Voldsmand fra tog har fået sin dom
Manden der tidligere på måneden spyttede på, og slog, en ung mandlig homoseksuel i et tog har fået sin dom.
23-årige Simon Schelde og hans kæreste blev den 6. juli udsat for en voldsom hatecrime i toget mod Jylland. Et uskyldigt kindkys udløste en spytklat og et slag i ansigtet fra en engelsktalende mand.
De øvrige passagerer og DSB’s personale i toget greb hurtigt ind, og da toget nåede Høje Taastrup stod politiet klar, og anholdt manden.
Manden har nu fået sin dom. 80 dages fængsel, og indrejseforbud i Danmark i seks år. Indrejseforbuddet skyldes, at manden er albansk statsborger og ikke-bosiddende i Danmark.
Anklageren i sagen, Rebekka Tellerup Have, er godt tilfreds med rettens afgørelse.
”Jeg er meget tilfreds med, at retten har valgt at udmåle en relativ hård straf under henvisning til, at volden skete på grund af de unge mænds seksualitet”, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Den albanske mand var i Danmark for at besøge en ven. Han har under sagen nægtet sig skyldig og overvejer at anke dommen til Østre Landsret.