SAMFUND

Fra krigen i Syrien til baren på Oscar

Mohammad bag baren på Oscar Bar Café.
Foto: Theis Nybo

Det seneste års tid har det ind imellem været en statsløs palæstinenser fra Yarmouk-lejren i Syrien, der har serveret din fadøl og brygget café latte på Oscar Bar Café. Mohammad flygtede alene til Danmark og er efterhånden faldet ganske godt til i Københavns homomiljø.

Særligt om sommeren, når bordene på Regnbuepladsen uden for Oscar er fyldt godt op, og skydedørene ind til baren står åbne, kan man lytte sig frem til, om Mohammad er på arbejde.

Et højlydt, hikstende grin pejler i retning af enten baren, som han arbejder bag, eller bordene udenfor, hvor han indimellem sætter sig mellem nogle venner, og holder en kort rygepause.

Det er tre år siden, at 21-årige Mohammad fik opholdstilladelse i Danmark, og omkring trekvart år siden, at han begyndte at arbejde et par dage om ugen på Oscar sideløbende med, at han passede sin sprogskole og nu er gået i gang med HF.

Da krigen kom til Yarmouk

Mohammad er statsløs palæstinenser og har boet størstedelen af sit liv i Yarmouk. Det er et område i udkanten af den syriske hovedstad, Damaskus, som inden krigen i Syrien var hjem for omkring 160.000 palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere.

Knap to år inde i den syriske konflikt kom det til voldsomme sammenstød mellem på den ene side syriske oprørsgrupper og på den anden side den syriske hær, der havde belejret Yarmouk.

En fredag morgen i december 2012, da Mohammad – som var 15 år på det tidspunkt – spiste morgenmad med en gruppe venner, bragede præsident Bashar al-Assads kampfly gennem luftrummet og kastede to bomber over lejren. Den ene bombe ramte en skole, og den anden faldt ned i en moské, hvor mange flygtninge fra andre dele af Syrien havde taget ophold. Mindst 23 mennesker blev dræbt og mange andre såret.

Den dag besluttede familien, at den måtte ud fra Yarmouk og søge i sikkerhed i det nordlige Damaskus. Mohammads onkel, som solgte is, stuvede omkring 40 medlemmer af den store familie sammen i sin store isbil og kørte dem ud af lejren med de få ejendele, de tog med sig.

Fare ved hvert checkpoint

De næste tre år brugte Mohammad på at gøre sin gymnasieuddannelse færdig, mens kampene tog til rundt om i Syrien, og han selv boede på skift hos forskellige familiemedlemmer i Damaskus.

”Da jeg var færdig med gymnasiet i 2015, var det blevet for farligt for mig at blive i Syrien”, fortæller Mohammad.

Han var fyldt 18 år og havde derfor nået den alder, hvor han ville blive indkaldt til præsident Assads hær.

I og omkring Damaskus havde hæren opsat utallige checkpoints, som han ofte skulle igennem.

”Hver gang, jeg blev stoppet i de checkpoints, var det en risiko. Jeg gik ikke længere i gymnasiet, så nu skulle jeg i militæret. Det ville jeg selvfølgelig ikke”, siger han.

Mohammad og hans familie besluttede, at han blev nødt til at komme ud af landet. Det krævede en fire dage lang rejse blot at komme fra Damaskus til det nordlige Syrien, hvorfra Mohammad kunne komme i sikkerhed på den anden side af den tyrkiske grænse.

”Op gennem det nordlige Syrien blev jeg stoppet af Islamisk Stat, af kurdiske styrker og af alle mulige andre grupper. Det tog fire dage bare at komme op til den tyrkiske grænse. Lige så snart, at jeg var kommet over, fandt jeg en bus og kørte ud mod kysten samme dag. Busturen tog 12 timer, og så snart bussen var fremme, kom jeg med en gummibåd til Grækenland.”

Fra Grækenland var Mohammad en ud af hundredtusinder af andre, der begav sig mod Nordeuropa for at søge sikkerhed. Han havnede i Danmark, hvor han kun tilbragte fire måneder på asylcenter, før afgørelsen kom: opholdstilladelse i Danmark i foreløbig fem år på grund af krigen i Syrien.

På Grindr i Assens

I Danmark bliver flygtningene fordelt rundt til landets forskellige kommuner, og Mohammad havnede i Assens på Fyn, en by med omkring 6000 indbyggere.

”Der skete ingenting i den by. Der bor kun gamle mennesker. Hver dag skulle jeg bruge halvanden time på at tage bussen til min sprogskole, og så halvanden time på at komme hjem igen. Der var virkelig intet at lave ud over at spise, sove og gå på sprogskole.”

På asylcentret havde han fået en ven, som var på samme alder og som også kom fra Syrien. Det var den første homoven, Mohammad mødte i Danmark.

