KULTUR

Handicappet, lesbisk og cirkushest

”Jeg har fået masser af tåbelige spørgsmål om mit handicap i LGBTQ-miljøet. Men jeg har også fået masser af tåbelige spørgsmål som lesbisk i handicap-miljøet.”
Foto: Karin Meldgaard Henriksen

Sarah Glerup er medlem af to minoriteter, og mærker på sin egen krop, at det nogle gange er den samme type modstand, man oplever, om man er LGBT’er, eller om man har et handicap.

Crip Eye For The Queer Guy er titlen på et foredrag, som Sarah Glerup skulle have holdt 8. februar i forbindelse med Copenhagen Winter Pride. Desværre blev hun syg, så foredraget er udsat til Copenhagen Pride Week i august.

Her taler hun blandt andet om, hvad LGBTQ’ere og mennesker med handicap kan lære af hinanden.

”Jeg synes, der er en meget åbenlys pointe i, at minoriteter allierer sig med hinanden. Hvis man står hver for sig, er man mindre stærke, end hvis man forstår at lave alliancer,” siger Sarah Glerup til Out & About.

”Fordi jeg er medlem af to minoriteter, mærker jeg på min egen krop, at det nogle gange er den samme type modstand, man oplever, om man er LGBT’er, eller om man har et handicap.”

Efter X Factor

Den lesbiske kørestolsbruger blev kendt over hele Danmark, da hun i 2016 deltog i X Factor og her beviste, at man godt kan synge med en respirator og lave et forrygende show fra en kørestol. Trods gode oplevelser fra X Factor har hun dog ingen planer om en karriere i showbusiness.

”Jeg har altid en cirkushest i mig, som brænder efter at komme ud i manegen. Men jeg tror, den kan få afløb på forskellige måder. Det behøver ikke at være ved at synge i bedste sendetid,” siger Sarah Glerup.

”Indrømmet! Det var sindssygt sjovt. Og det var især sjovt at blive iført det der labre Ellen DeGeneres-jakkesæt, som jeg desværre ikke måtte tage med hjem, selv om jeg havde meget lyst.”

”Cirkushesten kan også blive tilfredsstillet ved, at jeg stiller mig op og holder oplæg. Den der cirkushest har bare en masse ting, den gerne vil ud med, og det kan man gøre på mange måder.”

På Christiansborg

Få måneder efter X Factor blev Sarah Glerup Danmarks første folketingsmedlem i kørestol. Ved valget i 2015 stillede hun op for Enhedslisten, og derfor blev hun i april 2016 indkaldt som suppleant, da et af partiets folketingsmedlemmer skulle på en tre-ugers orlov.

”Talerstolen kunne jeg jo ikke komme op på, men vi fandt et kompromis, hvor jeg stod inde midt i folketingsalen, så jeg kiggede direkte på de andre medlemmer. Jeg holdt min jomfrutale, som man kalder det på Christiansborg, og jeg havde virkelig forberedt mig godt,” fortæller Sarah Glerup.

Jomfrutalen handlede hverken om handicappede eller LGBTQ’ere.

”Talen handlede om muligheden for at bruge tvang over for børn og unge. I Folketinget aflastede jeg Pernille Skipper på det retspolitiske område. Og jeg synes egentlig, det var meget fedt at tale om noget andet end handicap eller LGBT, selv om det også er vigtige politiske områder.”

I dag arbejder Sarah Glerup for Enhedslistens kommunikationsteam på Christiansborg, men hun er også opstillet som folketingskandidat i Københavns storkreds.

I dag arbejder Sarah Glerup for Enhedslistens kommunikationsteam på Christiansborg, men hun er også opstillet som folketingskandidat i Københavns storkreds.
Foto: Karin Meldgaard Henriksen

Den værste etiket

Sarah Glerup opfordrer minoriteter til at alliere sig med hinanden i stedet for at distancere sig fra hinanden.

”For mange år siden var Søren Krarup ude at sige, at homoseksuelle var handicappede. Det gav nogle meget grove reaktioner fra LGBT-miljøet, og den daværende formand for LBL skrev, at så ville han også have invalideparkeringskilt.”

”Da jeg læste det – som teenager med handicap og ikke helt sprunget ud som lesbisk endnu – følte jeg mig så fremmedgjort. Det var meget tydeligt, at handicappet er den værste etiket, du kan få på dig.”

LGBTQ’ere og handicappede kan faktisk lære noget af hinanden og bruge hinandens erfaringer, mener Sarah Glerup.”De fleste lesbiske har prøvet at blive spurgt om, hvordan de har sex. Mennesker med handicap plejer til gengæld at blive spurgt: ’Kan du overhovedet have sex?’ Og transkønnede oplever igen og igen, at folk spørger uhæmmet til, hvad de har nede i trusserne,” siger Sarah Glerup.

Sexliv og sygdomshistorier

Det handler om helt almindelige adfærdsregler for, hvordan man taler med fremmede mennesker, anbefaler Sarah Glerup.

”Normalt ville man jo aldrig begynde at spørge til folks sexliv og sygdomshistorier, når man lige har mødt dem og måske ikke engang kender deres navn. Når folk reagerer på den måde, afslører de, at de ikke kan se andet end din anderledeshed. De kan slet ikke lægge det væk. Hvis de bare tænkte, at her er en person ligesom mig selv, der kan være genert i mødet med fremmede, ville det jo ikke være så svært at omgås med hinanden.”

Sarah Glerup understreger, at hun ikke skælder ud på LGBTQ-miljøet.

”Jeg har fået masser af tåbelige spørgsmål om mit handicap i LGBTQ-miljøet. Men jeg har også fået masser af tåbelige spørgsmål som lesbisk i handicap-miljøet. Det går begge veje. Det er ikke nødvendigvis sådan, at man forstår andre minoriteter bedre, blot fordi man selv tilhører en minoritet.”

 

Læs også: X Faktor-Sarah i Folketinget