Feministiske synspunkter kan gøre mig synlig som lesbisk

Lesbisk synlighed: I et heteroseksuelt miljø på landet er det ikke min lesbiske identitet, der fylder.

Af Pernille Rübner-Petersen

Grete Tulinius, 56 år, uddannet skuespiller, speaker med eget lydstudie, solomor til Alex, 6 år og Mona, 4 år. Bor i nærheden af Jyderup mellem Kalundborg og Slagelse.

I gamle dage kostede et lydstudie flere hundrede tusinde kroner at bygge selv. Men i midten af 00’erne blev udstyret billigt. Først fik jeg et lydstudie på Amager – og jeg tænkte, hvorfor skal jeg bo inde i byen? Jeg havde kun brug for at være dér en gang eller to om ugen. Jeg var ikke vild med at bruge byens faciliteter og det irriterede mig at bo så tæt uden lys og luft. For det halve af prisen kunne jeg på landet bo på dobbelt så meget plads både ude og inde.

At flytte herud flytter allerede én væk fra det lesbiske miljø. Jeg kom stadig i byen, det er kun en times kørsel, men det sætter nogle begrænsninger. Selvfølgelig har jeg mine venner og veninder og nogle af dem er lesbiske. Dem ses jeg stadig med.

Efter et forlist partnerskab, opgav jeg at få børn, da jeg var 40 år. Med de forhindringer, der dengang var i dansk lovgivning, ville jeg ikke fortsætte med at prøve. Så – nærmest ved et tilfælde – opdagede jeg som 48-årig, at man i udlandet kunne få både æg- og sæddonation. Efter lange overvejelser kastede jeg mig ud i det. Da jeg lige var fyldt 50 år, fødte jeg Alex. To år senere kom Mona.

Det gav naturligvis flere begrænsninger at få børnene alene. Alle de begrænsninger børn nu giver. Det er forkert at kalde det liv isoleret, for jeg føler mig ikke isoleret. Vi sætter os jo bare i bilen og kører til byen, hvis vi har lyst til det. Vi har så meget plads og frihed her, at selv corona ikke påvirker vores hverdag væsentligt. Det kan godt være trælst, at jeg ikke hurtigt kan gå på cafe med veninderne. Men her er så fedt at være, at det indtil videre opvejer ulemperne.

Lesbisk i et hetero-miljø med børn

Jeg er i et helt almindeligt hetero-miljø, hvor alting handler om børnehave og skole. Jeg møder aldrig nogen, der er homoseksuelle, hverken kvinder eller mænd. Til daglig går jeg ikke og tænker på, at jeg er lesbisk. Jeg er ikke i tvivl om at jeg er det, men hvorfor skulle jeg snakke om det? Her snakker vi om børn. Når jeg ikke har en partner, giver det heller ikke mening at tale om det. Det føles ikke specielt præsent, for mit liv lige nu er børn, børn, børn, arbejde, arbejde, arbejde.

Men når hverdagssnakken om mænd begynder i kvindekredsen, kan jeg godt føle mig som en fremmed fugl. Jeg er både lesbisk og temmelig meget ældre end de fleste. Det mærker jeg da i nogle sammenhænge herude. Så kan jeg godt føle mig meget lesbisk.

Det handler nok også om en større bevidsthed om feminisme, som på sin vis ikke har noget at gøre med lesbianisme. Men fordi jeg er lesbisk og har taget stilling til min seksuelle identitet, lægger jeg også i den grad mærke til kønsroller og patriarkatet. Det kan derfor være mine politiske feministiske synspunkter, der gør mig synlig som lesbisk, selvom det ikke er seksualitet, vi snakker om.

Nogle af de yngre kvinder i forældrekredsen kan komme til at se sig selv, som at de ikke kan klare sig uden en mand. Så er det jeg siger: ”Gider I godt slappe af – det er jo noget sludder.” Og så bliver det sådan ”Hvorfor kan du det?” – og nej det er sgu ikke fordi jeg er lesbisk. Det kan vi jo alle sammen.

