Annie Rection springer ud i Danmarks første solo stand-up show i drag

Drag er meget mere end lipsync og popmusik. Det beviser den populære drag queen Annie Rection under dette års UP Comedy Festival 2026. Hun tager nemlig et historisk spring for det danske queermiljø, når hun som den første drag-artist herhjemme præsenterer en hel times klassisk solo-stand-up uden musik. Showet hedder ”Ikk’ hetero!”, og målet er lige dele underholdende og terapeutisk: At dissekere, hvad der foregår i hovedet på hetero-mænd.
Når efterårsferien rammer København, bliver intet helt som det plejer på Knock Knock Comedy Club. Annie Rection – der blandt andet er kendt som medskaber af Just Another Drag Show og queercastet Parykken Trykker – rydder scenen hele ni aftener i træk.
Her fjerner hun alle de klassiske drag-rekvisitter: Ingen backing-tracks, ingen lipsyncs og ingen dansere. Tilbage er kun hende selv, en tændt mikrofon, skarpe punchlines og det rå stand-up-håndværk.
Et queer-blik på hetero-normen
Stand-up har historisk set været en ekstremt ciskønnet og heteronormativ scene i Danmark. Med ”Ikk’ hetero!” vender Annie Rection dynamikken fuldstændig på hovedet. I stedet for at det er minoriteterne, der bliver joket med, retter hun sit skarpe, satiriske queer-blik direkte mod majoritetsdanskeren.
Showet er baseret på et intenst og humoristisk ”feltarbejde” i heteromandens sind. Med sin faste nordjyske charme og tårnhøje selvironi kaster hun sig over alt fra holdsport, wrestling og rullepølse til dyb undren over hetero-mænds datingvaner.
Material fra eget liv
Annie Rection deler ud af sit eget privatliv uden filter. Showet berører blandt andet personlige emner og tabuer i queermiljøet – herunder en voldsom infektionssygdom, hun pådrog sig efter en lidt for sjov nat med en flot fyr fra Spanien (og ja, der advares kærligt mod risiciene ved rimming i showet).
“Det resulterede i en indlæggelse med et infektionstal på 320, men har til gengæld givet fantastisk materiale til scenen”, fortæller Annie Rection til Out & About.
Selvom formatet er nyt i Danmark, er Annie Rection en erfaren comedy-queen. Selv er hun inspireret af de mange sjove kvinder i stand-up. “Linda P, Eva Jin og Kathy Griffin, hvis jeg bare skal nævne nogle få. Alle sammen vildt forskellige men også alle vanvittig morsomme på hver deres måde”, fortæller Annie Rection.
Repræsentation på comedy-scenen
At sætte et onemanshow op i fuld drag kræver oceaner af mod – og masser af nerver.
“Jeg “underholdte” engang elleve bagstive mennesker på en open-mic 2. Påskedag… de mennesker var så slatne og bagstive, at det halve kunne have været nok. Men jeg lavede stadig mine ti minutter, selvom der blev grint noget mindre end, hvis de måske ikke lige havde fyldt deres krop med så meget snaps dagen forinden, at de kunne vrides. Hvis folk ikke griner er det enten ikke et oplagt publikum eller også er ens jokes bare ikke stærke nok endnu – og så må der omskrives, øves og testes igen, så den til sidst sidder i skabet”, lyder det fra den nye comedy-queen.
Showet er et vigtigt skridt for den danske queer-repræsentation i en branche, der har brug for nye stemmer. Hvis du vil opleve banebrydende dansk drag-historie og have et solidt grin over hetero-kulturen, er det i efterårsferien, det gælder.
