Bar røv på Rådhuspladsen
Forfatteren bag Gemini Forbandelsen, Kim Ace, disker op med en actionpræget slutning på serien. Vi får både ildebrande, magi og teenagekriser.
Vi er nået til den sidste bog om Xander og Rasmus. De har gjort op med parallelverdenen, Erytnevia, og vil ikke tage tilbage af frygt for at ødelægge noget. Selvfølgelig bliver de trukket tilbage til landet med de to måner, men de bliver også hurtigt skilt ad.
Min bedste ven skal flytte
Xander og Rasmus er altid sammen, og de finder en stor støtte i hinanden. Eneste problem er at Xander skal flytte til Spanien, og Rasmus skal blive hos sin plejefamilie i Danmark. Ingen af dem synes det er fedt, heller ikke da det virker som om Xanders hjem er hjemsøgt. Der sker flere og flere ting som ikke giver mening, men det ville give mening, hvis de havde været i Erytnevia. Dog vælger drengene i flere omgange ikke selv at opsøge det forjættede land.
Er kampen min?
Alligevel bliver de to drenge viklet ind i kampene, og de må bruge magi og snilde. Alting kan nemlig ikke klares med magi. Selv om drengene kan poppe op, hvor som helst, så er det meget upraktisk, at alt deres tøj forsvinder, når de tryller. Derfor kan de også godt bruge deres magi imod de onde, men smart er det ikke. De kommer f.eks. til at poppe ud fra Erytnevia midt på Rådhuspladsen i København splitterravende nøgne. Så selve slagene er ikke det mest egnede sted til magi.
Glad og hyggelig fortælling
Jeg har før fortalt, at serien om Gemini Forbandelsen er sjov, og det er ikke anderledes i sidste bog. Kim Ace har en evne til at gøre de kiksede hverdags tilstande sjove. Som når vennerne får besked om at deres hemmelighed er afsløret. Begge drenge går i panik og kommer ud i alverdens ting for at holde på deres private tanker og hemmeligheder. Frygten er stor for at drengene vil få afsløret f.eks. deres seksualitet, crush eller Erytnevia. I den sammenhæng fylder teenagefrustrationerne meget. Jeg tror på, at mange børn og unge mennesker vil nyde at læse bogen og få et godt grin. Samtidig kan du også finde små påskeæg som henviser til forfatterens egen verden f.eks. er der en sygeplejerske som underligt nok hedder det samme som en af Kim Aces kollegaer på de skrå brædder.
Info
Boganmeldelse: ‘Geminiforbandelsen 3’ af Kim Ace udkommer på Forlaget Carlsen.
376 sider
Serien findes også som lydbog. Denne er indlæst af Pelle Emil Hebsgaard.
Du kan læse anmeldelserne af de to forrige bøger herunder

