Folketingskandidat: Homoer udstiller sig selv
Holger Gorm Petersen, byrådsmedlem i Vejle, regionrådsmedlem og folketingskandidat for Nye Borgerlige, udtrykker sin uforbeholdne støtte til Dansk Folkepartis Anni Grimms homofobiske holdninger.
Da Out & About onsdag formiddag, som det første medie, fortalte om den forestående Gesten Pride, kom det som en overraskelse for de fleste. Reaktionerne har dog overvejende været positive, og i Gesten tager beboerne generelt godt imod ideen.
Homoseksuelle ER afvigere!
Men torsdag kunne Nye Borgerliges mand i Regionsrådet, og kandidat til Folketinget, Holger Gorm Petersen ikke holde sin indestængte homofobi tilbage, og kom med en uforbeholden støtte til Anni Grimm.
Hans kommentar om Gesten Pride:
”Det beviser jo netop, at det er afvigere, der kun har det formål at udstille sig selv, som afvigere”.
Holger Gorm Petersen siger til JydskeVestkysten, at han støtter Anni Grimms udsagn om homoseksuelle som ”afvigere”, efter det er kommet frem, at der skal arrangeres en pride i den sydjyske landsby Gesten, hvor Anni Grimm bor. Gesten Pride afholdes den 26. august.
Hold det for jer selv
At Anni Grimm er blevet truet med eksklusion af Dansk Folkeparti, rører ikke Holger Gorm Petersen.
”Hun har ikke sagt noget forkert. De fylder for meget. Jeg er ikke imod dem, men de skal ikke udstille sig selv så meget”, siger Holger Gorm Petersen.
”Jeg har ikke noget imod, at folk er anderledes, men de skal ikke fylde så meget. De kan vælge at gøre det inden hjemmets egne fire vægge”, fortæller Holger Gorm Petersen afslutningsvis.
Holger Gorm Petersen blev i september 2014 selv smidt ud af Dansk Folkeparti, mens han sad i Vejle Byråd. Det skete efter udtalelser om, at kommunen havde ansat de forkerte lærer.
Partiformand: Ikke vores politik
Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, støtter ikke Holder Gorm Petersens støtte til Anni Grimm.
”Måske er det Holger Gorm Petersen, der er en minoritet”, siger hun til Jyske Vestkysten, og slår fast, at hans holdninger ikke er et udtryk for partiets politik.
”Det er naturligvis ikke vores politik. Vi har både en homoseksuel i vore hovedbestyrelse, og vi har flere opstillede kandidater, der er homoseksuelle, så det er absolut ikke vores politik”, gentager hun.
For gammel til skæld ud
Holger Gorm Petersen er også medlem af Nye Borgerliges hovedbestyrelse, og her har Pernille Vermund ikke oplevet samarbejdsproblemer med det homoseksuelle medlem, og han har ikke givet udtryk for, at han ønsker en anden politik på området.
”Så jeg kalder ikke Holger til en kammeratlig samtale. Det er han for gammel til. Og det vil sikkert ikke ændre hans holdning, siger Pernille Vermund.
Du finder Gesten Pride som begivenhed på Facebook her.