”Vi fandt ud af, at her kan man være sig selv. Det var ham der viste mig, at nu skal vi feste og leve og have det sjovt sammen, ikke sidde og tænke på alle problemerne i Syrien,” smiler Mohammad.

Sammen gik de to i gang med at udforske homomiljøet.

”Der er absolut ikke noget homomiljø i Assens. Vi tog til Odense og gik i byen der. Og vi kom på Grindr, det var da en start,” griner Mohammad.

Men ud over at lære det danske sprog var det svært at lære de sociale koder at kende, og særligt svært at finde venner.

”Når man er ny i et nyt land, vil man gerne møde nye venner. Det er lidt svært et sted, hvor der ikke er så mange andre homoer at mødes med. Jeg prøvede Grindr, Scruff, Hornet og alle mulige apps, men folk er ikke seriøse på apps, og det var ikke nemt at finde venner på den måde,” fortæller Mohammad.

Alene i Københavns homomiljø

Efter halvandet år i Assens lykkedes det ham – med hjælp fra LGBT Asylum, som han i mellemtiden havde fået kontakt til – at få lov at flytte til København. En flytning skal godkendes af den kommune, der overtager det såkaldte integrationsprogram, da man ellers mister retten til offentlig støtte.

”Det hjalp en hel del at komme til København. Der er barer, hvor man kan møde folk og snakke. På apps’ene vil de bare kneppe,” fortæller Mohammad på fejlfrit dansk.

Men selv om der er masser af mennesker på barerne, er de ofte samlet i små grupper af venner, som det kan være umuligt at komme ind i.

”Selv om man er på en bar med 50 mennesker, er man tit alene, fordi folk stadig holder en form for privat fest sammen med de venner, de er på bar med. De er ikke åbne over for at møde nye mennesker,” mener Mohammad.

Hele byen var vores

Mohammad oplevede sin første pride i København i sommeren 2016. Det var sammen med LGBT Asylum, som inviterede LGBT-asylansøgere og -flygtninge fra hele landet til at komme og være en del af Pride-ugen.

”Det gav mig for første gang en følelse af at have en familie i Danmark. Her var folk der – ligesom mig selv – var flygtet alene til Danmark og kommet hertil uden at kende nogen. Vi er hurtigt blevet hinandens venner, netværk og familie,” fortæller han.

Selve paraden om lørdagen gav ham følelsen af at være nogen og at være en del af et særligt miljø.

”Hele vejen var spærret af for os. Den var vores, den var åben, den var fuld af glæde,” husker han.

”Hele byen festede, alle var glade, forældre stod sammen med deres børn og forklarede dem, at ‘det er en dragqueen, og det er en lesbisk, og det er en bøsse’. Det gav mig virkelig en særlig følelse af at være en del af noget større,” siger han med et smil.

Homo i Damaskus

I Syrien er det muligt, men ikke helt ligetil, at være homoseksuel. Hjemme i Damaskus havde Mohammad en stor gruppe venner, som han ofte hang ud med. De fleste af dem var universitetsstuderende, venstreorienterede, progressive, ikke-religiøse mennesker, der var åbne over for det meste – også åbne for, at der naturligvis også findes homoseksuelle i et samfund som det syriske, hvor homoseksualitet ellers er forbudt.

”Det var simpelthen ikke et issue i den vennegruppe,” fortæller Mohammad.

”Man behøvede ikke at springe ud, det var helt okay at være homo.”

Homofester var der også en del af i Damaskus, men det kunne være risikabelt at tage med til dem. Indimellem dukkede politiet op og ransagede stedet, hvis arrangørerne ikke havde bestukket dem på forhånd. Det samme sker i cruisingområder og i hamams – badehusene – som også er steder, hvor bøsser mødes.

”At være homo er imod religionen, samfundets normer og landets love. Så vi holdt rent private fester,” fortæller Mohammad.

Mohammad med kollegaen Andor.
Foto: Theis Nybo
Ikke længere fremmed

I dag er Mohammad for længst blevet fast inventar på baren ved Regnbuepladsen. Han langer fadøl over disken og rydder borde, mens han snakker og krammer med de fleste. Jobbet har kastet ham ind midt i det homomiljø, som han forsøgte at komme ind i, da han første gang loggede på Grindr fra værelset i Assens i januar 2016 i et forsøg på at scanne området for andre bøsser.

I dag kender han masser af mennesker gennem sit arbejde. Og i dag føler han sig velkommen i København og homomiljøet.

”Jeg er ikke alene mere. Hvis jeg tager alene i byen nu, møder jeg altid nogen, jeg kender. Jeg er meget social og elsker at være sammen med andre mennesker,” smiler han.

”De ser mig ikke længere som fremmed. Nu er jeg bare Mohammad fra Oscar.”