Hvorfor laver vi ikke et band – en spot on dramatikerdebut
Tag straks bussen til Nørrebro Teater: Stine Pilgaard dramatikerdebut er særdeles vellykket. For Hvorfor laver vi ikke et band er spot on på hverdagshistorier bragt op på højere plan. Det foregår en nytårsaften ved et busstoppested på Nørrebro, men kunne have været hvor som helst.
Pragtfuldt. Spot on. Særdeles vellykket. Rammer alle følelser.
Det er de ord, der først rammer mig, da jeg skal anmelde Stine Pilgaards dramatikerdebut Hvorfor laver vi ikke et band.
Historien er velfortalt, og rammer os alle, med sine små hverdagshistorier. Opsætningen i Helle Rossings instruktion, og med scenografi og kostumer af Astrid Lynge Ottosen, er særdeles vellykket. Dét naturligvis også takket være et særdeles broget persongalleri, levendegjort af en vidunderlig samling af gode skuespillere.
For skuespillerne og karaktererne, så forskellige de end er, er i den grad Bandet. Hver især overstråler de hinanden efterhånden som forestillingen skrider frem. Blandt andet fordi de nok er samlet i Bandet, men samtidig hver især er stærke solister.
I et busskur på Nørrebro
Det kunne være, hvem som helst af os at historien drejer sig: Det er årets sidste aften, og man skal med bussen. I dette tilfælde linje 5C, der kører til Husum. En strækning på blot 20 minutter, hvis nu ellers bare bussen dukker op.
Og med denne scene in mente, et busstoppested på Nørrebro, dukker persongalleriet op, én for én.
Et broget persongalleri
Først møder vi præsteenken Johanna, Kirsten Olesen. Hun mødte sin mand, kort inden han mistede sin mor, og så måtte hun træde til i stedet. 30 år er gået, primært på mandens præmisser.
Senere dukker skolelæreren Thomas, Niels Skovgaard Andersen, op. Han undskylder altid og alting, og lever andres liv, mere end sit eget.
Centervagten Lars, Anders Mossling, lever for centrets gæster. Denne aften skal han på job for sidste gang, men hvis nu bussen ikke dukker op, kommer han for sent.
Frisøren Michelle, Sara Fanta Traore, der slet ikke hedder Michelle, køres ud på et sidespor, da hendes mand pludselig vil skilles. Og det midt i en permanent. Derfor skal man som kunde i frisørstolen vare sin mund, når først frisøren har saksen i hånden.
Nora, Stine Schrøder Jensen, er psykolog. Hun har prøvet meget, men pludselig bliver de mange helt igennem ens nytårsaftener med vennerne dødssyge.
Endelig er der Elvira, Nanna Cecilie Bang. Hun kan egentlig bare hjem til sin mand, der har sin egen blog, under navnet Husum dad.
Når tavsheden brydes
Da busskuret er fyldt med ventende passager, der alle synkront kigger efter bussen, og derefter på uret, for hvor bliver bussen nu af, ja, så bryder Elvira tavsheden. Den tavshed vi nok alle søger, når vi er sammen med vildt fremmede mennesker. Problemet for Elvira er nemlig at hun ikke kan udstå tavshed. Og dermed bringer hun sig selv i spil, i forhold til de andre ventende buspassagerer. En for en bliver de involveret i et større fælles.
Og naturligvis foreslår hun noget så akavet, som at de forsamlede skal lave et band.
Som sagt så gjort i Stine Pilgaards helt igennem vidunderlige univers.
Marianne Ernst Dam ruller ind som aftenens musiker, og så kommer der ellers gange i bandet. Hver af figurerne har sin egen sang. Alle sange har dog det til fælles, at de er bygget op over velkendte jule- og nytårssange: Sneflokke kommer vrimlende, Juletræet med sin pynt, Der er noget i luften, Sikken voldsom trængsel og alarm.
Og naturligvis sluttes af med sangen Rådhusklokkernes sang på melodien Vær velkommen Herrens År. Og ja, naturligvis har alle publikummer fået et sanghæfte, og står naturligvis op og synger med på årets første sang.
Alle følelser bringes i spil
Hvorfor laver vi ikke et band, er vidunderligt godt fundet på. Og så kalder den på alle følelser: For vi morer os med Johanne, der løfter et par sandheder eller to fra sit liv med hendes nu afdøde præstemand, vi føler med såvel centervagten, som med skolelæreren, og vi rammes på hjertekulen, når Michelle fortæller om skilsmissen.
Hele holdet af skuespillere leverer flotte præstationer. Især hæfter jeg mig dog ved Niels Skovgaard Andersen, da han særdeles vel synger Verdens almindeligste sang, ved Nanna Cecilie Bang, som historiens bindende led, og helt sikkert dramatiker Stine Pilgaards alter ego, og endelig til sidst, en totalt uimponeret og suveræn godt spillende Olivia Westbjerg, som Gæstestjernen.
Tag straks bussen
Vil du i jule- og nytårshumør, med en skøn skøn opsætning, der også rummer masser af sne, så tag straks bussen til Nørrebro Teater, og se Hvorfor laver vi ikke et band? Forestillingen er hele busbilletten og meget mere værd! Derfor tøver Out and About ikke med at give fem flotte stjerner.
Kort om forestillingen
Spillested: Nørrebro Teater
Spiller til 25. januar 2025
Medvirkende:
Niels Skovgaard Andersen, Nanna Cecilie Bang, Stine Schrøder Jensen, Anders Mossling, Kirsten Olesen, Sara Fanta Traore, Olivia Westbjerg & musiker Marianne Ernst Dam
Det kreative hold:
Instruktion: Helle Rossing
Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen
Dramatiker: Stine Pilgaard
Sangtekster: Stine Pilgaard
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Lyddesign: Rune Abel
Musikalske arrangører: Mille Mejer Djernæs Christensen og Selina Gin
Videodesign: Christian Edvard Halberg
Manuskriptudvikler: Ann-Sofie Estrup Bertelsen