Leif Rovsing dør (1977)

17. juni 1977 Bert Svalebølle // Dansk HOMO-Historie

Leif Rovsing (th) sammen med sin doublemakker Hans Wedege.
*Privatfoto fra bogen Out!*

Leif Rovsing dør den 17. juni 1977, knapt 90 år gammel.

I perioden 1907-1916 vandt han fem danske mesterskaber i herredouble, men i 1917 blev han udelukket fra alle tennisturneringer under Dansk Boldspil-Union, grundet formodet homoseksualitet. En Østre Landsrets dom i 1928 satte et definitivt stop for hans tenniskarriere. Rovsing var også en fremtrædende aktivist for homoseksuelles rettigheder.

Sagen tog hårdt på Leif Rovsing og da han ikke længere måtte spille i de københavnske klubber, så etablerede han i kraft af den formue, han havde arvet efter sin far, sin egen tennisklub, Dansk Tennis Club, og opførte sin helt egen tennishal på Rygårds Allé i Hellerup. Frem til sin død boede han i den bolig, der var blevet opført i tilknytning til tennishallen, og som i dag ejes og drives af Dansk Tennis Fond.

TV2/Lorry bragte i 2012 et interview med arkitekten René Kural, som har skrevet historien om Dansk Tennis Club og tennisspilleren Leif Rovsing i bogen “Out!”.

Leif Rovsing rig i en ung alder

Leif Rovsing blev født i 1887 i København af den ugifte Marie Quist, som var husholderske for grosserer Elif Rovsing. Da han var omkring halvandet år gammel, blev han adopteret af grossereren og fik derfor hans navn. Allerede ti dage efter fødslen flyttede Marie Quist ind hos Elif Rovsing.

Da Leif Rovsings far dør i 1910, efterlader han en kæmpe formue til den kun 22-årige Leif Rovsing, en formue som han investerede meget fornuftigt, og som betød, at han stort set kunne gøre, hvad han havde lyst til, og at han ikke som de fleste behøvede at arbejde og som han var i stand til at leve af resten af sine dage.

Leif Rovsing havde ikke bare mange penge. Han havde også et usædvanligt stort tennistalent. Han blev også dansk mester i double år efter år, deltog ved Wimbledon i 1910 og ved OL i Stockholm i 1912. Højdepunktet i karrieren var uden tvivl, da han ved VM i Barcelona i 1929 sammen med doublemakkeren Erik Tegner spillede sig frem til finalen og vandt VM-sølv. Han var ikke hvem som helst i tennissporten, og det var han også selv bevidst om.

I 1917 skete der dog noget, som vendte om på hans tenniskarriere og hele hans liv. Han blev ekskluderet fra at spille tennis på grund af en formodet affære i hans private hjem med en 18-årig mand. Leif Rovsing kæmpede i de følgende 12 år for at få lov til at spille igen, men i 1928 stadfæstede Østre Landsret udelukkelsen på trods af, at han intet ulovligt havde foretaget sig.

I TV 2 Lorrys nye serie ”Regnbuen over København” dykker man ned i 100 år med skandaler, skæbner og en sej kamp for rettigheder. I 6 afsnit fortæller TV 2 Lorry historien om udstødelse, ødelagte liv, store sorger og heldigvis også masser af glæde og sejre for friheden og kærligheden. Hør om dem der gik foran for, at homoseksuelle i dag kan leve det liv, de vil og elske den de gør.

Regnbuen over København – Kriminel eller syg? (2:6)

Årsagen til udelukkelsen skyldtes ene og alene, at man formodede, at han var homoseksuel. DBU så det som sin opgave at skærme ungdommen i sportens verden for homoseksuel påvirkning

Tennissporten betød alt for Leif Rovsing, han kunne ganske enkelt ikke leve uden den. Derfor skrev han mange gange til DBU for at få renset sit navn og sikre sig mulighed for igen at kunne spille tennis. Men DBU svarede ikke på en eneste af hans henvendelser.

Leif Rovsing tog i stedet til genmæle mod DBU gennem adskillige foredrag, artikler, bogudgivelser, rejseskildringer og ikke mindst hans livslange kamp for at få homoseksualitet accepteret i sportsverdenen. En kamp der stadig ikke er vundet, da homoseksualitet stadig er tabu i mange sportsgrene.

Læs også: Homoseksuel træner: Svært at være bøsse på højt niveau

Bange for at homoseksualitet kunne påvirke ungdommen

Når DBU ikke ønskede, at Leif Rovsing skulle kunne påvirke unge tennisspillere og andre idrætsudøvere med at være en positiv homoseksuel rollemodel, så hang det blandt andet sammen med, at forførelsesteorien stadig eksisterede i bedste velgående. Det var en almen opfattelse – også hos mange forskere – at unge kunne blive forført til at være homoseksuelle. Det var også forførelsesteorien, som Københavns politiinspektør Jens Jersild lagde til baggrund for sin hetz imod homoseksuelle helt op gennem 1950’- og 60’erne.

Se også: Pornografiaffæren

I 1955 blev hans hjem ransaget af politiet under pornografiaffæren, han blev anholdt og varetægtsfængslet to uger, sigtet for at have haft sex med en mindreårig, en trækkerdreng under 18 år. Selv om Leif Rovsing erklærede sin uskyld, og mente, at både vidne og politiadvokaten havde vidnet falskt, og at episoden var en konspiration fra myndighederne for at stoppe hans skriverier i de homoseksuelles blad Vennen, og at politiet drev en intensiv hetz og klapjagt mod homoseksuelle, så fik han alligevel en betinget dom på tredive dages fængsel for uanstændighed.

Fortsatte sin kamp

Den mangeårige forfølgelse af Leif Rovsing, ebbede langsomt ud, men holdt dog aldrig helt op. Efter at han i mange år havde kæmpet alene for at få genoprejsning, så var det helt naturligt for ham at fortsætte sin kamp i Forbundet af 1948 medlemsblad Vennen, som han også støttede økonomisk. Og i 10-15 år skrev Leif Rovsing en række indlæg til Vennen og senere PAN Bladet og helt frem til sin død i 1977, forsatte han sin kamp mod det had han selv var blevet offer for.

Det var modigt af Leif Rovsing at han turde stå frem og sige at han var homoseksuel, og at det var noget smukt og naturligt helt tilbage i 1917, på et tidspunkt hvor der ikke fandtes andre åbne homoseksuelle i offentligheden i Danmark. Og havde der ikke været personer som Leif Rovsing og senere Axel Axgil der var stået frem og taget kampen op mod systemet og kæmpet for de rettigheder vi har opnået, så var vi måske ikke kommet til der hvor vi er i dag. Der er stadig en kamp at kæmpe, ikke mindst for at vi ikke mister nogle af de rettigheder vi har opnået.

Dansk Tennis Fond

Leif Rovsing var barnløs og ved sin død efterlod han sig en ikke ubetydelig likvid formue, som han havde testamenteret til Dansk Tennis Fond, hvor han havde bestemt, at afkastet af kapitalen primært skulle gå til videreførelse af tennishallen i Hellerup og Dansk Tennis Club. Men afkastet skulle også anvendes til forskellige ideelle og almennyttige formål, herunder udbredelse af åndskultur, hjælp til uddannelse og hjælp til selvhjælp.