En idiot i sandhedens kompleksitet

Sandhedens mange ansigter udforskes på Aarhus Teater. Midt i det hele står ”idioten”, der tror der kun er en fælles sandhed, mens alle andre konstant udfordrer standpunktet og hans såkaldte rene uskyld. En relevant tematik folder sig ud.

Aarhus Teater har netop nu den store klassiker ’Jeppe på Bjerget’ på programmet og som spiller for udsolgte huse. Nu præsenteres endnu en stor klassiker, denne gang fra litteraturen, nemlig Dostojevskis ’Idioten’.

En gammel klassiker i nyfortolkning rammer relevant vor nutid, med et ensemble der med deres spil løfter en forestilling der ellers bliver en smule mere grumset i sin iscenesættelse end nødvendigt.

Narrativet flyttes rundt som det passer

Det er et særdeles aktuelt emne som ’Idioten’ handler om og som tilmed lige nu er at finde på Scala scenen på Aarhus Teater.

Tesen om at sandheden ikke er objektiv men subjektiv. En ting som i den grad udleves, udfordres og bevidst spilles på i tiden. Med og uden real fakta.

Og så er sandheden og løgnen jo både kontraster, samt hyppige følgesvende. Det hele på, til og over grænsen. Man kan godt sige sandheden og stadig lyve. Der tolkes på kryds og tværs, og narrativet flyttes rundt som det passer.

Alt gøres til genstand for subjektive oplevelser

Fjodor M. Dostojevskis roman ’Idioten’ fra 1869 ruller over scenen i en nyfortolkning, dramatiseret og iscenesat af teatrets huskunstner, Sigrid Johannesen.

I sæson-kataloget for Aarhus Teater anno 24/25 uddyber hun:

”Jeg oplever, at vi i vores tid tillægger den subjektive og følelsesmæssige sandhed ekstremt stor magt – at alt eller meget defineres af, hvordan du oplever det. Og hvordan kan vi så leve i relationer og samfund sammen? Når alt gøres til genstand for subjektive oplevelser af, hvad der sker, og hvordan ting hænger sammen, så fjerner det os fra den fælles virkelighed.”

Man har vendt lidt rundt på historien. Når publikum entrer salen står karaktererne samlet på scenen. Alle omringer de en stor blodig plet, som to scenetekniker står og gnubber på for at fjerne. Og med de første replikker meddeles det hurtigt at karaktereren Nastasja Filipo er død og myrdet. Men hvem har gjort det?

Ihærdig taler alle i munden på hinanden for at fortælle deres version af hvad der skete, deres såkaldte sandhed. Næsten koste hvad det vil, i hvert fald stort set alt sammen for egen vindings skyld.

Den godtroende idiot

Det er fortællingen om Fyrst Mysjkin, der efter et ophold i Schweiz, hvor han er blevet behandlet for sin epilepsi, vender tilbage til Rusland og dets bedre borgerskab. Han fuld af empati og vil nogen mene naivitet, og siger altid sandheden. Den godtroende idiot om man vil.

Emil Prenter er lige til i sin fremstilling af rollen, og fremstår så uskyldig men alligevel fuld af kompleksitet. Gang på gang har han vist os sit forunderlige spil i teatrets opsætninger. Vi glædes og forbliver fanget ind og nysgerrige på endnu mere.

Det er ellers en ensemble forestilling og som altid er niveauet hos Aarhus Teater i denne henseende højt.

Det er ikke skuespillernes skyld at vi ikke hele vejen rundt får mange nok nuancer til at vi helt investere os i alle personerne. Det bliver forvirrende undervejs og skal det, men det bliver måske lige lovlig grumset så vi ikke helt kommer med på alles rejser. Blandt andet måske som en af konsekvenserne af at ’Idioten’ er et stort værk og at vi her får vi en meget sammenkogt version. En ellers meget vel bearbejdet nedkogning.

Stærke momenter opstår

De forskellige roller fortæller deres versioner, der afbrydes, spoles tilbage, og vi får det hele på ny. Spændende er grebet, men man skal virkelig holde tungen lige i munden. Og selvom, der konstant er nye vinkler bliver det også lidt for trivielt undervejs, så man lige er ved at stå af.

Der er tre lag. Et selve karakterne i nuet, i flashbacksene og så skuespillerne der træder ud af karakter. Disse grænser er ikke alle steder lige tydelige. linjerne er ikke altid tegnet nok op. Det mindsker lidt det klare helhedsbillede.

Helt forsvinder man dog ikke. Vi er tilbage ved det solide spil, og man mærker virkelig også fortællingen i momenter, så som for eksempel den myrdede figur Nastasja Filipos voldtægt, holdt op imod hendes sammensatte, selvudslettende og selvmodsigende person, som offer og manipulerene dominerende skikkelse. I øvrigt råt for usødet spillet af Rosemarie Mosbæk. Ligeledes når Fyrst Mysjkin får sine epilepsi anfald og til sidst krampene står og falder sammen i mere en forstand. Han kæmper og fremstammer igen og igen ordene ” Jeg er jo bare en idiot”.

Ligegyldig scenografi

Forestillingen får os også til at grine, det sker med en på flere måder tør og lidt akavet humor, der ofte bevist kommer til udtryk når usikkerheden fylder kateketerne og isen skal brydes. Der er mange gode og befriende grin undervejs. En perfekt vekslen og balancegang.

Det visuelle udtryk er fint. Scenografien falder ikke igennem, men giver heller ikke rigtig noget. Det er flytbare elementer og som i så mange andre forestillinger for tiden er det synlige teknikere der laver skiftende. Store lamper flyttes også rundt og tændes med hjælp fra skuespillerne. Det er meningen, at de skal være med til at markere skiftene og det gør de tildeles. Men det bliver lidt ligegyldige og det fungerer aldrig rigtigt hundrede procent efter hensigten. Det stod meget skarpere da Sigrid Johannesen brugte samme metode tilbage i 2023 i forestillingen ’Jane Eyre’ på samme aarhusianske teater.

Et relevant besøg i teatret

Tematikken i forestillingen er virkelig interessant og det holder os som publikum til ilden. Det samme gør ensemblets sublime spil og sammen med det stærke grundlag forlaget er, gør det, at det værd at tage en tur i teatret. Undervejs går fortællingen en smule i stå og bliver for uklar til at vi kan komme helt op at ringe stjernemæssigt. Men det er relevant tankespil og det er et spændende forsøg på en nyfortolkning og sammentrækning af den meget komplekse fortælling, som er med til at give perspektiv på nogle af de strømninger der sker i verden netop nu.

Min subjektive sandhed er at forestillingen fortjener fire stjerner.

Bag om forestillingen

’Idioten’ – Aarhus Teater – Scala.

Efter Roman Af Fjodor M. Dostojevskij

Oversættelse af jan Hansen.

Dramatisering og Iscenesættelse: Sigrid Johannesen.

Scenografi Og Kostumedesign: Peter Schultz.

Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel.

Lyddesign: Aki Shiraishi Bech.

Medvirkende: Emil Prenter / Fyrst Mysjkin, Rosemarie Mosbæk / Nastasja Filipovna, Daniel Mortensen / Rogozjin, Mette Døssing / Generalinde Jepantjina, Laura Kronborg Kjær / Aglaja Jepantjina, Emil Busk Jensen / Ganja og Thorbjørn Hedegaard / Totskij.

Spilletider og billetter finder du her.