LGBT-accepten er stigende i USA

Ikke-LGBT amerikanere accepterer i stigende grad LGBT-personer, viser ny rapport.
Siden sidste år er amerikanernes accept af LGBT-personer steget, viser den årlige rapport “Acceleration Acceptance” fra den amerikanske organisation GLAAD, der arbejder for accept af LGBT.
29 procent af respondenterne, der består af ikke-LGBT-personer, svarer, at de er føler sig meget ubehageligt til mode ved at se homoseksuelle par holde i hånden. Det er en lavere procentdel end fra sidste år, hvor 32 procent af de adspurgte følte sig ubehageligt til mode.
På trods af fremskridtene viser rapporten dog, at en stor del af respondenterne er uvidende om de udfordringer, der stadig eksisterer for LGBT-amerikanere. Halvdelen af respondenterne svarede, at LGBT-personer har samme rettigheder som alle andre. 27 procent mener også, at vold mod transpersoner ikke er et seriøst problem, på trods af at mindst 21 transkvinder er blevet rapporteret myrdet i 2015. Og de resultater bekymrer GLAAD-formand Sarah Kate Ellis.
“2015 var et vigtigt år for LGBT-samfundet, men ægteskabslighed er en milepæl – ikke en målstreg. Det hårde arbejde bag lovændringer må gå hånd i hånd med det, der ikke kan blive afgjort i en retssal: at ændre følelser og tankegange,” siger hun.
Læs også: Advarsel: Pas på hvis du rejser til USA