Marcel de Sade er død. Han blev 91 år.

In memoriam

Marcel de Sade 30. marts 1934 – 16. december 2025

Danmarks eneste marquis, første realityperson, fuldendte vært, sjoveste fortæller, bedste samtalepartner, skøreste kugle, venligste menneske. Man kan kalde og har kaldt ham mange ting, Marcel, Jørgen, Vase – sågar lidt af en krukke. Jeg kalder ham min ven.

Min ven, som jeg har mistet, og som, selvom han gik i sit tooghalvemsindstyvende år, jeg havde håbet at beholde længe endnu. Så sent som i forrige uge talte vi om, at Marcels mål var at modtage et lykønskningsbrev fra kongen, når han blev 100 år – også selvom der ikke længere fulgte et pund kaffe med, som i den tid med rationering, som Marcel var vokset op i.

Det blev hverken til kaffe eller lykønskning fra kongen. Tiden var inde. Marcel kunne ikke leve mere.

Det er marquisen, som er død. Karakteren, som den unge Jørgen drømte op og skabte af intet. Den veltalende, kultiverede, velklædte kulturconnaisseur, som virkede og opfattedes som noget, der hørte til i verden af i går. En offentlig persona, som gav den opmærksomhed og popularitet, som den lille ”Vase”, som han kaldtes som barn, havde savnet.

Det er også Vase, som er død. Den spinkle, lidt ejendommelige dreng, som ikke passede ind i den ramme, han var placeret i, i en drengeklasse på Vognmandsmarkens Skole på Østerbro.  Han var døbt Jørgen, og selvom han senere tillagde sig fornavnet Marcel, strøg han, af respekt for hende, aldrig det navn, hans mor havde givet ham. Navnet Vase kom fra en gård, familien havde ejet på Løkkenegnen, som hed ”Vasen” efter det moseland, den lå i. Det blev også hans kælenavn i familien.

Det er Jørgen, som er død. Drengen, som trådte sine yngste barnesko hos bedsteforældrene i Løkken, hvor hans morfar var toldkontrollør. Han var sat i pleje hos dem, fordi hans mor havde fået ham uden for ægteskab. De godt 4 år, han fik hos bedsteforældrene, var hans mest formative, og arven fra bedstemor Edele, lå i ham til det allersidste. Men da han var godt 4 år, døde pludselig bedstemor og derefter bedstefar af sorg. Nogenlunde samtidig havde hans mor mødt en mand, som var maskinchef i ØK, og med ham flyttede Jørgen og hans mor til København. Maskinchefen adopterede Jørgen, som, over de næste 8 år, fik to halvbrødre. Livet igennem var familien og hjemmet på Østerbro hans fundament og der, hvor han begyndte at spille piano, danse ballet og interessere sig for kunst. Interessen var begrænset fra forældrene. Opbakningen strakte til indkøbet af et piano og betaling for spillelektioner. Ballet var derimod ikke for drenge, så der gik grænsen. Til gengæld var familien stor og vidtforgrenet til begge sider, og med en morbror, som var Løkkenkunstneren Erik Larsen og en onkel, som var direktør for det Kongelige Teater, lå adgangen til kunst og kultur lige for. Og Jørgen sugede til sig.

Det er også den ”falske” marquis, som er død. Uddannelse fik han hos ØK i regnskabsafdelingen. Derefter en række ansættelser hos SAS og Carlsberg, før han kom til Oliefyrsfirmaet B. Ringsted og Co. Sideløbende udforskede han det lidt skjulte københavnske queerliv, kom hos Frede Schmidt i Kulturcentralen på Hauser Plads, og her mødte han Erik fra Korsør, som blev til hans elskede ”bror” Michel. Michel havde boet i Frankrig, havde ekshustru og børn dernede, talte flydende fransk, lignede en filmstjerne og havde den air af en større verden, som Jørgen længtes efter. Hurtigt opstod tanken om marquisen. Det opfundne resultat af en påstået arv fra den pludseligt genopståede biologiske fader. De to unge mænd skiftede navne og tog fællesefternavnet de Sade, og illusionsnummeret var skabt. Indtil det afsløredes, at tryllekunstneren havde afledt sit publikums opmærksomhed. Mens borgerskabet stirrede sig blinde på marquisen og solede sig i hans afglans, viste glansen sig skabt gennem ”medarbejderlån” fra Ringsteds firmakonti. Hammeren faldt. Marcel forsvarede sig ikke, men tog skylden på sig, blev dømt, gik i fængsel og sonede sin brøde. 1066 dage i Nyborg Statsfængsel.

