SAMFUND

Ny musik: Mike Paudy har fundet sin musikalske gnist igen

Du har set ham på skærmen, hørt ham i din podcast-app, og nu vil han overtage dine playlister. Mike Paudy er klar til atter at tænde op under popscenen med sin helt nye single IGNITE. Gør plads i øregangene – her er historien om et personligt comeback, en afvist grandprix-drøm og en genfunden gnist.

Du kender ham måske fra de sociale medier, tv, hvor han var med i X- Factor eller podcasten: Det vi drømte om. Nu udgiver Mike Paudy ny musik. Nummeret IGNITE har ramt streamingtjenesterne.

”Det føles lidt som at komme hjem. Musikken har altid været en del af mig, men livet tog mig i nogle andre retninger i en periode. At udgive IGNITE føles derfor ikke bare som en ny single, det føles som at genfinde en del af mig selv, som har ventet på at komme til orde igen”, fortæller Mike Paudy til Out & About.

”Min gnist er at skabe. Om det er musik, min podcast ”Det vi drømte om” hvor jeg taler med både almindelige og kendte danskere om deres drømme.  Det er dér, jeg føler mig mest levende. Jeg har fundet gnisten igen ved at give slip på tanken om, hvad andre forventer af mig, og i stedet spørge mig selv, hvad der gør mig glad. Det har været en vigtig erkendelse.”

Tvivlen forsvinder aldrig

Mike Paudy er en dansk popartist og sangskriver, der siden 2013 har udgivet sin egen musik. Gennem årene har han blandt andet udgivet singlerne Side Effect, I’m Out, Miracle, Løber mod tiden, Lidt Beskidt og Riot. Andet har i et stykke tid fået lov at fylde, men nu er han altså tilbage med ny musik. I 2008 var han med i den allerførste danske udgave af X- Factor som en del af gruppen RaiDan.

IGNITE handler om at finde gnisten i sig selv igen – om at rejse sig, tro på sig selv og turde følge sine drømme, selv når livet tager uventede drejninger. Men det kan være svært, tvivlen kan fylde. Og det kan naturligvis også ske hos Mike:

”Jeg prøver at minde mig selv om, hvorfor jeg begyndte. Tvivlen forsvinder aldrig helt, og jeg tror faktisk, den følger de fleste, der brænder for noget. Men jeg har lært, at man ikke behøver vente på, at tvivlen forsvinder. Man kan godt tage det næste skridt alligevel”

Gnisten er blevet tændt igen

Hvordan opstod ideen og inspirationen til det nye nummer?

”IGNITE handler om at finde sin indre gnist igen. Jeg tror, de fleste mennesker på et tidspunkt oplever at miste troen på sig selv eller føle, at drømmene er gledet lidt i baggrunden. Sangen er skrevet ud fra den følelse, men også ud fra håbet om, at gnisten aldrig forsvinder helt. Nogle gange skal den bare have lov til at blive tændt igen.”

Sangen var oprindeligt sendt ind til Dansk Melodi Grand Prix 2026, men konkurrencen var hård og den kom lige akkurat ikke igennem nåleøjet.

Men nu har den fået sit eget liv og markerer et personligt comeback for Mike Paudy.

Er der mere musik på vej, måske liveoptrædener eller?

”Mit fokus lige nu er at give IGNITE de bedste muligheder for at leve sit eget liv. Jeg håber, den kan finde vej til nye lyttere. Samtidig arbejder jeg allerede på mere musik, og jeg håber også, at der kommer mulighed for at spille sangene live igen. Det er noget, jeg virkelig savner.”