SAMFUND

Har overlevet næsten 40 år med hiv

Den 70-årige Jens Peder Høeberg, formand for patientforeningen Hiv-Danmark, fik tilbage i 1985 med posten at vide, at han var smittet med hiv. Det var på et tidspunkt, hvor aids var en dødbringende sygdom. Jens Peder Høeberg havde en søn, som han havde adopteret og boede sammen med både ham og sønnens mor.

”Jeg tænkte på, at nu gjaldt det om, at jeg ikke skulle dø. Jeg skulle overleve, at min søn blev konfirmeret, og at han blev færdig med en uddannelse. Senere skulle jeg overleve indtil, at han flyttede hjemmefra og kunne klare sig selv. Og igen så skulle jeg leve så længe, at jeg oplevede, at han fik børn og blev gift. Så døden har været på sidelinjen hele mit liv, men jeg lever stadig. Jeg er en af de overlevende,” fortæller Jens Peder Høeberg, hvis søn i dag er 48 år.

Jens Peder Høeberg er i dag blevet farfar. Han fortæller i podcastserien Regnbueland om det at have hiv og leve med hiv i mange år; og om hvad der er sket siden, hiv og aids ramte bøssemiljøet i Danmark i begyndelsen af 1980’erne og frem til i dag.

Da Jens Peder Høeberg blev smittet i midten af i 1985’erne, var der stor opmærksomhed om hiv og aids. Det er der ikke længere på samme måde i dag i hverken medierne eller befolkningen.

Siden den såkaldte kombinationsmedicin kom i 1996, har man kunnet leve med hiv og have en nogenlunde normal tilværelse. Så det at leve med hiv er noget, som vi næsten ikke længere taler om.

”Men det betyder ikke, at der ikke er nogle problemer. Til min store forskrækkelse og forundring, så er det i dag ligeså svært for unge at få diagnosen hiv, som det var dengang, jeg fik det i 1985. Unge opfatter det med stor angst, og de oplever, at deres liv går i stå. At der ikke er nogen, som vil have kontakt med dem længere, og nogle tænker også på at tage deres eget liv,” lyder stor alvor fra Jens Peder Høeberg. Han understreger behovet for oplysning og atter oplysning om hiv og aids, blandt andet i forhold til ansatte i sundhedsvæsenet.

Jens Peder Høeberg tilhører altså en gruppe, som har haft hiv i mange år, og som nu er nået op i årene.

”Vi er de overlevende. Der er mange af os, som har mange gener af sygdommen, både psykisk og fysisk. Der er nogle som for eksempel har brug for at tale med en psykolog. Det kunne vi tidligere få økonomisk hjælp til. Det kan vi desværre ikke mere. Så hvis man ikke har råd til det, så er man overladt til sig selv, og mange har det derfor dårligt,” gør Jens Peder Høeberg opmærksom på.

Jens Peter Høeberg fortæller, at nogle af dem, der har overlevet hiv og aids i mange år, nu også er begyndt at komme på plejehjem.

”Vi hører historier om fra plejehjem, og her bliver hiv-smittede ofte ikke behandlet godt. Så der er brug for meget mere hjælp og støtte. Det er utroligt, at det ikke er gået op for politikerne, og at det ikke har deres opmærksomhed. For den ene undersøgelse efter den anden viser, at vi med hiv og aids på mange socialt og sundhedsmæssigt har det meget dårligere end andre grupper i samfundet,” understreger Jens Peder Høeberg.

 

Hør også: Ville ikke finde sig i at blive frosset ud