Idræt skal være for alle
Carsten Friis Overby bor sammen med sin mand, René, og datteren Agnes på Vesterbro i København.
”René og jeg har været sammen i omkring 25 år, men vi blev dog først gift for fem år siden. Vores datter Agnes går nu i 8. klasse og skal til næste sommer på efterskole. Det bliver noget af en omvæltning for hende,” forklarer Carsten Friis Overby.
Han har i mange år dyrket idræt, og i slutningen af 1990’erne kom han med på håndboldholdet i Pan Idræt.
”Jeg spillede håndbold i mange år. Senere har jeg dyrket andre former for idræt i Pan idræt. Da jeg fik Agnes, var jeg med til at stifte idræt for regnbuefamilier og senere basketball og også fitness for transkønnede,” Carsten Friis Overby.
Han blev siden formand for Pan Idræt og satte især fokus på inklusion af LGBT- personer i idrætslivet. Det har ført til projektet Gamechanger i DGI Storkøbenhavn, hvor han arbejder i dag.
”Gamechanger startede for alvor i 2022, og vi har fokus på inklusion af LGBT-personer i idrætsklubberne. Men vi taler også om inklusion i en bredere forstand. Det drejer sig ikke kun om, at heteroseksuelle skal kunne rumme homoseksuelle. Nej, vi skal alle kunne rumme hinanden. Vi skal skabe idrætsforeninger, som kan rumme alle,” understreger Carsten Friis Overby.
Han peger på, at undersøgelser viser, at langt færre bøsser og transkønnede tager aktiv del i idrætslivet end heteroseksuelle.
”Det er der nogle årsager til, som vi gerne vil gøre noget ved og være med til at ændre, og vi går derfor i dialog med idrætslivet. Vi har for eksempel fokus på sprogtonen: Hvordan taler man til hinanden i klubberne, og hvilken jargon bliver der brugt her. Det er vigtigt, at der er et sprog i klubberne, der gør, at alle føler, at de er velkomne, og det gælder også bøsser og transkønnede,” fortæller Carsten Friis Overby.
Projektet Ganechanger er blevet rigtigt godt taget imod af idrætsmiljøet i Storkøbenhavn.
”Jeg er meget glad og stolt over så godt, at idrætsklubberne har taget del i projektet. Det er kommet bag på, at det har været så nemt for os at få idrætsklubber med. Vi er åbenbart brudt igennem lydmuren til idrætsforeninger. De kan se, at det er den rigtige vej at gå. Det er blandt andet store idrætsklubber som KB og Herlev ishockeyklub,” oplyser Carsten Friis Overby og uddyber:
”Der er en spirende bevidsthed hos flere idrætsklubber om, at man skal inkludere alle. Først troede man ikke, at man havde et problem. Når man så hører nogen sige ’svans’ og ’bøsseskud’ i idrætsklubben, så begynder man at være klar over, at man måske har et problem, og man tager så kontakt med os i Gamechanger”.
Fra først at have haft fokus på for eksempel håndbold- og fodboldklubber, begynder projektet Gamechanger nu også at brede sig ud til andre idrætsgrene, blandt andet svømning og basketball.
Læs også: Jeg var bange for, at jeg var bøsse