SAMFUND

Halv million til forskning i LGBT-seniorer

Hvad sker der når man som LGBT-person runder 65? Det vil forsker Simon Meggers Matthiesen fra Københavns Universitet se nærmere på.
Foto: Københavns Universitet

I Danmark ved vi meget lidt om, hvordan seniortilværelsen udfolder sig hos LGBT-personer over 65 år. Det skal nyt forskningsprojekt på Københavns Universitet råde bod på.

Med støtte fra fonden Ensomme Gamles Værn skal antropolog Simon Meggers Matthiesen i 2018 undersøge, hvilke udfordringer eller muligheder LGBT-seniorer oplever for adgang til sociale fællesskaber og nære relationer.

”Fra udenlandske studier ved man, at LGBT-seniorer oplever større ulighed i levevilkår og mere social isolation, men det er uklart, hvordan situationen præcis forholder sig i Danmark. På mange måder er det en overset gruppe i både forskning og praksis på ældreområdet”, fortæller Simon Meggers Matthiesen.

Projektet søger lige nu enlige seniorer fra hele Danmark, der har lyst til at fortælle om deres sociale liv, herunder erfaringer med LGBT-miljøet eller mainstreamtilbud til ældre. Formålet er at skabe viden om vilkårene for et godt liv hos LGBT-personer over 65 år.