Kronprinsesse Mary taler for WorldPride

H.K.H. Kronprinsesse Mary taler til menneskerettighedskonferencen ved Copenhagen 2021.
Foto: Ulla Munch-Petersen

For første gang i verdenshistorien er et medlem af en kongelig familie protektor for en WorldPride. Kronprinsesse Mary har travlt og holder taler flere steder i byen.

Kronprinsesse Mary holdt sin første WorldPride-tale til Human Rights Forum, i FN Byen i København den 16. august:

”Kærlighed i alle dens former bringer mening til vores liv. Kærlighed er fundamental for menneskers liv og lykke, for menneskelige relationer, for barmhjertighed og sameksistens, for hvem vi er, hvordan vi vælger at leve vores liv – og med hvem vi vælger at leve sammen med,” sagde kronprinsesse Mary.

Hun fremhævede FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1948.

”Menneskerettigheder er universelle og grundlæggende. Den oprindelige hensigt med menneskerettighederne var klart at inkludere alle mennesker og at forhindre alle former for diskrimination,” fastslog kronprinsessen.

Hun pointerede, at det stadig langt fra er alle mennesker, som oplever at være omfattet af disse rettigheder.

”Selv om vi skriver 2021, er der fortsat alt for mange LGBTI+-mennesker, som udsættes for had, vold, diskrimination, mobning og dårlig behandling. Dette kan vi ikke og må vi ikke acceptere.”

 

Kronprinsessen i samtale med en af deltagerne i konferencen.
Foto: Ulla Munch-Petersen

 

COVID-19 påvirker stadig

På Vesterbro lægger Øksnehallen hus til selve menneskerettighedskonferencen, som løber fra 17.-19. august.

Her bidrog kronprinsesse Mary også med en tale til den officielle åbning den 17. august.

”Copenhagen 2021 hylder diversiteten. Og hvad kunne være mere forskelligt end os mennesker?” sagde kronprinsessen fra talerstolen.

COVID-19 har sat store begrænsninger for, hvor mange der har haft mulighed for at rejse til Danmark for at deltage fysisk i konferencen – et emne som kronprinsessen også tog op.

”Den globale pandemi har medført sociale og økonomiske udfordringer og stor lidelse for mange mennesker rundt om i verden. Det har også gjort det markant vanskeligere at rejse til Copenhagen 2021. Derfor sender jeg en særlig velkomst til jer, som er med digitalt fra nær og fjern.”

”Pandemien har også globalt forhindret hundredvis af prider gennem det seneste år. Men de mange kreative alternativer, som opstod, har bevist, hvor ukuelig og stærk denne bevægelse er. Kampen for lighed vil fortsætte, så længe fordomme og diskrimination fastholder mennesker som marginaliserede og sårbare.”

 

Kronprinsesse Mary sammen med Director of Human Rights, Copenhagen 2021, Aron le Fèvre.
Foto Ulla Munch-Petersen

 

1000 aktivister og flere toppolitikere

Selv om COVID-19 har sat hårde begrænsninger på rejseaktiviteten, var flere hundrede LGBTI+-aktivister fra mange forskellige lande fysisk med på konferencen.

Derudover har flere toppolitikere deltaget fysisk på dele af konferencen. Heriblandt EU-ligestillingskommissær Helena Dalli, Norges ligestillings- og kulturminister, Abid Raja, den franske ligestillingsminister, Elisabeth Moreno, og Sveriges udenrigsminister, Ann Linde.

Fra den danske regering havde statsminister Mette Frederiksen sendt en videohilsen. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen deltog dog på Human Rights Forum i FN Byen, og ligestillingsminister Peter Hummelgaard er med ved flere WorldPride-arrangementer rundt om i byen.

Du kan se Kronprinsesse Marys tale ved åbningen af menneskerettighedskonferencen – og finde andre optagelser med dette link.

 

Læs mere og skriv under

Du kan læse mere om menneskerettighedskonferencen her.

Vær med til at skrive under på Øresundsdeklarationen, som blev offentliggjort på menneskerettighedskonferencen.