Jihadister anholdt kort før WorldPride i Madrid
Spanske myndigheder har onsdag anholdt tre marokkanske jihadister i Madrid. Den ene betegnes som et ”ekstremt farligt« medlem af Islamisk Stat. Det sker blot to dage før starten på WorldPride.
Tre mænd, der mistænkes for at planlægge terror, er blevet anholdt i Madrid. Det oplyser Spaniens indenrigsministerium onsdag.
Den ene er en 32-årig marokkaner, der anses for at være ”ekstremt farlig” og en klar trussel mod landets sikkerhed, fremgår det. Han har angiveligt forbindelse til Islamisk Stat, og har brugt IS-materiale til træning og radikalisering af andre.
De tre blev anholdt i en lejlighed på Calle del Divino Valles. I lejligheden fandt myndighederne blandt andet manualer for selvmordsbombere og for spredning af jihadistiske budskaber på nettet.
Anholdelserne sker bare to dage før WorldPride, som afholdes i Madrid med to millioner forventede gæster. Den store afsluttende parade finder sted lørdag den 1. juli, og vil fylde Madrids centrum med feststemte mennesker fra hele verden.
Skærpet sikkerhed
De spanske myndigheder har allerede før dagens anholdelser skærpet sikkerheden markant i Madrid.
Der er stationeret tungt bevæbnet politi på tog- og busstationer, og flere timer om dagen vil det være forbudt at køre med lastbiler og andre tunge køretøjer i centrum af byen.
Der er indkaldt over tusind ekstra betjente fra hele landet, og de skal blandt sikre paraden den 1. juli.
Trusselsvurderingen i Spanien er på næsthøjeste niveau, og politiet har på to år anholdt 217 fra jihadistiske miljøer.
Læs også: Homoseksualitet skal bekæmpes som terrorisme
Se også: »Ekstremt farligt« medlem af Islamisk Stat anholdt i Madrid kort før verdens største homoparade