Lang dokumentar om transperson

Filmen Drømmeprins får Danmarkspremiere den 16. august i Cinemateket i København.                                  Foto: Jessica Nettelbladt

Det er svært at bevare potensen

 

Transpersoners vilkår er et særdeles vigtigt emne med mange individuelle facetter og udfordringer på mange planer. Derfor er der også efterhånden lavet en del dokumentarer om emnet.  Drømmeprins af den svenske instruktør, Jessica Nettelbladt, er et af de seneste skud på det hvide lærred.

Imidlertid har de mange forgængere (heldigvis) gjort os meget klogere på emnet, og derfor er vi alle blevet mere krævende som tilskuere. I Drømmeprins møder vi den tungsindige Erik, der er vokset op som pigen Linda et sted i den svenske provins. Hans vigtigste holdepunkt i livet er den polske mor, der er en emotionel, men meget forstående kvinde.

En lang vandring

Filmen skifter mellem fortid og nutid, hvor vi ser tilbage på teenageårene og samtidig følger Eriks pilgrimsrejse som voksen. På hele vandringen i tid og sted er vi ledsaget af en mørk træghed, der overskygger den første forelskelse – og pardannelse – som til at begynde med virker som en anekdote i den ellers så ensomme Eriks liv. Her kunne man som tilskuer godt have brugt bare en smule glæde – og det er ikke kun transpersoner, der har svært ved at finde den eneste ene.

Polsk katolicisme

Religion er også en ledsager i hovedpersonens liv. Den forbliver dog en blind makker, der ikke møder udfordring eller trods. Det kunne også have været interessant at lære Eriks første kæreste lidt bedre at kende, som for eksempel Oprah Winfrey gjorde det i den fantastiske ’Becoming Chas’ om sangerinden Cher’s transkønnede søn.

Filmdepression

Filmen varer 87 minutter, og de er er godt givet ud, hvis man er draget som en mus til ost af tungsind og selvmordstanker. Ellers ikke. Hovedpersonens problem bliver til filmens problem – og det er ikke primært forbundet til kønsidentitet. Uden at afsløre hele handlingen, kan det røbes, at der kommer en typisk dokumentar-vending, men den kommer sent og får ikke nok fokus. Her kunne ellers ligge materiale til at gøre filmen mere intens, men den forbliver på Eriks apatiske niveau.

Til gengæld bliver vi beriget med et væld af smukke billeder fra Camino’en, der vel er æstetiske, men ikke alene kan hive Drømmeprins op af brønden.

Drømmeprins, 2021, dokumentar, 1 time og 27 minutter, produktion Lejoni Production og Bullitt Film, instruktion Jessica Nettelbladt. Filmen havde verdenspremiere på CPH:DOX og får nu Danmarkspremiere under World Pride den 16. august i Cinemateket. Der vil desuden være visninger rundt om i landet under Priden, mens filmen lanceres på Blockbuster den 20. august. Filmen vises endvidere på Human Rights Konferencen 17. august. Både hovedpersonen Erik Persson og instruktøren Jessica Nettelbladt vil være til stede under premieren den 16. august i København.

Du kan bestille billetter til premieren lige her.

Læs også: Queer kunstnere fortolker kropslige oplevelser og erfaringer