Kunst, marked og regnbuestemning – Odder Pride nu på lørdag
Solen skinner og har kastet sine stråler ud over de første dage af den internationale Pride måned juni. I Odder er de sidste forberedelser i fuld gang, for på lørdag d. 10. juni, afholdes der Pride.
På lørdag strækker Odder armene ud til en ordentlig regnbuekrammer, når byen afholder dens anden Pride.
Sidste år fik byen sin første af slagsen, og det skete på initiativ fra Randi Krog, der ville skabe en Pride, som støtte til sin transkønnede datter. Det hele startede med opstart af en LGBT+ cafe, hvor folk kunne mødes en gang om måneden. I 202o ville cafe fællesskabet, gerne have deltaget i Aarhus Pride. Desværre var den helt store begivenhed aflyst grundet Corona, og kun et mindre fandt sted. Gruppen endte i stedet for turen til smilets by med at holde en mini Pride i Randi Krogs private baghave. Kimen var lagt til det der i 2022 skulle blive til Odder Pride.
“Jeg må indrømme, at jeg virkelig havde ondt i maven. For hvordan ville folk i Odder egentlig tage imod sin helt egen PRIDE-fejring? Specielt med tanke på, at mange opfatter Odder som en lettere konservativ provinsby. Alle ængstelser og ja, fordomme, blev dog virkelig gjort til skamme. Byen tog nemlig fantastisk godt imod os, og alle hyggede sig gevaldigt hele dagen”, fortæller forpersonen for Odder Pride, Randi Krog om sidste års oplevelse.
“Det var stort at opleve opbakningen. Det var både unge som ældre, og endda også gæster udenbys fra, som havde fundet vejen til fejringen. Begejstringen var stor, og mange var meget ivrige på en gentagelse i 2023. Den kommer så nu, lørdag den 10. juni”, tilføjer Randi Krog.
Flere hænder til at løfte i flok
Randi Krog stod sidste år meget alene med alt det praktiske og planlægningen. En lille energisk enmandshær. Men nu er det kommet lidt flere hænder til. Odder Pride er nemlig blevet en forening. Så nu løftes opgaven af en bestyrelse og flere frivillige.
“Alle er godt engageret i den kommende begivenhed. Alle har kastet med stor iver kastet sig over arbejdsopgaverne. Vi føler, vi er både forberedte og helt klare. Så glæder vi os meget til igen at placere de regnbuestribede beachflag på Torvet i Odder”.
Kigger man på sponsorerlisten vidner den også om stor ihærdighed i forhold til at få de lokale og byen med. Der er næsten ikke den butik, der ikke har bidraget til dagen, med stort som småt. En sådan opbakning er alt afgørende og er i den grad med til at skabe grundlaget.
Stemningsfuld torvehandel
Der bliver ægte markedsstemning, når en lang række boder skaber et lille minimarked. Her vil du blandt andet kunne møde forskellige foreninger, lokale kunsthåndværker, opleve furryerne Aliuros og Lisichka, møde tyk-aktivist Regina Fjendbo, få malet glimmer på kinderne af glimmer Marie, og støtte Priden i deres egen bod, hvor et stort anlagt amerikansk lotteri finder sted. Der vil naturligvis også være mulighed for at købe lidt godt til ganen, udover at byens butikker og spisesteder også har åbent.
Et kunstnerisk pift
I efteråret tog Odder Pride kontakt til den lokale kunstner Lene Vidding. Hun laver kunst kraftigt inspireret af specielt planteriget. Samarbejdet er mundet ud i unikke linoleums tryk, skabt specielt til dagen og foreningen. Hvert tryk er helt unik i farven og overskuddet af salget går til Priden. Trykkene kan købes i dennes salgs- og informationsbod.
LGBT+ Kunstner Jørn Hulgaard Sørensen kommer med et værk, som bliver hængt op i wire på Torvet, ned mod Boulevarden.
Det er en stor regnbue skabt af farvede arbejdshandsker. Selve skabelsesprocessen har man kunnet følge på hans Instagram. Nu er værket klar til at trone over den kærlighedsfyldte Pride-dag.
Værket er en opfordring til at folk i fiskeriet, transportbranchen, byggefagene, mekanikere og lignende, skal stå frem og kaste handsken.
Kunstværket kan senere på året også opleves på Copenhagen Pride Art under Copenhagen Pride Week.
På dagen vil Sven Bech Pedersen og Liva Eleanor Ivesøe også vise kunstværker.
Som optakt til Odder Pride vil man også på Holsteinshus Bed and Breakfast kunne beundre en række portrætbilleder af kendte LGBT+ personligheder skabt af Jørn Hulgaard Sørensen.
Mormonoplevelser som optakt
Som optakt til årets Pride, er der også mulighed for at opleve foredraget “En Mormons Bekendelser”. Et foredrag baseret på den homoseksuelle Nicklas Skov Hansens tyve år som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – også kendt under navnet Mormonkirken. En tyve år lang kamp mellem personlig tro og en identitet, der ikke harmonerede med Kirkens lærdom og levemåde. En kamp, der førte Nicklas ud i livets mørkeste afkroge. Til sidst fandt han dog en vej ud i lyset til et autentisk og kompromisløst liv.
Nicklas er medstifter af ungdomsklubben “True Colours”, som er et fritidstilbud til unge LGBT+ personer i Horsens. Derudover er han en af de bærende kræfter i Horsens Pride.
Foredraget sker i samarbejde med LGBT+ Danmark, og finder sted torsdag d. 8. juni kl. 18.00, i BIFFEN Odder.
Billetprisen er 30,- og købes ved indgangen/billetsalget.
Program for Pridedagen
Odder Pride finder sted lørdag d. 10.juni på Torvet i tidsrummet fra 12-18.00. Her er programmet for dagen. Der vil løbende være DJ.
Kl. 12.00
Torvet og dens boder åbner.
Åbningstale med byrådsmedlem Katja Ivesøe (B).
Kl. 12.20
SAMBANANAS optræder med første set. Foran scenen ved Centralhotellet.
Kl. 14.00
SAMBANANAS optræder med andet set. Foran scenen ved Centralhotellet.
Kl. 15.00
Musiker Joakim Lykke med band spiller op til koncert på scenen.
Kl. 17.00
Drag/burlesqueshow med ION og Cecilia Gosilla.
Kl. 18.00
Odder PRIDE slutter for i år.
Læs også: BAR 6 – Københavns nye LGBT+ bar