Stereotyper er mest synlige

I mit arbejdsliv som speaker kommer jeg ud i alle mulige lydstudier. Den verden er i det hele taget ret åben og tolerant. Selvfølgelig kan jeg godt være i en situation, hvor jeg bevidst nedtoner at jeg er lesbisk, men i min hverdag oplever jeg det ikke som et problem.

Jeg har tænkte meget på det med synlighed. Det er jo altid stereotyperne, der er allermest synlige. De ultra-feminine bøsser og de maskuline lebber. Det sidste er ikke en positiv stereotyp. Når jeg er 100 % sikker på, at jeg ser en lesbisk kvinde, er det ud fra noget negativt. Så er de tykke og har grimt hår. Det er ikke fordi, uha, der går en lækker lesbisk kvinde. Bøssernes stereotyper er at have æstetisk sans. At de er lækre og går op i sig selv. Lesbiske stereotyper er altid noget, der trækker ned. Jeg ved godt, at virkeligheden er mere mangfoldig, men når vi taler om synlighed, er det stereotyperne, der dominerer.

Jeg er ikke specielt forfængelig selv. Efter ti år på landet er jeg lidt af en pragmatiker. Hele sidste år har jeg maskinklippet mit hår, fordi nedlukningen har gjort det besværligt at gå til frisør, så. Det er ok pænt. Jeg duller mig sjældent op efterhånden. Til hverdag er der jo ikke andre end børnene og mikrofonen, der ser på mig. På den måde kan jeg jo godt komme til at ligne noget, der er stereotypt lesbisk. Haha. Men sådan er der altså mange, der ser ud herude uden at være lesbiske. Her går det mest ud på at være praktisk.

Det er ikke for at træde nogle over tæerne. Man må se ud som man vil. Jeg tænker bare, at hvis bøsser er mere synlige i landskabet, så skyldes det, at de ikke stifter familie og i længere tid kan bevare det her gå-i-byen-liv. Kvinderne får børn og familieliv og er i en periode ikke så synlige i festlivet.

På den anden side handler det om, hvordan man bliver synlig. For bøsser kan det være positivt. For lebber er det tit negativt, synes jeg.

 Lesbisk i forskellige sammenhænge

Når jeg er i sammenhænge med mange lesbiske, føler jeg mig meget lesbisk. Så har vi noget til fælles. Ikke nødvendigvis alt, men når vi går i byen, Pride og sådan noget. Det er gode trygge steder at være lesbisk. Og så kan man være lidt mere stereotyp. Sige dumme, sjove, halvgrove ting, være seksuelt flabet. Det ville jeg aldrig praktisere sammen med heteroseksuelle. Det ville være stødende. Det er heller ikke noget, jeg går og har behov for til daglig. Det er bare fis og sjovt, når man er i festligt homoseksuelt selskab.

Ellers føler jeg mig godt tilpas i de fleste sammenhænge. Jeg føler mig ikke specielt udenfor, selvom jeg tit er anderledes. Da børnene var helt små, var der en periode, hvor jeg følte mig udenfor fælleskabet herude og alle de forældre, der er to om at få børn. Men det havde altså ikke noget at gøre med min lesbiske identitet. Mine vilkår var jo bare helt anderledes, jeg var bundet på hænder og fødder og kunne kun deltage i noget sammen med børnene – aldrig alene. Men jeg synes ikke, at min lesbiske identitet lider skade af at komme i mange forskellige sammenhænge.

For 15 år siden tog jeg en terapeutuddannelse, hvorfra vi i dag er et stort netværk. Der er både heteroer og lesbiske. Vi er en stor flok, som kender hinanden virkelig godt – som i VIRKELIG godt. Det vil sige også vores seksuelle identitet, men den fylder jo kun, når den gør. Her føler jeg mig meget hjemme, som lesbisk og i det hele taget som menneske. Her føler jeg mig fuldstændig set, hørt og favnet.

Læs også: Er lesbiske usynlige?

Løs mere om regnbuefamilier her.