Fedekalven er trukket af stalden….
Brødrene Æbelø har med “De fortabte sønner” begået et bevægende bønskrift fra helvedes anden cirkel
Af Lars Henriksen
Lad det være sagt med det samme: Jeg er forudindtaget. Jeg er også vokset op i Holstebro. Nogenlunde samtidigt med brødrene. Jeg er kommet i samme kirke som dem, og jeg kendte deres onkel Jens og moster Bigger. Men her hører lighederne også op. For på bemærkelsesværdig vis levede vi vores liv i fuldkomment parallelle spor. Vi krydsede aldrig hinanden. Vi har helt givet siddet på de samme kirkebænke, leget med det samme gulvsand, men sjældent hørt den samme prædiken. Når de gik til højmessen, deres onkel forrettede, var jeg til den anden. Hos kollegaen, som også hed Jens. Vi gik i forskellige skoler og i forskellige FDF-grupper. Og så var vi en smule forskellige i alder. Da jeg var en del af KFS i gymnasieårene, var de to endnu ikke ude af deres Kristne Friskole. Og det Kristne Gymnasium i Ringkøbing lå så langt fra mine forestillinger, om hvad der var fedt, som vel tænkes kunne. Jeg læser derfor erindringsbogen med lige dele fryd ved gensyn og kendte stemninger, og gysen over, at der, lige for næsen af mig, åbenbart har eksisteret (og gør det muligvis endnu) en parallelverden, som undertrykker mennesker. En verden, som pålægger dem skyld og syndsbevidsthed i en grad, der er livsbegrænsende, og som det kræver helt særlige kræfter og mod at gøre sig fri af.
Opvækst i et kristent ortodoks miljø
Livet i den religiøse spændetrøje er for begge brødrene et vilkår, som de ikke deler med nogen og da slet ikke hinanden. Begæret mod mænd holdes nede med bøn og bibellæsning og brædtspil. Begge forsøger de, at leve op til de udtrykte forventninger fra deres omgivelser. I en række erindringsglimt, som minder om hinanden, men som også er hvert sit isolerede, parallelle spor, husker Sune og Andreas Æbelø tilbage på en opvækst, som foregik på den kristent ortodokse højrefløj. Et miljø, hvor unge holdes på afstand af sekulære unge og kontrolleres med åben-dør-politikker og offentlige bekendelser af synd. Kapitlerne bærer, som overskrift, brødrenes navne, så man kan følge sporet i tid og rum. De skriver meget forskelligt. Sune ordrigt og en smule byzantinsk. Andreas nøgternt og koncist. Måske afspejler det sproglige også deres personligheder. I hvert fald har Sune har været væsentlig længere om at nå sine erkendelser om sig selv, end det er tilfældet med Andreas. Han når også først over stregen i kapløbet mod sandheden.
Homoseksualitet har ingen plads
Bogen giver et glimrende indblik i en verden, som er lukket for de fleste af os. Og i en verden, som vi, som er opvokset som halvlunkne folkekirkekristne, næppe aner eksisterer. Ikke en gang udenfor eller som modbevægelse til, men midt i folkekirkefællesskabet. Som et særligt esoterisk fællesskab, som føler sig lidt mere frelste og lidt fjernere fra fortabelsen. Det er også en verden, hvor skrifttro bibelforståelse fylder, og hvor homoseksualitet ikke har plads – men er den sikre vej mod fortabelsen. Derfor er der også en forløsning i fortællingen, da Sune og Andreas endelig erklærer sig for deres mor og familie, og ikke mødes med den forventede fordømmelse og dom til fortabelse. Men med en stille sorg og en tilkæmpet accept og forståelse. Samtidig sidder man tilbage med en følelse af, at hvis man skal acceptere, føle sig lettet over og glædes ved den reaktion, så skal man have følt stor angst, levet i fortabelsesfrygt og vished om udstødelse. De følelser lægges der heller ikke skjul på i bogen, men kerneårsagen til, at brødrene ender i denne fortvivlelse, berører bogen stort set ikke: Deres familie – deres mor.
Savner indblik i hjemmelivet
Børn vælger ikke selv skole, spejdergruppe eller kirke. De sendes der af deres forældre. De indoktrineres med forældrenes livssyn og stoler på det, de får at vide af de autoriter, forældrene udpeger. Jeg savner et indblik i hjemmelivet. Når kristne fællesskaber sættes under anklage, må den væsentligste anklagende pegefinger rettes mod det mest grundlæggende fællesskab, nemlig familien. Det er her, børn først gøres fortræd. Hvis nogen kunne have forhindret den barndom og ungdom i helvedesangst, som beskrives, var det drengenes mor. Jeg forstår sagtens behovet for at beskytte hende og ikke gøre hende til gerningsperson i tragedien, som den udspiller sig i store dele af bogen. Men gid hun dog havde haft det samme hensyn til sine børn. Og gid, vi havde fået historien.
Både velskreven og oplagt
De fortabte sønner er en velskreven, oplagt og også morsom bog. Beskrivelserne af situationer er cinematografiske og til tider komiske, og bogen udtrykker en vis ironisk distance til alt, der foregik. Mummespillet, som skulle dække over de forbudte følelser, fremstilles ligeså latterligt, som det er. Det kan ikke retfærdiggøres og ender med heller ikke at lykkes. Hvis nogen tror, at bogen er et opgør med religion som sådan, bliver de derimod skuffede. Den slutter nærmest modsat. Med en bevægelse tilbage mod kirken og et forsøg på at forklare, hvorfor religion også kan gøre og være godt. Det er, som har barnetroen stadig en klo i kraven på forfatterne, trods alt. Jeg er i tvivl om forfatternes ambition med bogen. Er det blot at skrive deres erindringer i håbet om, at de er interessante for andre? For det er de faktisk. Eller ønsker de også at bringe et indlæg i debatten om religiøs undertrykkelse i ekstremreligiøse miljøer og argumentere for det forbud mod omvendelsesterapi, som der er kæmpet for gennem mange år? Jeg håber, det er det sidste, og at de vil bruge opmærksomheden om bogen fornuftigt til at fremme dette mål. Gør de det, er jeg parat til at slagte fedekalven.
Jeg vil slutte med at velsigne bogen og give den et Amen med på vejen.
Info:
“De fortabte sønner” af Andreas og Sune Gylling Æbelø. Udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof.
288 sider, 2024
Bogen fik litteraturprisen ved årets Danish Rainbow Awards i Cirkusbygningen.
