Ny helt fantastisk fortolkning af Jeppe på Bjerget

Jeppe på Bjerget i Det Kongelige Teaters nybearbejdede version er en helt fantastisk fortolkning. Frederik Cilius giver i Heinrich Christensens iscenesættelse og bearbejdelse sin helt egen version af Jeppe. Og sikke en 6-stjernet præstation!
Allerede fra prologen, den lille fortale, indledning til historien, komedien, bliver vi klar over, at noget stort og godt er i vente. Som Frederik Cilius toner frem forklædt som Holberg, straks tæppet går, bliver man blæst bagover.
Ingen er ladt i tvivl om, at Frederik Cilius er en moderne Holberg, men samtidig også en moderne Jeppe. En Jeppe på Bjerget, der i den grad tager sit publikum med på en oplevelsesrejse. En af de store. En af dem, hvor hver en replik, hvert et kostume, hvert et sceneskift, kommer ind under huden. For i nutidens version, tro mod sit oplæg, kommer vi gennem menneskets optur, nedtur, hoveren, og magtsyge.
Jeppe på Bjerget på Det Kongelige Teater, taler i den grad ind i enhver af os. For samtidig med, at det er en komedie, er det en tragedie: For hvordan kan menneskelig natur stige og samtidig falde sådan i graderne, når vi tror, når vi tvivler, når vi må underkaste os andre, eller når vi får, eller tager, magten?
Jeppe taler til os alle
Jeppe på Bjerget i Heinrich Christensens bearbejdelse og instruktion, taler i den grad ind i os alle: Enten har vi selv elementer af den lille bondesoldat Jeppe, eller også kender vi nogen, der har. Og netop derfor er Jeppe på Bjerget os alle så vedkommende.
Samtidig forstår skuespiller, satiriker, musikformidler, klarinettist, Frederik Cilius, sammen med de øvrige særdeles dygtige skuespillere at få historien ud over Gammel Scenes scenekant.
Så ja lad os hoppe direkte ud i det: Straks efter tæppefald rejste publikum sig op og klappede taktfast. Det samme gjorde Kong Frederik og Dronning Mary, der sammen med godt 1300 andre gæster overværede premieren på Holbergs klassiker. Og igen og igen var der genfremkaldelse på scenen. Publikum ville simpelthen ikke slippe det vidunderlige skuespillerteam, som teatret havde samlet til denne forestilling.
Den sjællandske fæstebonde
Alle kender vi historien om den sjællandske fæstebonde Jeppe. Han har svært ved at lade flasken stå, får stryg af sin kone Nille, der er glad for krabasken Mester Erik. Samtidig ligger hun i med degnen, og Jeppes fornedrelse tager kun til i styrke. En dag da han igen har drukket pengene op, findes han af baronen, der sammen med sine folk, vil lave et eksperiment: Hvad vil der ske, hvis den lille fattige bonde, vågner op i baronens seng?
Nu en af de største af de mandlige
Siden norskfødte Ludvig Holberg, der selv blev baron, da han i 1745, erhvervede Tersløsegård nær Dianalund på Midtsjælland, skrev stykket i 1722, har andre store danske mandlige skuespillere prøvet kræfter med rollen.
Og nu skriver Frederik Cilius sig så ind i rollen. Og det til et klart 6-tal. Det til trods for at han ikke taler den sjællandske dialekt, som ellers oprindelig var tillagt Jeppe. I stedet bruger Frederik Cilius, og ikke mindst Zaki Nobel i rollen som Jacob Skomager, en sønderjysk dialekt. Måske fordi Frederik Cilius blev født i Sønderborg.
For ingen tvivl om, at Frederik Cilius i dén grad levendegør Jeppe på Bjerget. Det sker så kærligt, humoristisk, trist og tragisk, at han simpelthen ér Jeppe. Det kan ikke gøres bedre! Vi i den grad griner, føler, ser ned på, og holder så meget af Jeppe. Og det er så helt klar Frederik Cilius skyld!
Jeppe på Bjerget
Jeppe på Bjerget er i Heinrich Christensens bearbejdelse og iscenesættelse, og i Christian Albrechtsens scenografi og ikke mindst kostumedesign, en vidunderlig forestilling. En forestilling, der i sin rigdom på alle parametre, vil gå over i historien. Det er morsomt underholdende, og samtidig morbidt, i sin udtryksform. Det udskammer, det fornedrer, men stadig med at kærligt glimt i øjet. Sidstnævnte nok fordi vi som publikum vil have det sådan. Vi kan ikke forholde os til andet, netop fordi vi momentvis kan spejle os selv i Jeppe.
En særlig tanke skal også gives til Christian Albrechtsen, der i den grad har nytænkt såvel scenografi, som kostumer. Det er tro mod datidens bondesamfunds kostumer, men også er nytænkende, idé- og farverigt.
Her skal især fremhæves Baronens seng, baronen, lakajerne, og kammertjenerens kostumer. Wau!
Set i tidens lys
Kan vi bruge Holbergs historie til noget i dag? Her godt 300 år efter, det blev skrevet? Ja i den grad, og ikke mindst fordi Heinrich Christensen i den grad har fornyet historien, med tråde til nutidens ord og toner. Det er i den grad morsomt og underholdende.
Samtidig gives historien om den lille mand, der bliver mobbet og trynet, et tvist med nutidens ord og toner.
For det handler også om nutidige problemstillinger. Blandt andet også om hvordan mennesket, når det kommer til magten, i den grad, puster sig op. Hvordan menneskets værste sider kan komme frem, når mulighed byder sig: Der tages hævn, man nedgør andre, tager fra andre. Og nej, her tænker jeg naturligvis hverken på Trump, Putin, Xi Jinping, eller den nordkoreanske leder Kim Jong-un. Hvem kunne mon få den tanke.
6 funklende flotte stjerner
Allerede efter første akt havde min medanmelder og jeg selv fundet de 6 store funklende flotte stjerner frem. Og nej vi blev på ingen led skuffede i anden akt. I gamle dage ville man have skrevet til UG med kryds og slange. Vi holder os til nutiden, overgiver os totalt til Det Kongelige Teaters fortolkning af Jeppe på Bjerget, og giver hele holdet for og bag seks flotte funklende stjerner. Og endnu engang Frederik Cilius er Jeppe!
Herfra skal kun lyde: Køb billet, hvis du kan!
PS: Det Kongelige Teater har netop meddelt, at selv om alle forestillinger står som udsolgt kan der, i forbindelse med fx. ombytninger af billetter, blive frigivet pladser løbende.
Kort om forestillingen:
Spillested: Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Spilleperiode: Til 23. februar 2025
Dramatiker: Ludvig Holberg
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Lysdesign: Balder Nørskov
Lyddesign: Janus Jensen
Komposition: Ramez Mhaanna
Instruktørassistent, scenografassistent: Manda Jønsson
Medvirkende:
Frederik Cilius
Patricia Schumann
Simon Mathew
Youssef Wayne Hvidtfeldt
Zaki Nobel
Stephanie Ngyen
Casper Kjær Jensen
Ursula Esmarelda Brage
Morten Grove Frandsen
Ramez Mhaanna
Billetter og spilletider finder du her.