SAMFUND

LGBT Plus 30 fejrer tre års fødselsdag online

Bo Juul Pedersen og Mathias Kronow under sidste års festlige coronaramte online fødselsdag.

Facebook gruppen LGBT Plus 30 fejrer lørdag den 24. april gruppens tre års fødselsdag med et alsidigt online arrangement – og du er inviteret.

På lørdag kan Facebook gruppen LGBT Plus 30 fejre tre års fødselsdag.  “Det skal naturligvis fejres”, fortæller gruppens to tovholdere Mathias Kronow og Bo Juul Pedersen til Out & About.

Gruppens godt 2600 medlemmer har som alle andre naturligvis også været påvirket af Corona-pandemien. En periode, hvor gruppen har været nødt til at aflyse en del arrangementer.

”Men kreativiteten har alligevel været stor online. Vi har haft forfatterdage, en temaaften og optrædener af gruppens musikere og DJs”, fortæller Bo Juul Pedersen.

”Under Corona-nedlukningerne har vi også haft grupper, hvor folk har kunnet melde sig frivilligt til at hjælpe andre, som enten var i karantæne eller var blevet smittet. Det var en stor succes og mange medlemmer meldte sig til at give en hånd med”, fortæller de to tovholdere.

Derfor skal fødselsdagen også fejres med et brag. Lørdag den 24. april fra kl 16 går det løs med det store fødselsdags-bash.

Her vil man kunne opleve dragshow med Jaxie og gæster, Torben Hartvig Schults, QIUM, Dennis Agerblad Band og DJ Sebastian Soleil Camera.

”Måske er der også plads til en overraskelse”, fortæller Bo Juul Pedersen.

Det eneste du skal gøre er at logge ind på gruppens side på Facebook på lørdag kl 16. For at komme med til festen skal du ansøge om medlemskab af gruppen og nok så vigtigt skal du være over 30. Det gør ikke noget, hvis du finder dit bedste fødselsdagssæt frem.

 

Læs også: Mix 2021 tilbage til oktober

Her finder du LGBT Plus 30.