Livstid for drab under Jerusalem Pride
Under en Gay Pride-parade i Jerusalem i juli 2015 blev en 16-årig pige dræbt og flere såret, da mand gik amok med kniv. Manden har nu fået sin straf.
En domstol i Israel har søndag idømt en ultraortodoks jødisk mand fængsel på livstid for at dræbe en 16-årig pige og såre flere andre under en Gay Pride-parade i Jerusalem i juli 2015.
Sådan lyder det i en udtalelse fra domstolen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Yishai Schlissel blev i april kendt skyldig i drab og seks drabsforsøg. Søndag har han fået sin strafudmåling, som lyder på en livstidsdom plus 31 års fængsel.
Knivoverfaldene fandt sted i juli 2015. Kort forinden var han blevet løsladt efter at have afsonet en dom på ti års fængsel for et lignende angreb i 2005, hvor han sårede tre mennesker, inden han blev anholdt.
Den blodige hændelse udløste hård kritik af politiet, da det kom frem, at han tre uger tidligere var blevet løsladt efter at have siddet inde for et angreb på netop en parade for homoseksuelle.
Inden angrebet sidste år havde han lagt en kommentar på internettet, hvor han talte om det afskyelige ved, at en Gay Pride-parade skulle afholdes i den hellige by Jerusalem samt om nødvendigheden for at stoppe den, selv om det skulle koste menneskeliv.
Mange har ifølge AFP stillet spørgsmålstegn ved, at Schlissel ikke var blevet forment adgang til paraden.
Vidner har tidligere beskrevet, hvordan Schlissel – klædt i de ortodokse jøders typiske klædedragt – stormede ind i paraden med en kniv.
Den 16-årige pige mistede livet få dage efter overfaldet.
Kilde: Ritzau