Kommunal- og regionsvalget set med lgbt-briller

Der er sikkert mange ting der afgør, hvor du sætter dit kryds den 19. november. I dette blogindlæg har jeg udelukkende set på valget med lgbt-briller.

Af Kaj Erik Andersen

Det efterfølgende er en objektiv gennemgang af de politiske ændringer, SRSF-regeringen har sat i værk efter den kom til magten den 3. oktober 2011 og de politiske partiers holdninger til lgbt-rettigheder, fulgt op af mine subjektive vurderinger.

Sidste gang jeg skrev om de politiske partier holdninger til lgbt-rettigheder, var op til folketingsvalget i 2011. Nu gælder det valget til Kommunalbestyrelserne og Regionsrådene den 19. november. Selv om de ikke har samme indflydelse på lgbt-politikken, er det vigtigt hvilke holdninger der er til os lgbt’er og hvilken opbakning der er til os ude i kommunerne og regionerne. Også fordi de er arbejdsgivere for rigtig mange mennesker.

Det endte jo med et vagtskifte på Christiansborg i oktober 2011, så 10-års stilstand blev afløst af en oprydning efter VKO’s uvilje mod forbedringer for os lgbt’ere. For de fremskridt der trods alt var sket, i de 10 år VKO havde siddet på magten, var blevet vedtaget på trods af deres indædte modstand.

Den 3. oktober 2011 dannede Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre en ny regering. Det betød nye tider for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, for de havde, som den første regering i danmarkshistorien, et særskilt afsnit om LGBT-rettigheder i deres regeringsprogram, som indeholdt de ligestillingstiltag de ville gennemføre.

Den 23. november 2011 meddelte kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen, at regeringen havde besluttet at ændre loven så homoseksuelle par får ret til at blive viet i kirken og på rådhuset, og at vi dermed får retten til at kalde os ægtefæller på lige fod med heteroseksuelle par. Efter planen til sommeren 2012.

Ægtepar, par og enlige kunne fra 1. januar 2012 igen blive behandlet gratis for barnløshed med kunstig befrugtning i det offentlige sundhedsvæsen. Lovændringen blev vedtaget i december 2011 med stemmer fra S-SF-R regeringen og Enhedslisten.

VKO havde hele tiden modarbejdet, at lesbiske har ret til gratis kunstig befrugtning i det offentlige sundhedsvæsen, at medmoderen har ret til at stedbarnsadoptere allerede fra fødslen, når lesbiske par får børn ved kunstig befrugtning og, at homoseksuelle har fået adgang til adoption.

Den 7. juni 2012 vedtog Folketinget loven om kønsneutralt ægteskab med 84 stemmer for og 24 imod. For stemte regeringspartierne Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten og Liberal Alliance. Et flertal af Venstres og Det Konservative Folkepartis tilstedeværende folketingsmedlemmer stemte ligeledes for. Kun hos Danske Folkeparti stemte alle imod.

Loven indebar, at homoseksuelle blev ligestillet med heteroseksuelle og kunne indgå ægteskab på rådhuset eller i kirken, med retten til at kalde os ægtefæller, fra den 15. juni 2012.

Den 17. maj 2013 behandlede Folketinget et forslag fra Enhedslisten om at fjerne transkønnede fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste over psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser. Men alle de øvrige folketingspartier stemte imod Enhedslistens forslag. Forslaget blev altså forkastet af Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

Transpersoner kan dermed notere sig, at alt er ved det gamle, deres rettigheder er ikke blevet forbedret.

Den 3. juni 2013 blev regeringens lovforslag om ændring af børneloven mv. vedtaget, med stemmerne 93 for og 17 imod. For stemte: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance samt Benedikte Kier (Det Konservative Folkeparti). Imod stemte: Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Loven betyder, at børn i mange regnbuefamilier kommer ind under børneloven, hvilket i praksis betyder, at de får to juridiske forældre fra fødslen. Desuden kan en mand, der får et barn med en kvinde i et lesbisk parforhold, aftale med de lesbiske forældre, at han skal være juridisk forælder.

Den 23. august 2013 udsendte Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer for kendte sæddonorer, hvor mænd, der har sex med mænd, ligestilles med andre mænd.

Diskrimineringen af transkønnede trænger i den grad også til at komme på dagsordnen.

De står stadig opført på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske afvigere. Deres berettigede krav er, at voksne mennesker får lov til frit at vælge navn, et andet krav er, at den overflødige opdeling af ulige personnumre for mænd og lige personnumre for kvinder afskaffes.

Biseksuelle er ligeledes udsat for diskriminering, de må samtidig også leve med andre fordomme, nemlig at de enten bliver betragtet som 50 % heteroseksuelle eller som homoseksuelle der ikke tør springe ud, selv om der er videnskabelig belæg for, at biseksualitet eksisterer.