Det er den uforfærdede aktivist, som er død. Jeg ved, Marcel ville hæve et øjenbryn over at blive kaldt aktivist, for sådan så han næppe sig selv. For ham gjaldt det ikke så meget de principielle spørgsmål, som retten til at leve sit liv, som det var rigtigt for ham. Han besad en stædighed over for at bøje sig for småtskårenhed og tog kampen op mod det retssystem, som forsøgte at knægte ham, og som nægtede at anerkende den kærlighed, han rent og ægte, vidste eksisterede mellem ham og Michel. Den kærlighed forsvarede han til gengæld – med næb og klør. I de tidlige 1960ere – midt under den grimme lov – var det ikke uden omkostninger at stå fast på og vedkende sig sin homoseksuelle relation. Og skønt man forsøgte at pille ham ned at kalde ham en falsk marquis, var der simpelthen ikke noget falsk ved ham. Marcel og Jørgen var smeltet sammen. Marquisen og drengen fra Østerbro kunne ikke længere skelnes fra hinanden. Der var kun én person – Marquis de Sade, hvis sjælsadel intet fængselssystem kunne nedbryde.

Det er hans børns Daddy, som er død. Marcel var biseksuel. Som han selv beskrev det: ”jeg har aldrig forelsket mig i mennesker pga. deres køn, men på grund af deres personlighed”. Hans forelskelser skiftede mellem køn, og to forskellige relationer førte de til at han blev far. Første gang til to sønner, hvoraf han biologisk var far til den ene og i et andet forhold til to døtre. Han var en usædvanlig far. Og en nærværende far. Han fortalte eventyr, opdigtede verdener, skabte myter og ritualer. I hans verden sad Zorro i toppen af juletræet, og det var den transkønnede tante Connie, som skønt hun ingen personlige erfaringer havde med de dele, forklarede døtrene om menstruation og ægløsning. Han støttede sine børn i deres interesser, sørgede for at der var instrumenter og tilbud om ballettimer, men aldrig tvang. Marcel var af den opfattelse, at børn næppe kunne forkæles for meget: ”Ingen er nogensinde døde af at blive forkælede”, sagde han, ”men masser af døde af det modsatte.”

Det er frederiksbergborgeren, som er død. For det blev han. Fra han kom ud af fængslet og til sin død, boede Marcel på Frederiksberg. Han slog sig ned i en enorm lejlighed på Alléen, og allerede fra begyndelsen af 1980erne begyndte han at bo kollektivt. Han nød at have et stort hus med mange mennesker omkring sig. Vi kunne bo 5-6 unge mennesker ad gangen, som delte hjemmet med ham og familien – og det var derfor, han nød at have sit store hjem. Fordi det gav mulighed for at være generøs med sin gæstfrihed og hjælpsom overfor de, som trængte. Huset var levende og stuerne, som var Marcels domæne, var åbne og benyttedes af alle efter behov. Festerne var legendariske og vennerne mange. For os, som blev del af familien, var det et hjem uden regler. Enhver nød efter behov og bidrog efter evne. Var man hjemme, var der en plads til en ved bordet, men pligt til fællesspisning og madordninger var bandlyste. Den slags kunne kun føre til konflikter og regelrytteri. Harmonisk samliv forudsatte tvangfrihed.

Det er humoristen, som er død. Marcel forklarede sin skepsis overfor politikere med, at de så sjældent var i stand til at le af sig selv, men var selvhøjtidelige i en grad, som var ham fremmed. Som bød ham imod. Selv var han det mindst selvhøjtidelige menneske, jeg har mødt. Han frydede sig over vittigheder på hans bekostning, lo højt over at blive spiddet retorisk for sine excentriciteter og snurrigheder og gav gerne igen. Vi sagde ofte, at det eneste, som kunne slå ham ihjel, var en forgiftning, dersom han bed sig selv i tungen. Og så lo vi hjerteligt – for han vidste, der var et gran af sandhed i udsagnet. Marcel besad en uforlignelig evne til at ”roaste”, som det ville hedde i dag. I dragretorik lukkede hans bibliotek aldrig. Han var også en stor konsumment af litteratur og kendte sine klassikere. I fredags læste jeg højt for ham af hans yndlingsbog: Kejserdage og fyrstenætter, og han klukkede af begejstring, som var det første gang, han hørte Teresina af Bourbon-Parmas absurde slægtskrønike. Han hang ved det underfundige og det barokke. Helt til sin død kunne han ordret og med Ipsensk diktion citere hele Den Gale fra Chaillot, som han så på teatret i 1950erne og memorerede. Gav man ham stikordet: ”At leve er at være lykkelig…” faldt han straks i med: ”.. det er ganske vist ikke altid lige morsomt at vågne om morgenen … når man åbner sit toiletskrin for at vælge hvad hår man vil have på. Når man tager sine tænder op af den eneste krystalskål, man har til overs fra sine velmagtsdage …. Kan man jo godt føle sig lidt – landflygtig”. Og så fortsatte han med teksten i sin helhed mens man hang ved ordene, som var de talte af ham selv. Marcel levede og han VAR lykkelig. For det liv, han havde skabt.

