Hvor begynder og standser misbruget? Hvem ejer retten til min krop?

(I sammenhæng med Forhud)

Indrømmet: Siden jeg for over 25 år siden, for første gang, læste Forhud, har jeg været fan af Tomas Lagermand Lundme. Hans selvhudflettende stil og flaggelantiske selvudlevering. Det er hårdt, brutalt, smertefuldt, og med anklagen rettet ligeligt mod overgrebspersonerene som mod Tomas selv, som lader det ske – igen og igen. Som om de på én gang er hans Raison d’être, hans livslod og den eneste måde, han mærker, at han er i live og modtager en version af kærlighed.

Af Lars Henriksen

I forbindelse med udgivelsen af Stakkelsbær og Min hud er ikke din, har jeg genlæst Forhud, og hvis man, som læser, ikke har den i erindring, kan man kun berige sin samlede oplevelse ved at læse de tre i sammenhæng. I Forhud foregår overgrebene for øjnene af læseren og i realtid, mens de behandles og genopleves på afstand af tid i Stakkelsbær og Min hud er ikke din.  Eller gør de? For som altid med Tomas Lagerman Lundme, er man i tvivl. Er det hudløst selvbiografisk, en dramatiseret projektion, en fantasi om overgrebet eller hamrende god fiktion, som i sit dirrende, skrøbelige nærvær, er så troværdigt, at man samtidig frister sig til at stole på, at de kun kan være sandt og frygter, at det er det?

Lås til den samlede fortælling

Det er samme fortælling, som folder sig ud i begge nyudgivne bøger. I Stakkelsbær, som i sin tid i Forhud, som prosa, og i Min hud er ikke din, som poesi. Det er overraskende og elegant, hvor indbyrdes afhængige de to bøger er af hinanden for den samlede forståelse. Som læser er det som at sidde med en nøgle og en lås til den samlede fortælling. Jeg kan ikke pege på den ene bog som nøgle og den anden som lås, men i fællesskab lægger de, i kraft af deres forskellige genrer, lag til den fælles fortælling – åbner den for os, som læsere, på en måde, som ikke den ene eller den anden, ville kunne alene. På spørgsmålet, om ikke den ene bog havde været nok, er svaret: ”Nej”.

”Faktisk ikke. Som en højre- og en venstrehandske, udgør de, i kraft af deres forskellighed en anvendelig enhed: et par handsker. Èn livsskildring”.

Et bredere perspektiv

Samtidig udfolder bøgerne tanker om fænomenet udnyttelse i et bredere perspektiv. For hvor vel de fleste kan genkende udnyttelsen af den unge Tomas i Forhud og se den som et udtryk for driftsstyret misbrug, spørger bøgerne også om, hvor grænsen går for kunsten og de, som tjener penge på dens udnyttelse af Tomas’ historie. Når der fra læsere, forlæggere og medkunstnere insistereres på, at Tomas’  fortæller sin historie og konstant forbruger af hovedstolen, er det så udtryk for et tilsvarende misbrug? En udnyttelse og kommercialisering af Tomas krop og lidelse i en anden potens, hvor han fastholdes i sin rolle, som et legeme, andre stiller deres lyst på og bruger til at udløse deres trang til smerte? Som det poetisk udtrykkes i Min hud er ikke din:

Tænk du tør udstille din historie,

du får så meget kredit for det,

den eneste, der taber,

er dig selv,

afmagten bliver stadig større

i en verden, hvor alle vil kontrollere alt,

taber du også den,

kontrollen,

og lader dig sælge på auktionshuse for det,

der kommer ind …

Det er hjerteskærende at læse Tomas’ beskrivelse af ærlighed om sjælsforknythed og livtag med tilværelsen, blottet for al overflødig snak, men kondenseret til stemninger, erindringsglimt, dufte og forløsende klarhed. Men det er også befriende at mærke, at der under det hele, al fortvivlelsen findes en ubesejret vilje til at leve. Sjældent læser jeg noget, som i den grad går under huden på mig, og jeg vil anbefale en langsom læsning. Bøgerne fortjener lydhørhed, at vi tager ordene til os og smager på dem, mærker dem, læser igen og tænker efter. Det er ubærligt og patetisk – og tindrende, lysende klart.

Info:

Thomas Lagermand Lundme

Stakkelsbær, forlaget Ekbátana 2024, 77 s.

Min hud er ikke din – en tragedie, forlaget Hurricane-Publishing 2024, 74 s.

Og

Forhud, forlaget Munksgaard Rosinante 1998, 77 s.