Helgoland: Hotspot for homoturister og trækkerdrenge
Grove homofobiske beskyldninger mod homoseksuelle er blevet en del af balladen om Helgoland. Tidligere formand taler om en ”bøsseproblemstilling”, trækkerdrenge og jagt på engangsknald.
Vinterbadeforeningen Det Kolde Gys ønsker at udelukke ikke medlemmer fra badeanstalten Helgoland. Officielt på grund af pladsmangel og hensyn til medlemmerne.
Men henvendelser til Out & About fra medlemmer af foreningen antydede en undertone af homofobi hos bestyrelsen, som blev luftet på første halvdel af en ordinær generalforsamling den 30. maj.
Det skrev vi om lørdag, og hvis der har været tvivl om hvorvidt der var tale om uskyldige bemærkninger, eller en homofobisk undertone, så er tvivlen nu effektivt skudt ned.
Skingre anklager fra tidligere formand
Den tidligere formand for Det Kolde Gys, Anders Hjort, bliver mandag aften citeret på Politiken.dk i en artikel, hvor han ikke lægger fingre i mellem:
”Grunden til, at klubben vil lukke af på nøgenbadeafdelingen for ikke-medlemmer efter sankthans er, at der er en stor bøsseproblemstilling. Det uautoriserede internationale bøssemiljø bruger Helgoland til at jage engangsknald. Vi taler også om trækkerdrenge”, siger han til Politiken.
Anders Hjort understreger efterfølgende, at det ikke er en modstand mod de mange almindelige medlemmer, som er homoseksuelle. Hvordan Anders Hjort definerer ”almindelig” står hen i det uvisse.
Frygter Helgoland ender som Ørstedsparken
Men den tidligere formand er ikke færdig, og fortsætter sit angreb:
”Dem, der galper op om, at offentligheden skal have fri adgang om sommeren, er dem, der underminerer Helgoland og den kultur, som er der”, fortsætter han, og afslører dermed sit syn på medlemsdemokratiet.
Politiken skriver desuden, at Anders Hjort ”frygter, at Helgoland ender som Ørstedsparken i indre by, der er kendt for at være homoseksuelt mødested.”
Anders Hjort udtaler også at Helgoland ”var blevet hotspot for homoturister og trækkerdrenge.”
Hvem er Anders Hjort?
Anders Hjorth er tidligere formand for Det Kolde Gys, og nuværende intern revisor i foreningen. Han er valg, og genopstiller. Om medlemmer bifalder hans udfald med homoseksuelle og genvælger ham afgøres tirsdag aften, hvor sidste del af generalforsamlingen afvikles. Desuden er Anders Hjort ceremonimester i Det Kolde Gys.
Formand Kirsten Monrad Jensen sendte i sin formandsberetning en varm tak til Anders Hjort:
”Tak til ceremonimester Ander Hjort og morgenholdet for bistand til dåben, og bistand og sang, hver eneste gang, der bliver spurgt!”