Lev i nuet Som i Himlen
Fanatisk religiøsitet. Hustruvold. Voksen med udviklingshandicap. Hjerteanfald. Umiddelbart lyder det ikke som nøgleord til en se- og lytteværdig feelgood musical. Alligevel kan succesmusicalen Som i himlen klart anbefales.
Umiddelbart lyder det som en svær opgave: At blande en fællesskabs- og kærlighedshistorie med så svære elementer som fanatisk religiøsitet, hustruvold, hjerteanfald, og udviklingshandicap.
Alligevel kan succesmusicalen Som i himlen klart anbefales. Klart fordi den rummer en mængde dejlige sange. Men især fordi den samtidig er en stor hyldest til livet. Og ikke mindst til at leve livet nu. Lige nu!
Baseret på filmen af samme navn
Som i himlen er baseret på den svenske film af samme navn fra 2004. Bag manuskriptet stod Kay og Carin Pollak, og da der blev sat musik til af Fredrik Kempe, lå succes´en klar: En på mange måder feelgood musical, der har gået sin sejrsgang i det svenske.
Og som nu med rette bør trække mange gæster i Operaen. For med et gennemgående smukt komponeret musikalsk tema, bør den musikalske succes være hjemme: Som i himlen rummer mange iørefaldende sange. Et fint cast, og en historie vi ikke lige er vant til, kan fuldende succesen.
For som i de fleste musicals handler det om den svære kærlighed. Men Som i himlen er tilsat en række af førnævnte ikke ligefrem nemt tilgående emner. Og netop derfor bør den have et interessesøgende publikum.
Magtbalancen ændres
Efter et alvorligt hjerteanfald anbefales den internationalt berømte dirigent Daniel Daréus (Carsten Svendsen), at stoppe sin karriere. Han vælger at søge tilbage til sin ensomt beliggende barndomsby. Rygtet om den store dirigents ankomst til byen løber hurtigt. Den lokale købmand og altmuligmand Arne (Troels Malling), øjner, sammen med præsten Stig (Jesper Lundgaard), en mulighed. Muligheden for at få en dygtig leder af det lokale kirkekor.
Daréus lader sig modstræbende overtale. Han overtager fra den tidligere korleder, den regelrette og religiøse Siv ( Nicoline Siff Møller), en blandet flok af sangere. Kassedamen Lena (Sicilia Gadborg), Gabriella (Silke Biranell som erstatning for sygemeldte Maria Lucia Heiberg Rosenberg), der er gift med den voldelige Ronnie (Kristian Rossen), seniorerne Olga (Betty Glosted) og Erik (Jakob Højlev Jørgensen). Desuden blandt andre den unge handicappede Thor (Mathias Hartmann Niclasen), og klassens tykke dreng Holger (Lars Arvad), der som Daniel, blev stærkt moppet som barn.
Med den nye korleder i front rykkes der rundt på rollerne i den lille by. Præsten Stig, har svært ved at forene sig med, at en anden, dirigenten Daniel, nu er byens samlingspunkt. Samtidig må præsten konstatere, at hans kone, Inger (Cecilie Stenspil), også vil være del af koret. Samtidig får købmanden Arne hele tiden nye ideer, som korlederen skal forholde sig til. Og så er der Thor, den unge handicappede, som ingen regnede for noget, som pludselig viser uventede evner.
Efterhånden som handlingen skrider frem kommer skjulte drømme, og hemmeligheder, for en dag.
De imponerede
Det er som bekendt meget forskelligt, hvad vi lader os imponere af, respektive vi bryder os mindre om. Carsten Svendsen imponerede stort med sin sang. Det samme gjorde især Silke Biranell, Cecilie Stenspil, og Jesper Lundgaaard.
Troels Malling tog stikket som aftenens morsomme mand, mens Betty Glosted og Jakob Højlev Jørgensen tog stikkene som de livsglade.
I rollen som den unge handicappede Thor, spillede Mathias Hartmann Niclasen, smukt, rørende og særdeles virksomt. Mathias Hartmann Niclasen gik i den grad ind under huden. Ikke bare én, men flere i Operaen var i den grad bevæget over hvor flot og autentisk så svær en rolle blev spillet. Bravo!
Som i himlen
Som i himlen fortæller os om fællesskabet, og om hvordan man sammen kan forandre den del af verden, man selv er del af. Men den fortæller os også om vigtigheden af at leve i nuet. For som det lyder i en af musicalens meget smukke sange, – så er nu, bare nu, den tid vi har.
Har du tiden, husk at leve i nuet, så køb en billet til Som i himlen. Det er en smuk, rørende, og bevægende forestilling. Derfor tøver Out & About ikke med at give fem fine stjerner.
Som i Himlen er en fin varm hyldest til nuet, livet, sangen, og fællesskabet
Kort om Som i himlen
Spillested: Det Kongelige Teater: Operaen
Manuskript: Kay Pollak, Carin Pollak, og Fredrik Kempe
Iscenesættelse: Edward af Sillén
Instruktør ved genopsætning samt bearbejdelse: Johanna Hybinette
Dirigent: Lars Kvensler
Scenografi: Kim Witzel
Kostumedesign: Annsofi Östbergh Nyberg
Koreografi: Per Magnus Andersson
Genopsætningskoreograf: Tommy Englund
Lysdesign: Mikael Kratt
Lyddesign: Jonas Peter Vest
Oversætter: Mads Æbeløe
Blandt de medvirkende er:
Daniel: Carsten Svendsen
Lena: Sicilia Gadborg
Gabriella: Silke Binanell (Forestillingen Out & About anmelder – normalt spilles rollen af Maria Lucia Heiberg Rosenberg)
Stig: Jesper Lundgaard
Arne: Troels Malling
Inger: Cecilie Stenspil
Ronie: Kristian Rossen
Thor: Mathias Haarmann Niclasen
Olga: Betty Glosted
Holger: Kars Arvad
Amanda: Nina Pressing
Siv: Nicoline Siff Møller
Flora: Nadin Reiness’Erik: Jakob Højlev Jørgensen’Dorte: Christina Elisabeth Mørkøre
Desuden store ensemble og Det Kongelige Kapel.
Spilletid: 2 timer og 45 minutter inklusiv pause
Bemærk: Som i himlen synges på dansk med danske og engelske overtekster til sangene og med engelske overtekster til dialogen.