Det er så mange menneskers ven, som er død. Kondolencer og kommentarer i massevis efter budskabet om hans død viser, at han har betydet så meget for så mange. For han var aldrig karrig med sig selv. Han savnede til sidst sine ældste venner fra ungdommen, som var døde før ham, men besad evnen til at opdyrke nye relationer livet igennem og trække nye menensker ind i sin kreds. Marcels energi var enorm, han var utrættelig i selskaber og både den sidste til at gå i seng og den første oppe om morgenen. For det er måske det, de færreste har blik for, når de har oplevet al glimmeren på overfladen. Det var også Marcel, som tog opvasken, ryddede op efter gæstebud, gjorde toiletter rene og redte op til dem, som ikke var i stand til at vakle ned fra 3. sal. Var opvasken særligt stor, steg han op i 14 cm høje stilletter. Det var lettere. ”For en opvask tager sig mindre uoverskuelig ud, når man ser den lidt fra oven.” Hans opmærksomhed på andre mennesker gjorde ham enestående egnet til den karriere, han kastede sig over i ældreplejen.

Det er arbejdshesten, Marcel, som er død. Fra sin løsladelse og indtil han var 70 år gammel, knoklede han i ældreplejen. Han uddannede sig til plejehjemsassistent og arbejde ofte to jobs for at kunne opretholde det liv, han holdt af. Han blev en skattet kollega for mange og en elsket omsorgsperson for de, som var så heldige at være under hans kyndige pleje. Intet behov var for lille at imødekomme. At rette en sofapude var ligeså vigtigt som at lægge et kateter, for: ”forestil dig, hvordan du selv ville have det, dersom du sad lænket til din lænestol og stirrede dig vanvittig på den pude, som står forkert, og som du ikke selv kan banke og placere korrekt”. Han talte, underholdt, spillede og charmerede sine beboere.

Det er charmøren, som er død. Marcel, som kunne vinde enhver, om end nok så stor skeptiker for sig. Han vandrede ved nattetid, efter selskaber hos andre, overalt gennem byen uden frygt. Hvis folk råbte ham an, satte han sig ned på en trappesten og slog en sludder af med dem, og gav dem lejlighed til at spørge og lære ham at kende. I sine sene år, hvor han havde en ældrebolig på Frederiksberg, nød han at sætte sig på en bænk i solen og passiare med dem, som havde lyst til at sætte sig ned og hilse på ham. Hans evne til at gå i folk med ridestøvler på og tale med enhver og om det, som lå dem på sinde, vandt ham venner og beundrere overalt. Han var simpelthen et venligt menneske, og han holdt af andre menneskers selskab.

For mig er det både min ven, en faderskikkelse og et livsvidne, der er gået bort. Vores venskab begyndte kort efter at jeg havde mistet min far og, uden sammenligning i øvrigt, blev Marcel mit anker i tilværelsen. Han har været mit eksempel til efterfølgelse og samtidig en stadig gåde. Den jeg kunne spille bold op ad uden nogensinde at være sikker på, i hvilken vinkel bolden kom retur, min læremester, min samtalepartner, den jeg har leet sammen med og som har givet min verden nye og anderledes farver. Min elskede, elskede ven.

Jeg kunne fortsætte længe endnu. På trods af alt, jeg har skrevet, er det som om jeg blot har kradset i overfladen. Hvordan skal jeg forklare alt, hvad Marcel er og var? Han var så meget, kan forekomme så kompliceret, men i bund og grund var han kun ét: Et godt menneske, som ville mennesker det godt.

Tak for dig Marcel. Jeg vil savne dig hver eneste dag.

Marquis de Sade raser mod Ekstra Bladet