jeg ikke havde badminton, ville jeg være meget ensom. Men tvivlen er der stadig – især hvis der opstår situationer, hvor alle andre har fundet en makker, og der ikke rigtig er nogen, der har spurgt mig. Så må man sidde på bænken og vente på, at det bliver ens tur til at spille, og dér spirer følelserne i mig.
Jeg har lært, at man skal holde fast i de venner, der betyder noget for én, og prioritere at ses med dem – også selvom der er travlt. I dag holder jeg bevidst kontakten ved lige og finder den dag, hvor vi kan ses. For jeg vil ikke kun have ‘online-venner’ – jeg har brug for rigtige mennesker.”
Har du kunnet bruge LGBT+-miljøet som med- eller modspiller? Har det været svært at passe ind i fællesskabet?
”Det har været svært at passe ind i fællesskabet. Jeg synes ikke rigtigt, jeg passer ind. For mig handler LGBT+-miljøet meget om at gå i byen hver weekend og drikke meget alkohol – og om, at man helst skal bo i København. Hvis ikke, er man nemt udenfor.
Jeg går også i byen, bare ikke hver weekend. Og ja, det kunne være fedt at bo i København, hvor man har venner og det hele tæt på. Men der er for meget larm, og lejlighederne er så dyre, at jeg ved, jeg ikke ville have råd til at bo der.”
Mød Niklas fra Den Store Bagedyst – Fra ensomhed til givende fællesskaber
Herle-Margrethe (hun/hende), årgang 1987 – Randers
Lesbisk autist på vej på førtidspension efter at have kæmpet sig igennem en universitetsuddannelse og en lang kamp med og mod systemet. Nu er hun, som hun selv udtrykker det, udbrændt efter et psykisk hårdt liv, præget af ensomhed og sociale vanskeligheder – blandt andet på grund af sin homoseksualitet og autisme.
Med den nye tilværelse som førtidspensionist er der nu mulighed for at finde ekstra ro, hvilket giver plads til flere tanker og refleksioner samt til at gøre status – for hvad nu?
Hvad betyder ensomhed for dig, og hvordan har du oplevet følelsen?
”Ensomhed føles psykisk svær, da samfundet har det med at fokusere på kernefamilien eller folk i parforhold. Jeg kan føle mig noget usynlig og savne nogen at snakke trygt med – både om det positive og det negative i mit liv. Jeg føler mig noget svigtet af de veninder, som valgte at vende mig ryggen, og det gør det svært for mig at finde trygheden eller modet til at møde nye mennesker.”
Hvordan har den fyldt i din verden?
”Meget – især siden jeg blev færdiguddannet fra universitetet i januar 2020. På grund af corona har det føltes som en utryg verden at skulle møde nye mennesker i, og som kronisk ledig har jeg heller ikke mødt nye mennesker gennem et arbejde.”
Hvordan har du taklet, anerkendt og bearbejdet den?
”Ikke ret godt, da der – grundet min autisme og homoseksualitet – har manglet et trygt sted at møde mennesker, som jeg kan spejle mig i. Jeg har haft svært ved at vide, hvor jeg præcis skulle henvende mig, og har haft svært ved at finde modet til at række ud efter hjælp samt viden om, hvor jeg konkret kunne få den.”
Hvordan har du prøvet at komme ud af ensomheden og få dækket de sociale behov, der har manglet?
”Jeg kæmper stadig med ensomheden, og pt. får jeg mest dækket mit sociale behov gennem sociale medier – såsom Facebook og Instagram – som jeg er storbruger af.
Som autist kan det at være social være temmelig angstprovokerende, da jeg ikke altid kender de sociale koder og meget nemt bliver overstimuleret af alle indtrykkene, når jeg er ude blandt mennesker. Derfor er jeg mest tryg ved at være hjemme – i tryghed, ‘i sikkerhed’.
Desuden kan folk uden diagnoser (NT’er – neurotypiske personer) have svært ved at acceptere de særlige hensyn, som os med diagnoser kan have brug for, for at vi kan være sociale. Det gør det sværere for os at finde modet til at møde nye mennesker og få nye venner og veninder.”
Har du kunnet bruge LGBT+-miljøet som med- eller modspiller? Har det været svært at passe ind i fællesskabet?
”Da der ikke er et særligt stort LGBT+-miljø her i Randers, hvor jeg bor, har jeg endnu ikke haft mulighed for at stifte bekendtskab med miljøet – desværre.