En anden diskriminerende foranstaltning er pointsystemet, som SRSF-regeringen kun har pyntet lidt på i forhold til VKO’s pointsystem. Det afgør om flygtninge og indvandrer kan får permanent opholdstilladelse i Danmark. Men det er stadigvæk et pointsystem, hvor kravene god nok er vægtet mere retfærdigt, men det er alligevel et pointsystem og ikke kærligheden der bestemmer, om forholdet har en fremtid i Danmark.

Det helt store fremkridt for lgbt’ere er, at regeringen har anerkendt, at homoseksualitet, transseksualitet og biseksualitet er gyldig grund til at få opholdstilladelse, når de risikerer grov chikane, frihedsberøvelse eller livet, fordi alt andet end heteroseksualitet er forbudt i deres hjemland.

Det er dog ikke alle lgbt-asylansøgere, der er så heldige, at de får deres sag behandlet ud fra at de er bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transpersoner. Det kan man læse om i månedens udgave af Out & About.

Det skyldes, at de ikke oplyser, at de er bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transpersoner, når de taler med politi og andre myndigheder første gang.

I det danske asylsystem tager man nemlig ikke højde for, at lgbt-asylansøgere ofte kan have meget svært ved at være åben om deres seksuelle orientering. Det skyldes, at de ikke er klar over, at de kan tale med myndighedspersoner om homoseksualitet, transseksualitet og biseksualitet, fordi det er forbudt at tale om, i det land de er flygtet fra. Så de tør slet ikke stole på, at det ikke har negative konsekvenser, hvis de taler om deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

“Mange sager bliver afvist begrundet i mangel på troværdig hed, som det hedder. Hvis du ikke siger, at du er homo fra starten, men først når du finder ud af, at det er ok at fortælle om det, så bliver du typisk stemplet som utroværdig, og det kan hele sagen falde på,” siger Mads Ted Drud-Jensen fra LGBT Asylum til Out & About.

Derfor risikerer de at blive sendt tilbage til det land de er flygtet fra, hvilket selvfølelig er farligt for dem, da de risikerer at blive straffet hård i form af fængselsstraf eller sågar dødsdom.

Det er farligere for dem, hvis myndighederne i deres hjemlands får kendskab til, at de er blevet afvist som asylansøgere i et andet land.

I Danmark og i den vestlige verden hylder vi eller det grundfæstede retsprincip: ”Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist”. Det gælder bare ikke for asylansøgere, de er nemlig ”skyldige indtil det modsatte er bevist”. Til forskel for dansk retspraksis, skal de selv bevise, at de ikke giver sig ud for noget andet, end de er. For en lgbt-asylansøger, kan det være vanskelig at bevise, at de er lesbisk, bøsse, biseksuel eller transseksuel, hvis de hele livet har holdt hold det skjult, af hensyn til deres sikkerhed.

Det må vi kunne gøre bedre i Danmark, for der er alt for mange sager omkring asyl og familiesammenføring, hvor den gamle ”Dansk Folkeparti ånd” stadig er gældende. I hvert fald er det tydeligt, at Justitsminister Morten Bødskov fuldt ud hylder dette system.

Desuden lægger 24-års reglen og tilknytningskravet hindringer i vejen for at opnå familiesammenføring. Inden valget var Det Radikale Venstre imod 24-års reglen, mens Socialistisk Folkeparti allerede havde givet sig på dette punkt i deres bestræbelser på af signalerer enighed med Socialdemokraterne. Så selv om begge partier i princippet er imod 24-års reglen, så står det i regeringsgrundlaget, at den skal bibeholdes.

Vi lgbt’er skal altså i høj grad sætte vores lid til, de partier der betegner sig som den røde blok, hvis vil have sat en stopper for den forskelsbehandling der endnu ikke er blevet rette op på.

De eneste fra blå blok, der viser den samme forståelse er Liberal Alliance. Men de vil afskaffe straffelovens § 266b, den såkaldte kaldet racismeparagraf eller diskriminationsparagraf, så forhånende, truede og nedværdigende udtalelser om personer fra minoritetsgrupper bliver tilladt. De anser § 266b for at være forældet og totalitært tænkt.

Kristendemokraterne er et kapitel for sig selv. Positiv omtale af lgbt’er i medierne, er nok til, at deres kandidater skriver bekymrede debatindlæg, om faren for at samfundets fundament, kernefamilien, er truet.

Det eneste parti der uforbeholdent støtter alle lgbt-rettigheder, er Enhedslisten.

Valget handler i høj grad om, hvorvidt vi lgbt’er kan få fjernet de sidste rester af diskrimineringen og forskelsbehandlingen, så vi lovgivningsmæssig får fuld ligestilling med heteroseksuelle.