Dramatisk nat på Færøerne: Homoægteskaber vedtaget
Efter en lang og dramatisk politisk nat har det færøske Lagting stemt ja til homo-ægteskaber.
En lang og dramatisk politisk nat er slut på Færøerne, hvor Lagtinget natten til onsdag med stemmerne 19 mod 14 har stemt ja til førstebehandlingen af et forslag om, at homoseksuelle kan blive borgerligt viet.
Forslaget er stemt igennem med den afgørende undtagelse, at homoseksuelle par ikke kan modtage en velsignelse i kirken.
”Kirken er blevet udeladt fra forslaget, fordi det ellers ikke var muligt at få de religiøse partier til at stemme for”, siger Georg L. Petersen der er chefredaktør på den færøske avis, Dimmalæting.
Lagtinget oplyser, at den sidste behandling af forslaget sker fredag, hvor det med al sandsynlighed vil blive formelt vedtaget.
Spøgsmålet om ægteskaber for homoseksuelle har været det helt store politiske omdrejningspunkt på Færøerne siden valget til Lagtinget i september. Emnet har været diskuteret indædt, og har tidligere været til afstemning, senest i starten af marts, hvor forslaget blev afvist, og sendt retur til Lagtingets velfærdsudvalg.
Formand for LGTB Færøerne Høgni Miné sagde dengang, at den store frygt for modstanderne har gået på, at homoseksuelle kunne få lov til at blive gift i kirken. En frygt han fandt ubegrundet.
”LGBT Færøerne har hele tiden sagt, at vi med dette forslag ikke vil ind i kirken og blive viet, for kirken skal selv bestemme hvem de vil vie. Vi vil udelukkende have borgerlige rettigheder på lige fod med alle andre”, udtalte han i marts.
I 2014 blev der ligeledes stemt om homoseksuelles ret til at blive gift, hvor der blev stemt nej.
Socialdemokraterne satte skub i vielser
Tirsdag fremlagde socialdemokraten Hedin Mortensen et forslag om at sende spørgsmålet til folkeafstemning. Forslaget blev dog først trukket tilbage, siden blev det fremsat igen af oppositionen, hvorefter det blev endeligt stemt ned.
Det var efter den afstemning, at der blev fremsat et forslag om at revidere ægteskabsloven, så homoseksuelle kan blive gift, hvis de ikke gør det i kirken.
”Det er et spørgsmål, der deler rigtig mange på Færøerne, for her er de religiøse kræfter meget stærke både politisk og i kirken”, siger Georg L. Petersen, der også oplyser, at det formelt er den danske ægteskabslovgivning, der er blevet adopteret.
Out & About ønsker LGBT Færøerne og øernes LGBT’ere stort tillykke!