KULTUR

Grand Prix i Bøssehuset: Se billederne

Gitte Place fejrer sin triumf med at synge vindersangen igen.

Mens vi venter på Eurovision, har Bøssehuset allerede udpeget deres Grand Prix-vinder.

År efter år leverer Bøssehuset på Christiania et forrygende show ved det Kønspolitiske Melodi Grand Prix – med nyskabende musik og indholdstunge sangtekster om stort og småt i bøssers og andre skæve eksistensers køns- og kærlighedsliv.

Således også i år, hvor Bøssehuset åbnede for det Kønspolitiske Melodi Grand Prix fredag den 9. maj.

I år lagde Bøssehusets Grand Prix-veteran Dennis Agerblad ud med en sang om at finde Gud i sine egne underbukser. Også senere på aftenen vendte Gud tilbage i en sangtekst.

Ja, gennem sine mere end 50 års eksistens har Bøssehuset altid været i udvikling. Så hvem ved om kulturhuset er på vej til at blive en ny frikirke?

Aftenens sange blev kommenteret af barmfagre Nutte, frittalende Rebekka Fjams du Nord, etiketteekspert fru direktør Elsa Kragh Madsen. Alle gav pæne ord med på vejen til de ni sangstjerner. Også når det måske især for Elsa Kragh Madsen kunne være lidt udfordrende at finde mening i visse af de mere vovede sangtekster.

Intet Grand Prix uden afstemning. Og selv om Rusland havde forsøgt at hacke afstemningen, fik Bøssehusets teknikere forpurret dette.

Publikum stemte Lulu Celeste, Sem Rap Kat og Gitte Place, akkompagneret af Pia Nette, videre til finalen. Og her vandt Gitte Place og Pia Nette.

Bøssehusets Kønspolitiske Melodi Grand Prix er både fredag den 9. maj og lørdag den 10. maj. Arrangementet er udsolgt, men er du heldig, kan du købe billet i døren. Døren åbner klokken 19 og showet begynder klokken 20.

Hvis du går glip af showet, kan du være ret sikker på at opleve mange af Bøssehusets talenter ved Bøssehusets legendariske sommerfest, som her i 2025 afholdes den 9. august.

Gitte Place løfter sløret en anelse.
Den yndige værtinde, Tutu Wanna.
En dramatisk ballade fremført af Sem Rap Kat.
Grand Prix-veteran Dennis Agerblad.
Kommentateuserne Rebekkah Phjams du Nord, Elsa Kragh Madsen og Nutte.
Lego gik på scenen med stil.
Lu Mønte sang om at gå fra bitch til boy.
Lulu Celeste fremførte sangen Pink Princess.
Miss Pussy Golightly sang en hyldest til glory holes.
Per Valter sang om den store kærlighed og ønsket om at finde denne.

 

Se også: “Ukurant” – en samling queer noveller