SAMFUND

Første drag-podcast på DR

Dragcentralen hedder DRs første drag-podcast. Her giver de tre drags Annie Rection, Sascha Holiday og Karli Kuff dig deres helt personlige svar på lytternes spørgsmål om livets mange spørgsmål.
Foto: DR

”Dragcentralen” hedder den nye P3-pocast, hvor de tre drags Annie Rection, Karli Kuff og Sascha Holiday svarer på lytternes store og små spørgsmål om livet – det hele naturligvis pakket ind i fjer, rhinsten og et drys højt humør.

”Det hele startede med en e-mail. En e-mail der var en lille løftet pegefinger til DR. En e-mail der havde en idé om noget nyt, som ikke var set før hos DR. Det er ikke altid nemt at få en plads ved bordet ved “de mainstreame”. Men det er utrolig vigtigt, at minoriteter vises og høres! Jeg håber at vores nye podcast måske kan få nogle nye mennesker til at få øjnene op for, at queer personer fortjener spotlight – for hold nu kæft, hvor er det skønt at være LGBTQ+ person!!! Og det er en vigtig ting at formidle til Hr. og Fru Danmark. Om det så er noget de kan lide at høre på, det må tiden vise”, fortæller Annie Rection, der sammen med Karli Kuff og Sascha Holiday hver uge vil  besvare lytternes sjove, sære, underholdende og små spørgsmål om livet på bedste vis.

”Vi er så stolte af at kunne få lov til at være unapologetically QUEER på DR” tilføjer hun.

Første afsnit er netop udkommet på DR Lyd appen, hvor du kan hente den helt gratis. “Dragcentralen” lander hver uge om onsdagen i DR LYD eller, hvor du ellers finder dine podcast. Så tjek den ud allerede i dag og gør klar til at byde velkommen til din nye yndlingspodcast.

I første afsnit får du blandt andet svar på, hvordan man får sit portræt på en pengeseddel, hvem fra Mette Frederiksens pressemøder, der er mest drag, og hvilket dyr, der er så heldigt at have et blow hole.

DR Lyd finder du lige her.

Læs også: Årets historiske bog