Homovielser er ikke i strid med grundloven
Østre Landsret har frifundet staten i sag om homovielser. En gruppe sagsøgere mente, at staten overtrådte grundloven, da homovielser blev muligt tilbage i 2012.
Gruppen går under navnet Foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges. Den sagsøgte Kirkeministeriet og daværende minister Manu Sareen, der har været indkaldt som vidne i sagen.
Gruppen mener, at staten ved at tillade homovielser i folkekirken, har krænket den grundlovssikrede religionsfrihed for medlemmerne. Hvorvidt kirken skal vie homoseksuelle, er et indre kirkeligt anliggende – ikke et statsligt, har argumentet lydt.
Den præise dom og begrundelse gengives her i sin fulde ordlyd:
Landsrettens begrundelse og resultat
Grundlovens § 4 forudsætter, at Folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelses-grundlag. Det er i den forbindelse ubestridt, at folkekirkens bekendelsesgrundlag er de i Danske Lov 2-1 anførte bekendelsesskrifter. Fortolkningen af folkekirkens bekendelsesgrundlag er ikke reguleret i grundloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst, er foreneligt med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og herunder den eksisterende uenighed herom blandt folkekirkens præster, blev nærmere omtalt i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 om lov om ændring af lov om medlemskab af Folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndløsning (præsters ret til at nægte at vie to personer af samme køn), der blev fremsat samtidig med fremsættelsen af den omtvistede ændring af ægteskabsloven.
Ministeriet for Ligestilling og Kirke vurderede heri efter indhentelse af et notat fra Københavns biskop, at en sådan lovgivning ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det er ikke ved det, der er fremkommet for landsretten, herunder høringssvarene fra biskopperne over Helsingør og Lolland-Falsters stifter af 20. februar 2012, godtgjort, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst skulle være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, i den forstand, at den ikke legitimt skulle kunne rummes inden for dette grundlag.
Som sagen er forelagt, er der allerede herefter ikke grundlag for at anse den omtvistede ændringslov – lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) – for at være i strid med bestemmelserne i grundlovens § 66 og § 4 for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.
Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen i grundlovens § 66 eller de af sagsøgerne påberåbte citater fra forhandlingerne på Rigsdagen grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse, hvorefter regulering af folkekirkens indre anliggender kun kan ske i medfør af ”en forfatningssædvane af nødretlig karakter”.
Der er – uanset den skønsomhed og tilbageholdenhed, som skiftende kirkeministre hidtil har udvist med hensyn til reguleringen af folkekirkens indre anliggender – heller ikke grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse om, at udnyttelse af den eksisterende retssædvane, der danner grundlag for kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender, forudsætter, at der er enighed mellem biskopperne om indholdet af en sådan regulering. De nævnte opfattelser er i øvrigt heller ikke forudsat i forarbejderne til lov nr. 531 og lov nr. 532 af 12. juni 2012.
Efter den anførte ændring i ægteskabsloven var der som også forudsat i de ovennævnte lovbemærkninger pkt. 3.2 behov for et tillæg til det eksisterende vielsesritual, således at det også kunne omfatte vielse af to personer af samme køn. Allerede derfor er der heller ikke grundlag for at anse den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn for at være uhjemlet i henhold til den retssædvane, som siden 1849 har dannet grundlag for vedkommende ministers regulering af folkekirkens indre anliggender.
Folkekirken anses for at være en særlig forgrening af den offentlige forvaltning, og den vedtagne lovændring og den kongelige resolution er således vedtaget af de i relation til Folkekirken kompetente organer. Det er ikke godtgjort, at den omtvistede regulering skulle være vedtaget i strid med folkekirkens ”vilje” som anført af sagsøgerne.
Sagsøgerne er endvidere ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i sagsøgernes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9.
Landsretten tager på den baggrund de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
Efter sagens udfald, forløb og omfang skal sagsøgerne betale sagsomkostninger for landsretten til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da ministrene ikke er momsregistrerede.
Thi kendes for ret:
Kirkeministeren og social- og indenrigsministeren frifindes.
I sagsomkostninger for landsretten skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvin Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen in solidum betale 50.000 kr. til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren.
De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