Jeg ville skulle tage til Aarhus for at finde et større LGBT+-miljø med flere muligheder, men det er både dyrt og tidskrævende, så det har ikke været muligt.
Mit indtryk af LGBT+-miljøet er, at selvom det gerne vil fremstå åbent for alle, så er det langt fra altid tilfældet. Mange medlemmer af miljøet har selv psykiske udfordringer og kan have svært ved at rumme, hvis man kommer med en tung psykisk bagage.
Så miljøet vil rigtig gerne virke mere åbent, end det reelt er – særligt for en med et psykisk handicap som autisme, som mig. Det er trist, for jeg vil rigtig gerne være en del af miljøet og gøre en forskel for andre.”
Ensomhed larmer sjældent. Out & About – februarudgaven 2026.
Victoria (hun/hende), årgang 1969 – Egedal
For et par år siden sprang hun ud som transvestit. Der har altid været en tiltrækning til det feminine, men hun har ikke tidligere været i stand til at håndtere det. Først nu er der blevet lukket op. Hun har været gift med en kvinde i 19 år, men det er svært, for hun føler sig ikke forstået.
Hvad betyder ensomhed for dig, og hvordan har du oplevet følelsen?
”For mig betyder ensomhed at være til stede uden at blive elsket. I mit forhold bliver jeg som Victoria ikke set, og derfor er ensomheden konstant til stede. Jeg mærker den, når jeg er hjemme – min kone forstår mig ikke helt. Som transvestit kommer ensomheden hele tiden snigende, på trods af at jeg har fået mange nye venner, bekendte og netværk.
Ensomhed er et ord, der ofte forbindes med at være alene. Men for mange LGBT+-personer – og for mig – handler det om noget helt andet. Det handler om at være til stede uden at blive elsket, om at leve i relationer, hvor man ikke bliver mødt som den, man er.”
Hvordan har den fyldt i din verden?
”Jeg bliver ikke mødt som den, jeg er, og jeg savner nogen at dele mit nye liv med. Nærvær og intimitet mangler. Der er så mange ting – også i det sagte her – der får det til at skrige til himlen, at jeg ikke er det rigtige sted i mit liv. Men modet til for alvor at gøre noget ved det er der ikke.”
Hvordan har du taklet, anerkendt og bearbejdet den?
”Da jeg ikke kan ændre min kone, har jeg i stedet taget mere styring i mit liv ved at lade Victorias ting blive mere synlige. Men der ligger stadig noget og roder inde i mig, som jeg gerne vil have endnu mere fat i. Måske 30–40, ja, ligefrem 50 års følelse af at være forkert og ensom.
Bare det at deltage her giver mig en dårlig samvittighed. At jeg pludselig har noget at skulle have sagt. At jeg bliver spurgt – frem for alle de mange andre tusindvis af ensomme i Danmark. Men netop fordi der er så mange, var det faktisk en af grundene til, at jeg gik med i et modeshow for transpersoner midt på Rådhuspladsen i København som start på Pride-ugen i 2024. For alle dem, der ikke turde eller havde muligheden. Det samme gælder for at være med her.”
Hvordan har du prøvet at komme ud af ensomheden og få dækket de sociale behov, der har manglet?
”Jeg har opsøgt fællesskaber som TID – Transpersoner i Danmark – og Under Regnbuen Odsherred, hvor jeg kan være mig selv som Victoria. Det giver mig den nærhed, jeg mangler derhjemme.”
Har du kunnet bruge LGBT+-miljøet som med- eller modspiller? Har det været svært at passe ind i fællesskabet?
”LGBT+-miljøet har været utrolig åbent og favner gerne alle. Men jeg har måttet lære at starte en samtale, og det er stadig svært for mig.
Jeg har været forbi LGBT+-Huset i København, men kom lidt til kort dér, da jeg var den eneste, der var ‘klædt ud’ som transvestit i et rum fyldt med transkønnede. Det mindede mig om, at selv i fællesskaber kan man føle sig udenfor.
Men det ændrer ikke på, at miljøet generelt har været en medspiller, og at jeg dér har fundet mennesker, der ser mig.
For mig er ensomhed derfor både en personlig erfaring og en fælles fortælling. Den viser, hvor sårbart det er at leve som LGBT+-person i et samfund og i relationer, hvor man ikke altid bliver mødt. Men den viser også, at der findes steder, hvor man kan blive set – og dér kan man begynde at finde styrke.”
Se også: Samfundet sagde vi var syge, jeg følte mig normal
Dear Evan Hansen – fantastisk stærkt stykke i ensomhedens tid
