Mesterlig monolog om vold mod bøsser

Tomas Lagermand Lundme er en anerkendt litterat og kunstner. Og med rette. Han formår i Kærlig Hilsen Hadet, at udstille sandheden så nøgen, at ikke engang huden er tilbage.
Og sådan en “udstillelse” gør ondt – som det gjorde ondt på ham selv, den nat han blev overfaldet, sparket, slået og kvalt. Alene fordi han var på det forkerte sted, i den forkerte tid og af den forkerte seksualitet. Det kom der en monolog ud af.
Afveksling
Den første oplæsning blev udført af skuespilleren Thomas Bang, mens de næste fremførelser vil blive ved andre skuespillere, så stykket løbende får forskellige fortolkninger. Og de næste i rækken får noget at leve op til efter Bangs strålende, tilstedeværende og ærlige oplæsning ved premieren. Som baggrund for ordene får man ind imellem vist slørede vand-billeder samt et lydtapet ved henholdsvis Anne Mie Dreves og Minna Gross. Det kunne godt have været et konstant element igennem én-mandsforestillingen.
Selvhad
Lundme nøjes ikke med at berette om en skrækkelig aften, der var meget tæt på at tage livet af ham. Han tager også livtag med sin fortid, der måske indeholder elementer af den skam, skyld og selvhad, der fik lov til at tage en alt for stor plads i en nat, fyldt med blod, smerte og dødsangst. Men fortiden har givet forfatteren mere end det. For humoren er også en måde at overleve på, og den benytter han sig også af. Ikke den lårklaskende slags, snarere en ironisk, medlidenhedsskabende og underdreven humor, der får en til at elske ofret. Ubeset.
For de få
I vores utålmodige, adrenalinkrævende oplevelsesverden er en oplæsning, en monolog, et særsyn. Og det er ikke for alle at sidder i én time uden ryglæn og lytte til blot én mand. Men hvis man kan leve med de fysiske begrænsninger, får psyken til gengæld et velfortjent slag i ansigtet. Altså af den gode, litterære slags.
—
Kærlig hilsen hadet, Østerbros Teater. Af Tomas Lagermand Lundme. Diverse oplæsere. 1 time uden pause. Forestillingen vises i alt 7 gange, sidste gang den 20.8.2021.
Info og billetter finder du her.
Læs også: Rainbow- ny dramaserie om familien