Gud, glitter og glam på nyt album

Forestil dig, at du står på perronen og har indløst billet til toget mod Paris. Mellem passagerer, rullekufferter og pakkenelliker mærker du forventningens glæde vokse i dit bryst. Du skal tilbagelægge titusinde kilometer af sensualitet og sanselighed, mens du føler noget så sjældent som et strejf af eufori. Du har billet til ”Arthouse”- et fantastisk musikalsk queer safe space, skabt af den schweiziske Eurovisiondarling Nemo.

Der er fuld fart over feltet fra start til slut, når Arthouse-toget drøner afsted over stepperne. Det der bedst kan beskrives som en forunderlig blanding af musikalitet, poesi, politisk bevidsthed, metafysik og en gennemgående tematik af at finde sig selv som LGBT+ person i en heteronormativ verden.

Gennem samtlige fjorten lydspor åbner Nemo op og deler modigt ud af sine følelser, skuffelser, sorger, glæder og frustrationer. Mens en rytmisk lydstorm af udtryk og kreativitet pumper i baggrunden. Denne lydstorm er i kombination med Nemos gudsbenovede vokal med til at skabe en sammenhængskraft mellem det menneskelige og det musiske. Så man som lytter får en fornemmelse af at lære Nemo at kende, samtidigt med man beundrer deres musikalske talent.

Nemo slog igennem lydmuren, da de i 2024 sikrede Eurovisionsejeren for Schweiz med den eksplosive europop-rap-ballade ”The Code”, som steg til tops på hitlisterne i hele Europa.

”Arthouse” er deres debutalbum, hvor deres oplevelse af at finde sin identitet som nonbinær i en binær verden er i fokus.

Spiritualitet og aktivisme

På rejsen gennem de tusinde udtryksformers land, inviterer Nemos os indenfor i sine politiske og eksistentielle overvejelser. De handler om alt fra religiøs metafysik til politisk aktivisme. Man får i disse sange et indblik i deres mesterlige lyriske trolddomsunivers. Et univers, hvor livets store spørgsmål stilles og udtrykkes på en festlig og farverig måde. Det får lytteren til at tænke med, alt imens fødderne danser euforisk på dansegulvet.

I sangen ” God’s A Raver” oplever man hvordan intertekstuelle referencer fra popkulturen flettes sammen med metafysiske overvejelser og sættes i en queer kontekst. Ved brugen af vendinger som ” If there’s a God, we just met at the gay bar/ She is a raver just like me/ If there’s a God, please, forgive my behavior/ I just wanna taste her on my knees” opleves forelskelsens magi og fornemmelsen af at føle sig forbundet til universet, samtidigt med at der sættes fokus på den internaliserede skam, som man desværre ofte oplever, når man vokser op som LGBT+-person.

I teksten til den titulære sang ”Arthouse” udfoldes eksistentielle og metafysiske erkendelser af verden set fra et queerperspektiv ligeledes. Ved at indlede hver sætning i andet vers med anaforen ”I believe” gøres det klart, at der i Nemos kunstneriske projekt lægges op til, at der skal skabes rum til at forstå verden på den enkeltes egne præmisser. ”Arthouse” bliver således et refugium, hvor man som lytter kan folde sine egne eksistentielle erkendelser ud på en tryg og udogmatisk måde.

Fra dysfori til eufori

Et andet centralt tema på ”Arthouse” er mødet mellem den binære normative verden og det nonbinære menneske. Også her deler Nemo ud af sine personlige kampe og de mange svære følelser, der opstår, når man falder udenfor samfundets opstillede normer. I sangen ”Unexplanable” kommer oplevelsen af kønsdyfori tydeligt frem i både tekst og musik. Eksempelvis kan man i den gentagne brug af spørgsmålet ” Ooh, where do we go?” se dualiteten mellem den vågne tilstand, hvor man bombarderes med samfundets krav og klassifikationer og søvnens verden, hvor man kan drømme sig til at verden bliver et bedre sted med større rumlighed og forståelse.

Man fornemmer, hvordan der på albummet finder en rejse sted mellem dysfori og eufori. En rejse der i takt med, at Nemo knækker koden til verden og finder sit eget paradis, som de synger på Eurovisionsangen ”The Code”, der ligeledes er at finde på ”Arthouse”.

Skildringen af disse to markante følelser man som person på transspekteret kan have i sit møde med verden, er med til at man føler sig set og forstået i mødet med Nemos tekster og musik. Albummet bliver, som før nævnt, et refugium, hvor man kan modtage et langt og varmt kram og føle sig elsket i en kold og kynisk verden, som det ligeledes beskrives i titelsangen ”Arthouse”.

Kunstværk på musikalsk formel

I takt med at rejsen nærmer sig målet og der nu snart er tilbagelagt en tur med både Gud, glitter og glam i fokus, kan man spørge sig selv om hvorvidt albummet i virkeligheden ville gøre sig bedre som visuel performance end som musik?

Til trods for at Nemo på albummet viser en stor genrebevidsthed i sammenblandingen af diverse musikalske udtryk, er det i teksterne og de smukt producerede musikvideoer, at de har deres største force. Af og til kan man savne at musikken får lov til at træde i forgrunden. Får lov at være musik på ”musikkens præmisser”. Men måske er dette netop albummets styrke? At Nemo med sine budskaber og sin farverige hybridstruktur har skabt et kunstværk, som de har valgt at putte på musikalsk formel.

Et kunstværk, som giver stof til eftertanke. Får en til at føle sig opløftet, forstået og accepteret som den man er. Man kan i mødet med Nemos kunstneriske fristed få opladt sine menneskelige batterier. Således man kan træde åndeligt styrket ud i verden og møde den på både godt og ondt i alt dens magt og vælde.

Nemo har med sin debut begået et forunderligt værk bestående af både kunst, metafysik, aktivisme, poesi og musik. Et værk, som jeg vil give mine varmeste anbefalinger.

 

Om Arthouse

Arthouse

Europop/rap

Nemo

Better Now, ude nu i en pladeshop i nærheden af dig eller på en streamingtjeneste, hvor du plejer at hente din musik.