Thomas Manns forbudte begær gløder på Aarhus Teater

På Aarhus Teaters intime scene, Stiklingen, har instruktør Helle Rossing og to unge dramatikere sat ild til to af Thomas Manns noveller. Resultatet er en forrygende teatercocktail, der bobler over af absurd humor, kropslighed og gnistrene, legende spil. Vi hives ind hvor normer og grænser brydes og folks skjulte drifter er i spil.

Forfatteren Thomas Mann var ikke åben homoseksuel, han var gift med Katia Mann og havde seks børn. Men følelserne for mænd var der. Disse blev tydelige, da hans personlige dagbøger, efter eget ønske, blev offentliggjort tyve år efter hans død.

Mange af hans værker, lig de to Aarhus Teater, lige nu byder på, handler om det forbudte eller umulige begær. Drifter, der ikke passer ind i de normative kasser, eller i hvert fald udfordrer, når de ikke ligefrem sprænger dem.

Aarhus Teater har som skrevet hevet fat i to af Thomas Manns fortællinger i dobbeltforestillingen MANN. På Stiklingen pustes der nyt liv i både Wälsungeblod og Den bedragede.

Det er syvende gang teatret præsenterer nyfortolknings-konceptet med klassisk litteratur i teatrets mindre scenerum. Hver gang to værker, kastet i hænderne på dramatikertalenter fra Den Danske Scenekunstskole, denne gang Nora Bjerge og Trine Thostrup. Tidligere har man været forbi forfattere som Herman Bang, Tove Ditlevsen, Selma Lagerlöf og Fjodor Dostojevskij.

I år altså Thomas Mann. Og skønt hans to værker ikke bliver foldet så fyldigt ud som nogen måske ville ønske, er det meget klare og skarpe bud, inden for konceptet og tidsrammen, der rulles ud. Med en legende sprudlende iscenesættelse og gnistrende spil, bliver det en ganske fyrig aften i teatret.

Ny ungdom eller forfald

Først er det ”Den bedragede” der indtager det helt røde scenerum. Nora Bjerge har sikkert kogt fortællingen ind og tilpasset til den korte tid. Der er en vidunderlig humoristisk tone og skøn situationsforståelse. Altid med undertoner af det undertrykte.

Vi møder den modne enke Rosalie der forelsker sig hovedkulds i sin søns lære. En som alle i huset har et godt øje til. Da hendes menstruation pludselig og samtidig vender tilbage efter overgangsalderen, opfattes det som et mirakel. Et tegn på fornyet ungdom. Men skønt den stormende kærlighed, så findes der stadig smerte. Pludselig bryder hun sammen. Lægen afslører at blødningerne skyldes uhelbredelig livmoderkræft. Ingen ny ungdom tværtimod det modsatte. Døden lurer.

Omkransende blodrød vulva

Iscenesætter Helle Rossing og det lille ensemble på fem griber de dramaturgiske bolde på fornemste vis. Det er fysisk, nærmest farcespil som er blevet stilen. Skuespillerne rammer balancen. Urkomisk er skildringerne af de til tider akavede og skæve møder rollerne imellem. Men smerten er altid tilstede lige under. Tragikomisk om man vil. Alvoren stiger sammen med mængden af blod. Stemningen skifter. Virkeligheden indtræffer.

Det er en veloplagt manuskript og iscenesættelse, samt skuespillerflok. Der er en stærk tilstedeværelse i både spil og tekst. Man mærker den flammende indespærret lyst i Nanna Bøttcher ( Rosalie) samt den indædte smerte når håbet og gnisten slukkes i hende. Emil Prenter ( læren Ken Keaton) leverer genialt kækt og karikeret spil. Plus en vidunderlig kropskomik. Clara Sophia Phillipson skaber flot en helstøbt karakter som datteren Anna, skønt hendes fortælling ikke har meget plads. Malte Conradsen (lillebror Eduard) kan sende de vildeste længselsfulde øjne, Jakob Højlev Jørgensen en meget direkte præsentation som Doktor Rollwagen.

Scenografien er blodrød. Fra gulvet, til trappen i midten og til de mange gardiner, mere eller mindre transparente, der kan trækkes fra og for, samt foldes, så spillet sker i en stor vulva. Der er en stærk sanselighed tilstede i de taktile rammer, skabt af Marie Moberg, som også står bag de finurlige kostumer, der visuelt forstørrer og fremmer spillet.

Absurd og grotekst

Scenografien består af de samme elementer når vi efter pausen bliver præsenteret for ”Wälsungeblod”. Væk er det transparente og de lette scenetæpper dog. Det hele bliver mere tynget, for alt, selv et stort langbord, bliver pakket ind i de tunge gardiner. Det passer til den presset og fordækte stemning. En tæt omfavnende scenografi.

”Wälsungeblod” handler om tvillingerne Siegmund og Sieglinde, der har et incestuøst forhold. Efter at have overværet Wagners opera Valkyrien, som netop handler om kærligheden mellem et tvillingepar med samme navne, spejler søskendeparret sig i operaens mytiske fortælling. Lige før Sieglinde skal giftes med den borgerlige embedsmand Beckerath, giver tvillingerne efter for deres forbudte begær efter og for hinanden.

Efter pausen skrues der om muligt endnu mere op for blusset. Det er igen komikken man har hægtet sig på. Men i Trine Thostrups bearbejdelse er det det absurde og groteske der tager over. Men med en særlig evne til at skabe eftertænksomhed i det lidt løjerlige setup. Replikkerne står spiddende skarpe. Helle Rossing fortsætter som iscenesætter med en legelysten dekadence.

Det er kosteligt at se tjeneren Wendelin, i sine mange tøjskift. Fra stuepigeuniform til tætsiddende meget korte lædershorts. Men der også tydeligt karakterspil i figuren og replikføringen. Jakob Højlev Jørgensen er formidabel og mestre de hårfine grænser så det rammer.

Clara Phillipson og Malte Conradsens samspil, som tvillingerne, er elektrisk. Det forbudte og grænseløse flyder med en skræmmende naturlighed mellem dem. Narcissismen og usikkerheden, i et sårbart mix. Nanna Bøttcher ( som moderen) mestre det outrerede og Emil Prenter (Beckerath ) viser igen sit komiske talent og stærke timing.

En forrygende teateraften

Begge værker glider ubesværet over scenekanten og går op i en højere enhed. Alligevel mærker man, at tidsrammen strammer en smule, og flere af figurerne kunne godt have fortjent lidt mere plads til at vise endnu flere nuancer. Det skygger dog på ingen måde for helhedsoplevelsen. Med de to skarptskårne manuskripter, det præcise instruktørarbejde og et hold skuespillere i absolut topform er MANN en forrygende teateraften. Både hylende morsom med det utæmmede begær i fuld flor, og med et stænk af bittersød alvor. Den lurer altid lige under overfladen.

Fem blodrøde stjerner bliver det ikke til, men fem regnbuefarvet naturligvis.

Bag om forestillingen

MANN spiller frem til 19. december.

Forfatter Thomas Mann

Dramatisering Den bedragede Nora Bjerge (Studerende, DDSKS, Dramatik, Aarhus)

Dramatisering Wälsungeblod Trine Thostrup (Studerende, DDSKS, Dramatik, Aarhus)

Iscenesættelse Helle Rossing

Scenografi & kostumedesign Marie Moberg

Lysdesign Kim Glud

Lyddesign og komponist Michael Buchardt Steffensen

Medvirkende Nanna Bøttcher, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Emil Prenter, Jakob Højlev Jørgensen.