SAMFUND

Ingen russisk homofobi i udlandet

Hvis rejsende russere virkelig vil blande sig med vestlige lokalbefolkninger kan de jo passende købe en t-shirt med dette yndige motiv.

Det russiske udenrigsministerium råder i den seneste opdatering af deres rejsetips, russerne til ikke at være homofobiske, når de er ude og rejse.

På trods af at homoseksuelle dagligt udsættes for homofobi i Rusland opfordrer det russiske udenrigsministerium alle russere til at være tolerante og undgå at fornærme eller behandle folk med en ikke ”traditionel seksualitet” nedladende, når de er på udenlandsrejse.

I de nye retningslinjer advares russerne direkte mod at udtale sig negativt om homoseksuelle eller transpersoner. LGBTI emner bliver udtrykkeligt behandlet og beskrevet for flere rejsedestinationer.

Specielt advares mod at optræde homofobisk i Frankrig eller Spanien, hvor man overhovedet ikke vil forstå nedsættende homofobiske bemærkninger.

Det danske udenrigsministerium råder i deres rejsetips blandt andet danskerne mod den stigende intolerance mod homoseksualitet, hvis de planlægger en rejse til Rusland.