SAMFUND

Ville ikke finde sig i at blive frosset ud

Den 52-årige Anders Reiners boede i Brønderslev i Nordjylland, da han i 1989 mødte tyske Stefan, som var i praktikophold i Danmark, før han skulle starte på pædagoguddannelsen i Tyskland. Men Stefan og Anders blev kærester og har siden holdt sammen.

Selv om de boede sammen i en toværelses lejlighed i Brønderslev, var der ikke nogen, der omtalte dem som par.

”Vi havde venner og bekendte på besøg, som vidste, at Stefan og jeg dannede par. Men det var ikke noget, der blev talt højt om. Jeg arbejdede på det tidspunkt som ufaglært på en fabrik, og her var der også en lidt hård værkstedstone, og jeg fortalte aldrig om Stefan og mig. Jeg skulle hele tiden tænke på, hvad jeg nu havde sagt, at jeg lavede. Det var meget hårdt hele tiden at skulle passe på og ikke kunne være sig selv,” husker Anders Reiners stadig tydeligt.

Anders og Stefan valgte i 1993 at flytte til København, hvor de fik en lejlighed på Nørrebro.

”Jeg besluttede mig for, at nu skulle det være slut for mig at leve i usynlighed og gemme mig. Jeg vil være mig selv og som alle andre åbent kunne fortælle venner og mine kolleger om, hvad jeg lavede i min fritid og sammen med Stefan,” fortæller Anders Reiners.

Efter 10-12 år på Nørrebro ville Anders og Stefan og Anders gerne have noget mere lys, luft og egen have, og de købte derfor deres eget hus nær Ystad i Sverige. Her havde de nemlig råd til at bo. Anders Reiners kom siden til at arbejde som erhvervssælger hos TDC.

”En arbejdsplads, hvor der var meget fokus på inklusion og mangfoldighed, og at man som medarbejder kunne være sig selv. Her var jeg rigtig glad for at være ansat,” understreger Anders Reiners, som også blev tillidsrepræsentant for sine kolleger, der var organiseret i Dansk Metal. Han begyndte derfor også på uddannelsen til tillidsrepræsentant i 2009.

”Her mødte jeg kolleger fra andre virksomheder, som dog havde en helt anden kultur end i TDC. Jeg havde besluttet mig for at være åben om, at jeg var bøsse, og fortalte, at jeg var sammen med Stefan. Det var svært for nogle af de andre tillidsrepræsentanter at acceptere, og jeg følte, at jeg blev frosset ud,” forklarer Anders Reiners. Det var med til, at han holdt pause i 3-4 år med at være med på fagbevægelsens tillidsrepræsentant-uddannelse.

I dag er han stadig faglig aktiv, og han oplever heldigvis, at tonen blandt andre tillidsrepræsentanter i Dansk Metal og andre fagforbund har ændret sig i en mere positiv retning.

”Jeg mener, at det der vigtigt, at vi LGBT+ personer bliver set og hørt, og at vi ikke bliver usynliggjort, som jeg selv har oplevet det. Selv om forholdene for os LGBT+ personer er blevet bedre, så er der stadig mange, som ikke føler, at de kan være sig selv på deres arbejdsplads. Det vil jeg være med til at kæmpe for, bliver ændret. For vi skal alle uanset kulturelle baggrund, køn, seksualitet og kultur kunne være os selv. På samme måde, som alle andre kan være det,” fortæller Anders Reiners, som mener, at det er vigtigt, at forholdene ikke kun skal være bedre for LGBT+ personer i København og andre større byer, men at der også bliver fokus på hele landet – også for eksempel Brønderslev.

 

Se også: Fagbevægelsen skal støtte LGBT+ personer